Stjernesymbol i menu


Læs og søg i Det Tredje Testamente
Søgeord:     Hele ord     Ordbegyndelse  Hjælp   
 LB1     LB2     LB3     LB4     LB5     LB6     LB7     DEV1     DEV2     DEV3     DEV5     Logik     B     DIK     AS1     Småbøger (11-13, 21, 25)   
Se symbol nr. 10 i nyt vindue    

 

Hvorfor jordaksen ikke kan få et pludseligt tilbagefald til sit naturlige leje. De af menneskene frembragte krige og lemlæstelser i jordorganismen udgør i jordjegets bevidsthed kun en sjælelig krise, der danner indledningen til "den store fødsel" og i Bibelen er bebudet som "dommedag". Dommedagens dom. Den "ny himmel og jord"  667. Da enhver foreteelse i sig selv kun udgør en rytme, der må afløses af en ny rytme, hvilket i virkeligheden, som vi har set, er det samme som en "årstid" i et kredsløb, der må afløses af en ny "årstid", er enhver ting i sig selv et kredsløb eller noget af et kredsløb. På samme måde er jordaksens abnorme forhold også kun en rytme eller "årstid" i et af dens skæbnekredsløb og vil blive afløst af en ny rytme eller en "årstid" i nævnte kredsløb. Dog skal man ikke vente sig, at jordorganismen i denne jordjegets nuværende fysiske inkarnation vil komme ud for et så voldsomt chok, at dens akse pludselig vil blive bragt tilbage i sin normale stilling i jordens baneplan omkring solen. En sådan gigantkatastrofe kan for jordens vedkommende ikke mere finde sted. Hvis jordaksen overhovedet kan vende tilbage til den lodrette stilling i baneplanet, kan det kun ske på en for mikrovæsenerne næsten umærkelig måde, en måde, der vil tage årmillioner og atter årmillioner for sin fuldførelse. Dens invaliditet er således på en måde kronisk. Men da invaliditeten ikke har været af en større grad, end at dens menneskelige mikrovæsener på kunstig måde har kunnet borteliminere dens følger og samtidigt har materiale nok, såsom elektricitet, brændsels- og byggemateriale etc. til skabelse af et fortsat værn imod dens følger, således at endog en "rigtig menneskelig" tilværelsesform senere her kan blive muligt, vil en pludselig akseforskubbelse slet ikke være påkrævet. Ja, den ville endog være en slags meget farlig "operation", der let kunne medføre en helt ny og endnu mere farlig form for invaliditet. Og denne invaliditet ville blive så meget desto farligere, eftersom den ikke alene ville blive en stor fysisk læsion for jordens mikrovæsener, men den ville også blive en fremtrædende intellektuel eller mental svækkelse for det samme væsen, idet dets menneskelige mikroindivider tilsammen udgør dets fornemste eller vigtigste organ for dets fysiske mentalitet, ja, er selve sædet for dets fysiske dagsbevidsthed, og disse væsener nu i stor udstrækning befinder sig på alle dele af kloden med undtagelse af selve polområderne, der jo ikke hører med til dens animalske eller ædlere dele, men derimod er henhørende under dens skelet- eller bruskregioner. En pludselig og derved voldsom eller brutal akseforskubbelse ville således ikke kunne undgå at medføre så katastrofale følger, at ikke alene hele kontinenters livsformer måtte gå under, men hele menneskelige kulturcentres udslettelse ville også blive en kendsgerning. Voldsomme storme, jordskælv og syndfloder, fra blandt andet smeltende isregioner ved polerne, ville sprede død, rædsel og undergang ud over andre kontinenter. De nu oparbejdede kulturelle kræfter eller spirer til en kommende højere human verdenskultur ville forsvinde i dette ragnarok. En hel anden og ringere menneskehed måtte derefter inkarnere på jorden. Der ville ingen betingelser være for en gradvis fortsættelse ad en udviklingsbane som den, dens nuværende menneskehed er underkastet. Jorden ville ganske vist ved dens aksefald tilbage til dens normale leje blive i et fuldkomment forhold til solen, hvorved dens kontrastrige