334. Det er således "tyngdevariationen", der overskygges af "følelses-" og "forstandsvariationen".
Denne overskygning former sig i individets vågne bevidsthed som en kamp mellem "det onde" og "det gode".
Denne kamp er identisk med det, vi kalder: "den fysiske tilværelse".
Og det legeme, igennem hvilket denne oplevelse finder sted, er individets kødelige "fysiske legeme".
Her i "Livets Bog" hedder det "tyngdelegemet", fordi det er det legeme, der er speciallegemet for individets benyttelse af den eksplosive eller dræbende energi: tyngdeenergien.
Vi ser da også dette legeme, der hvor forstands- eller intellektuelenergierne endnu ikke rigtig har begyndt at overskygge individet,
udstyret med særligt henblik på myrderi og sønderlemmelse.
Det er forsynet med meget skarpe tænder og kløer, stor kraft og styrke i forbindelse med egenskaber til fordel for udfoldelsen af mange færdigheder i det dræbende princips favør.
Sålænge legemet endnu befinder sig i denne tilstand, kalder vi dets ophav et "dyr".
Men efterhånden som det samme væsen mere og mere glider over til en større benyttelse af de intellektuelle energier, har det forstået at skabe sig endnu bedre materiale eller redskaber for sin udfoldelse af den dræbende energi.
Det har skabt sig sværd og spyd, kanoner og maskingeværer, giftgas og flammekastere for endelig at lade det hele kulminere i dets frembringelse af selve den realitet, vi udtrykker under begrebet: "bomber".
Denne realitet er selve kulminationen af individets brug af tyngdeenergien.
Den er tyngdeenergien i sin højeste manifestation eller udfoldelse.
Den er her i sin højeste kraftvælde: "eksplosionen".
Da individet således har kunnet tage forstandskræfterne i besiddelse og derved har kunnet skabe sig fornemmere redskaber for sin dræbende natur end tænderne og kløerne og på alle måder er nået frem til at kunne udføre selve drabsprocessen udenfor det kødelige legeme, er samme legeme degenereret.
Tænderne er ikke mere så skarpe.
Og kløerne er blevet til "negle".
Et sådant væsen kalder vi ikke mere et "dyr", men udtrykker det derimod som "menneske".
Men da det kun afviger fra det almindelige dyrs levevis ved at være endnu bedre udstyret eller udrustet til at betjene sig af det dræbende princip end dette, er det let at se, at nævnte væsen ikke er noget færdigt eller rigtigt "menneske".
Et rigtigt "menneske" er jo et væsen, i hvem tyngdeenergien er afløst af følelses- eller kærlighedsvariationen.
Jeg har derfor i "Livets Bog" udtrykt dette, i dyriske manifestationer blomstrende, væsen for "det jordiske menneske".
Og vi er altså her ved den væsensart, der er den fornemste på det jordiske tilværelsesplan.
Da dette væsen i så stor en udstrækning betjener sig af tyngdeenergi, bliver samme væsens dagsbevidsthed eller vågne bevidste oplevelser i en overordentlig udstrækning "eksplosioner".
Dets fremtræden i daglig handel og vandel, dets forhold til medvæsenerne, dets eget syn på sig selv, dets viljesudløsning og mening om livet og Forsynet er kun "eksplosioner" i en mere eller mindre uhæmmet fremtræden.
Der, hvor dette kommer mest til syne, er i væsenets hidsigheds- eller raserianfald.
I et sådant anfald er benyttelsen af tyngdeenergi så voldsomt fremtrædende i væsenets vilje, at det undertiden både vil flå sig selv og andre, eller alt hvad det kommer i nærheden af.
Det er i sig selv "en levende bombe".
Men tyngdeenergien er også i høj grad til stede i samme væsens "kærlighedsforhold".
Et sådant væsens højeste sympatiudfoldelse finder hovedsagelig kun sted igennem den bevidsthedsnuance, vi kalder "forelskelse".
Men hvad er "forelskelse" andet end lidt hæmmet eksplosion.
"Forelskelse" gør jo væsenet til et levende krater.
Hvis den forelskede ikke opnår genelskelse, men derimod bliver vidne til, at den elskede nærer sympati for andre væsener eller ting, da opstår "skinsygen", der i værste tilfælde kan gøre sit ophav til morder, og i mildeste tilfælde til melankoliker.
I første tilfælde vil dette jo sige, at tyngdeenergien har fået overtaget.
"Den levende bombe" er eksploderet.
I sidste tilfælde vil det i virkeligheden sige, at følelsesenergien i væsenet er for stærk.
Den binder tyngdeenergien, så den ikke kan få overtaget.
"Bomben" kan ikke komme til at eksplodere.
Den kan blot ligge og "ulme" eller "ryge" sin kraft ud.
Men det var kun yderpunkterne.
Imellem disse punkter findes der jo et utal af stadier for mental udfoldelse, der alle mere eller mindre vil være en kamp imellem følelsesenergien og tyngdeenergien om overtaget i væsenets bevidsthed.
Når et væsen skælder ud, bruger skældsord og øgenavne, bagtaler et andet væsen, er misundelig e.l., er alle sådanne manifestationsarter i virkeligheden kun stærkt hæmmet mordlyst.
Væsenet har for megen følelse til at begå direkte mord.
"Bomben" blot "hvæser" og "sprutter".
Den kan ikke "eksplodere".
Væsenet kan ikke blive morder.
Det kan kun fremtræde som "kværulant".
En "kværulant" er således i virkeligheden kun "den levende bombe", der har mistet sin eksplosionsevne og derfor kun kan få udløsning på ovennævnte måde.
Den udspyr "gnister", der af og til godt kan ramme, svie og brænde sit ophavs medvæsener uden dog helt at kunne gøre det af med dem.
Alt eftersom udviklingen skrider frem, får det jordiske menneske igennem sine lidelser mere og mere følelsesudvikling, hvilket vil sige, at det bliver mere og mere dygtigt til at anvende kultiveret følelsesenergi i sin mentalitet.
Og det er jo netop derfor, det kommer til at afvige fra det almindelige dyr.
Medens dyret i junglen slet ikke kender til alle disse kværulanttilstande, men enten helt må dræbe fjenden eller selv blive dræbt, så er jordmenneskets hele tilværelse kun en eneste stor jongleren med bevidsthedsmateriale eller tanker, der i virkeligheden kun er bunden mordlyst.
Det bliver irriteret og stødt, det bliver vred eller gnaven.
Det har for megen følelse til at kunne dræbe, men ikke nok til at holde tyngdeenergien helt i skak.
Det sejpiner sine ofre.
Det første resultat af dyrets forvandling til menneske er altså "kværulantstadiet".