Livets Bog, bind 2
Jeget, døden og det fysiske legeme
319. Som her nævnt er "det levende væsen" udgørende et treenigt princip bestående af: jeget, bevidstheden eller skabe- og oplevelsesevnen, samt organismen. Jeg har nævnt, at ingen af disse tre principper i noget som helst tilfælde fremtræder eller eksisterer hver for sig som en selvstændig enhed, hundrede procent adskilt fra de andre to. Man vil således aldrig komme til at opleve et jeg, der flakker om uden bevidsthed og organisme, ligesom man heller aldrig vil kunne opleve en skabeevne, der ikke har tilknytning til et jeg. Og på samme måde vil det naturligvis være umuligt at opleve stof, der ikke udgør en materiekombination, hvilket vil sige en organiseret bevægelses- eller energifaktor, og som netop ved denne sin organisering beviser en bag ved eksisterende "organisator". Det levende væsen er således en af tre uadskillelige principper sammensat enhed.
      Nu vil man måske indvende, at når det levende væsen "dør", skiller det sig ud fra materieprincippet, idet døden jo netop består i en adskillelse mellem jeget og dets organisme, og efter hvilken adskillelse det så kun skulle eksistere med de to tilbageværende principper: jeget og skabeevnen. Men en sådan opfattelse er en meget stor misforståelse. Døden er nemlig ikke en adskillelse af jeget og dets organisme, men derimod en adskillelse af jeget og dets fysiske legeme. Da nævnte legeme kun udgør et enkelt organ i jegets samlede organisme, der jo foruden, som allerede antydet i "Livets Bogs" første bind, består af fem andre organer eller legemer til brug for jegets manifestation eller åbenbaring, betyder døden således kun en standsning af den manifestationsart, der var mulig for jeget gennem dets fysiske legeme. Men de fem andre manifestationsarter, der er mulige for jeget gennem de fem andre legemer, er i overdådig grad et tilstrækkeligt fundament for jegets evige fortsættelse som et fungerende oplevende og skabende væsen. Når det i det hele taget må skifte legeme, kommer det af, at samme legeme kun er en skabt ting, sammensat af forskellige stoffer eller materier med det formål for øje at være et redskab for jeget til at sanse og skabe i den materieart, af hvilket legemet netop består. Da det er et redskab, skabt af stof eller materie, er det nødsaget til, ligesom alle andre redskaber, at måtte være loven for slitage underkastet. Intet redskab kan opfylde sit formål uden at yde en modstand mod den materie, som det netop er sit ophavs middel til at beherske. Men ved denne sin ydede modstand eller gnidning mod den anden materie bliver det selv genstand for den modstand, som denne anden materie udviser. Denne modstand kan ikke i det lange løb undgå at blive til en underminerende virkning for redskabet. Blot en ganske lille mikroskopisk modstand hver dag, time, minut eller sekund kan ikke i længden undgå at aflejre så mange små ødelæggelser eller tilintetgørelser i redskabets stofkombination, at dette tilsidst er helt ubrugeligt. Her gælder også princippet "mange bække små gør en stor å".
      For det fysiske legemes vedkommende er denne proces let iagttagelig. Vi ser, hvorledes jeget bygger det op. Fra et lille mikroskopisk sædkim bygges det op til en større og større fuldkommenhed, indtil det når det stadium, hvor det befinder sig i den største ydeevne for jeget. Men denne dets fulde højde i ydeevne kan det ikke blive ved med at beholde. Og jo mere et sådant legeme bliver brugt, desto hurtigere nedbrydes dets skønne og fuldkomne udseende for tilsidst helt at bukke under som ubrugeligt. Vi har endog navne til de forskellige stadier, et legeme udviser under dets eksistenstid. Der er således "fosterstadiet", "barnestadiet", "ungdomsstadiet", "manddomsstadiet" og "alderdomsstadiet". Hvad er disse stadier andet end de almindelige stadier for enhver skabt fysisk ting? - Gennem "fosterstadiet", "barndoms-" og "ungdomsstadiet" bygges og trænes legemet op til at være et fuldkomment hundrede procents brugbart fysisk redskab for jeget. Vi ser, hvorledes det har sin glansperiode for derefter at "ældes", hvilket jo ikke er andet end de mikroskopiske ødelæggelsers mangfoldighed, der nu begynder at blive så fortættede, at de bliver synlige i form af en svækkelse af det før så skønne legeme og dets ydeevne. Og "det levende væsens" tilsynekomst eller manifestation igennem et sådant bevirker, at vi udtrykker det ved begreberne: "svækling", "en affældig olding" eller som et væsen, "der går på gravens rand". Men disse betegnelser har naturligvis ikke noget som helst med selve jegets identitet som "levende væsen" at gøre. Disse kan absolut ikke i noget som helst tilfælde være udtryk for andet end slitagen af det pågældende levende væsens fysiske redskab eller legeme. Jeget har nødvendigvis eksisteret som det pågældende legemes absolut "første årsag" og har således været nødsaget til at have været forud for samme legemes skabelse, ligesom det på samme måde også er nødsaget til at eksistere efter dets undergang.