Stjernesymbol i menu


Læs og søg i Det Tredje Testamente
   Kap.:  
(1-30) 
 
Avanceret søgning
Indholdsfortegnelse for Hvad er sandhed   

 

 
1. KAPITEL
Hvad er sandhed?
Fra Jesu lidelseshistorie ved vi, at den romerske landshøvding Pontius Pilatus hen imod slutningen af sit forhør over Jesus siger: »Så er du dog en konge«? – Jesus svarede: »Du siger det; jeg er en konge. Jeg er dertil født og dertil kommen til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Hver den, som er af sandheden, hører min røst«. Pilatus sagde til ham: »Hvad er sandhed?« og da han havde sagt dette, gik han ud til jøderne igen og sagde til dem: »Jeg finder slet ingen skyld hos ham«. Pilatus ventede sig altså ikke noget svar på sit spørgsmål til Jesus, ja, det var i virkeligheden slet ikke noget spørgsmål, han med disse ord havde rettet til ham. Dertil var han alt for skeptisk. Han var jo opdraget i de romerske forestillinger om livet og forsynet samtidig med, at han var vidne til de jødiske forestillinger om de samme livets højeste foreteelser og ligeledes til den indstilling til Guddommen eller guderne, de mange andre, under det romerske verdensrige hørende folk og racer, havde. Han så, hvorledes de alle blev salige hver ved sin tro. Derfor kunne spørgsmålet for ham ikke blive af nogen særlig alvorlig karakter, idet dets besvarelse for ham syntes ufattelig eller ganske uopnåelig for ethvert menneske. Alle de forskellige racer og folk, som han havde været i berøring med, havde jo hver især deres urokkelige tro på, at deres opfattelse af og forhold til den højeste magt i livet var den absolut rigtige, hvilket altså vil sige: var den absolutte sandhed. Vi kommer derved til at se, at Pilatus bliver billedet af eller symbolet på et særligt bestemt udviklingstrin, som ethvert jordmenneske må passere, nemlig det materialistiske eller såkaldt irreligiøse, der igen vil sige: det stadium, hvor man har gennemgået et vist materielt studium, efter hvilket intelligensen i en noget for stærk grad er blevet dominerende bag væsenets viljeføring og opfattelse. Og for Pilatus' intelligens måtte det se ud, som om den absolutte sandhed var utilgængelig for enhver, og at dens tilhængere eller dyrkere var naive, enfoldige sjæle, altså nøjagtigt det samme syn som en overordentlig stor mængde jordmennesker i dag lader sig lede og beherske af. Men er disse sidstnævnte væsener mindre overtroiske end de religiøse? – Er deres benægtelse af en virkelig guddoms eksistens og en heraf følgende absolut logisk og dermed alkærlig verdensstyrelse mere videnskabelig underbygget end de religiøses tro på den samme højeste, kærlige guddom og en heraf udløst retfærdighed mod alle levende væsener? – Nej, absolut ikke. At være troende er ikke blot noget, der kun gælder for de væsener, der tror på en guddom, men er også i allerhøjeste grad noget, der dominerer de væsener, som ikke tror på en guddom eller et levende, intellektuelt forsyn. Idet disse sidste væsener ikke tror på et intellektuelt forsyn, afslører de dermed, at de netop tror på, at et sådant ikke eksistere. Hvad er så mest naivt eller enfoldigt, enten at tro på, at det findes en intellektuel verdensstyrelse, eller at tro på, at der ikke findes en sådan? – I begge tilfælde må man altså tro, idet man på de nævnte væseners trin slet ikke fatter de realiteter, der kan fremdrages som beviser for, enten troen på en guddom eller troen på, at denne ikke eksisterer. Vi får altså i Pilatus et billede af det i dag mentalt set højmoderne jordmenneske, hvis spørgsmål: Hvad er sandhed, hvis det overhovedet fremkommer med et sådant, kun kan være ironisk.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.