Omkring min misions fødsel
1. kapitel
Mennesker der er de første til at tro på fortidige, men de sidste til at tro på nutidige "åbenbaringer"
Da mit arbejde efterhånden har fundet vej ud til mange mennesker, for hvem det i form af åndsvidenskab udelukkende er en bærende livsfaktor, har jeg følt det gavnligt overfor disse mennesker at give et lille omrids af de begivenheder, der blev det direkte udløsende moment til denne min åndelige mission.
      Disse begivenheder, der for mig blev en kaldelse, er af en så usædvanlig og sjælden karakter, at deres blotte beskrivelse i detaljer allerhøjst kun vil virke som et fantastisk og absolut uvirkeligt eventyr for den uindviede, ligesom den på de intolerante og mindre kærlighedsudviklede væsener ligefrem vil fremkalde forargelse, der, i ly af begrebet "hellig vrede", vil få dem til at betegne mig som "besat af djævelen", som "gudsbespotter", som offer for "storhedsvanvid" eller anden form for abnormitet eller sindssyge. Ja, kendsgerningerne har endog vist, at der er dem, der betragter mig for at være selve "antikrist", en "falsk messias" e.l.
      Disse mennesker er efterhånden så suggereret eller fast indgroet i den forestilling, at de såkaldte "åbenbaringer" er foreteelser, der kun er knyttede til fortidige bibelske personer. Skønt man fra disse menneskers bevidsthedsniveau i årtusinder fra prædikestole i by og på land, fra talerstole i det frie, i skov og på strand, på gader og stræder, har råbt det ud til menneskene, at "Guds ånd svævede over vandene", – "Gud talede" til Adam og Eva, – "Gud talede" til Moses, – "Gud talede" til profeterne, – Jesus blev "forklaret" på bjerget, – apostlene blev "overskyggede af den hellige ånd", der sås som "tunger af ild over deres hoveder", Paulus blev "indhyllet i et hvidt lys" på vejen til Damaskus osv., osv., vil de fleste fra samme niveau være de sidste til at forstå, være de sidste til at tro på, at de samme begivenheder akkurat ligeså godt kan finde sted i nutiden, kan finde sted her midt i vor moderne, videnskabelige og tekniske tidsalder.
      Medens man fra nævnte niveau finder det ganske naturligt, at "Guds ånd" i form af "tornebusken der brændte", viste sig for Moses, og "det hvide lys" kom over Paulus, skønt den første var morder, og den sidste var en hårdnakket modstander og forfølger af Kristus, er man urokkelig i troen på disse beretningers sandfærdighed; men hvis en mand kommer i dag og fortæller, at han er blevet "overskygget af den hellige ånd", at han er "ét med Faderen", at han selv er blevet "vejen, sandheden og livet", vil man ikke tro ham, men derimod forarges på ham, ligegyldigt hvor hæderligt og rent han så end lever, ligegyldigt hvor videnskabeligt han så end kan bekræfte sin påstand.
      Men dette er ganske naturligt. Disse mennesker er endnu med hensyn til logisk tænkning og analysering på det religiøse område endnu ikke frigjorte mennesker. De er endnu ikke så selvstændige, at de tør forlade "flokkens" officielle mening, der for dem er den urokkelige uskrevne lov, eller udgør den gangstol, ved hvis hjælp de endnu religiøst set må holde sig oprejst, sålænge deres tankes gåevne i livsmysteriets afsløringslabyrinter endnu er uselvstændig og hjælpeløs, og hvorved livet udenfor de gamle religiøse traditioners og dogmers område for dem måtte blive en ødemark, i hvilken de åndeligt set ved deres ubevægelighed måtte sulte ihjel eller på anden måde ynkeligt omkomme.
Forrige