Livets Bog, bind 2
Livsmysteriets grundfacit nr. 11. - Reinkarnation og skæbne
569. Da de levende væseners organismer er hensigtsmæssigt opbyggede eller skabte redskaber for midlertidige manifestationsarter, bevidsthedstilstande eller former for oplevelse af liv, ville det være højst uhyggeligt, samtidigt med, at det ville være umuligt at forbinde i kontakt med en kulminerende retfærdighed eller kærlighed, den omstændighed, at den såkaldte "død" ikke skulle eksistere. Denne er jo kun individets udskiftning af de, af det selv opbyggede, redskaber, igennem hvilke det ikke mere er i stand til at opleve livet på den, for dets ønsker og begær tilfredsstillende måde. Hvis denne udskiftning i form af "døden" således ikke kunne finde sted, men individet evigt måtte være uløseligt knyttet til sine skabte redskaber, ville det være det samme som, at det evigt måtte være fængslet og naglet til den særlige manifestationsform, som beroede på de nævnte redskaber. Hvorledes skulle det være i kontakt med alkærligheden? - Hvis et væsen på en eller anden måde mistede sine øjne, skulle det så i al evighed gå rundt i et evigt mørke og være afskåret fra at se den fysiske naturs umådelige skønhed i farver, lys og former? - Hvis et menneske mistede begge sine ben eller på anden måde ved kropslig læsion blev ude af stand til at gå, skulle det så blive ved med at være afhængig af en rullestol og andre menneskers barmhjertighed i en evig fremtid? - Er det ikke guddommeligt, at blindhed og anden svær invaliditet er begrænset til den pågældende organismes eksistenstid, og at væsenet således ved hjælp af "døden" kan fremstå i en ny og fuldkommen normal organisme? - Og hvorfor skulle det ikke være således? - Den uundgåelige forgængelighed, alle organismer er underkastet, ville i modsat fald være ganske uhensigtsmæssig eller meningsløs. Og hvorfor skulle nedbrydningen af organismerne være plan- eller meningsløs, når opbygningen af disse så udelukkende repræsenterer logik, plan- eller hensigtsmæssighed? -
      Men det er ikke alene invaliditet eller skader i organismen, det levende væsen ved "døden" kan hæve sig op over. Det er også i stand til at forbedre og forandre det ny legeme i sine evners og talenters favør. At det er således, bliver i overdådig fylde åbenbaret igennem alle de forskellige mentale trin, væsenerne står på. Det er dog en kendsgerning, at der er mennesker, der har "medfødte" talenter. Nogle væsener har særlige anlæg for musik, andre for digtning og atter andre for malerkunst osv. for ikke at nævne væsenernes højst forskellige evner eller talenter for fag- eller håndværksmæssige manifestationer. Hvorfor er de ikke alle nøjagtig ens fra fødslen? - Svaret er: "Fordi de ikke alle har beskæftiget sig lige meget med de samme ting. Hver især må nødvendigvis blive en mester i det fag eller den kunstart, han (hun) igennem et eller flere fortidige liv i særlig grad har haft til speciale. Hvorledes skulle vedkommende ellers være blevet andre væsener overlegen på det bestemte felt? -
      Det er rigtigt, at man i århundreder har levet i troen på "arvelighed". Men denne tro må naturligvis ligesom alt andet, der er et falsum, falde for det kosmiske klarsyns gennemtrængende intellektuelle lys. "Arvelighed" giver ingen forklaring på, hvorledes primitive eller forholdsvis ubegavede forældre kan få et barn, der er et geni, ligesom den også bliver et virkeligt urokkeligt svar skyldig på spørgsmålet om, hvorledes det går til, at genier kan få børn, der er forholdsvis ubegavede. Var "arvelighed" den fundamentale årsag til de levende væseners begavelse og hermed til fundamentet for deres skæbne, måtte alle levende væsener indtil de mindste detaljer være kopier af forældrene. Men det er heldigvis ikke tilfældet. Ethvert levende væsen viser sig at være strålende individuelt og har sit større eller mindre absolutte særpræg, der udelukkende kun kan skyldes - dets egen, fra en tidligere tilværelse til dets nuværende liv i form af evner og anlæg, overført "arvelighed". Og herigennem bliver det synligt, at det levende væsen i kraft af genfødelse eller reinkarnation bliver sin egen tilværelses absolut første årsag, hvilket vil sige, sin egen skæbnes absolutte ophav. "Det, det sår, kommer det til at høste". Dette er livsmysteriets grundfacit nr. 11.