årstider næsten ville være forsvundet og dermed en slags paradisisk tilstand igen være indtrådt på dens kontinenter; men et sådant paradisisk livsbetingelsesforhold ville jo kun passe for primitive beboere af paradisiske sydhavsøer. Og hvis kloden skulle befolkes med sådanne væsener, ville dette altså betyde et tilbagefald. Disse væsener stod jo ikke på højde med den menneskeheds gennemsnitsmentalitet, der nu befolker jorden, og de ville yderligere helt være afskåret fra at opnå denne gennemsnitsmentalitet, grundet på jordklodeaksens lejefuldkommenhed i systemet. Det ville således være en kendsgerning, at jordklodevæsenet var blevet et både fysisk og mentalt set ringere væsen efter akseforandringen, end det var i forvejen.
      Men at et væsens tilegnede erfaringer, talenter og evner pludseligt skulle kunne tages fra det, og væsenet faktisk måtte befinde sig i en tilstand, som om det aldrig havde ejet eller oplevet disse ting, ville jo være det samme som, at disse havde været ganske nytteløse. Hele jordklodejegets oplevelse af akseforandringen ville have været ulogisk, altså en tilstand, der er ganske umulig i universet. Jordaksens "pludselige" tilbagefald bliver således her synlig som absolut umulig.
      Man kan naturligvis også fremhæve, at jorden ved aksens tilbagefald til sit normale leje ville få betingelser for en inkarnation af en færdig eller rigtig menneskehed i sin organisme. Og det kunne den naturligvis også; men hvad så med jordmenneskeheden? – Denne menneskehed har helt vænnet sig både fysisk og mentalt til at tænke, handle og skabe i forhold til den af dem selv oparbejdede kunstige livsbasis og er herigennem allerede nået så langt frem i udviklingen af ren menneskelig mentalitet, hvilket vil sige i humanitet og kærlighed, at en så voldsom katastrofe, som en "pludselig" akseforandring måtte medføre, ikke kunne undgå at komme til at berøre mennesker, der forlængst er vokset over en sådan skæbne. Men da ingen væsener kan påføres en skæbne, de er vokset over, vil jordaksens "pludselige" tilbagefald således som før nævnt være en umulighed. Ethvert udviklingstrin har sin skæbnebegrænsning. Et væsen, der befinder sig i "den guddommelige verden", kan ikke rammes af en fysisk ulykke, ligesom et væsen, der er hjemmehørende på det fysiske plans mord- og lemlæstelseszone, ikke kan overskygges af "den hellige ånd" eller "kosmisk bevidsthed". Enhver bevidsthedstilstand er jo et trin imellem de to yderpoler: had og kærlighed. Jo mere man befinder sig nær hadets pol, jo mindre oplevelse af kærlighed. Og jo mere man befinder sig nær kærlighedens pol, jo svagere bliver oplevelsen af hadets virkninger. Med hadets virkninger forstås her ikke alene alt, hvad der kommer ind under menneskenes indbyrdes krige, forfølgelser, splid og uenighed, men også alle andre former for dræbende og ulykkebringende foreteelser, såsom: naturkatastrofer, jordskælv, cykloner og orkaner og ligeså de gigantiske katastrofer, der engang har forvoldt jordaksens nuværende hældningsgrad. Og det er som nævnt disse sidstnævnte katastrofer, der ikke mere kan ramme jorden, idet de repræsenterer en grad af dræbende natur, der ligger altfor nær hadets pol, til at de kan komme til udfoldelse i den zone, hvor jordorganismens ædleste dele eller vigtigste mikrovæsener: jordmenneskene befinder sig. Her findes ganske vist endnu krig og lemlæstelsesprocesser forvoldt af disse væsener selv, men disse foreteelser er ikke i sig selv så store, at de i forhold til jordorganismen er katastrofale. Tværtimod, i dette perspektiv eller i selve jordbevidstheden er de kun at udtrykke som detaljer i en ufarlig krise, en krise, som alle væsener normalt må igennem umiddelbart i den begyndende oplevelse af "den store fødsel", hvilken oplevelse jorden jo, som andet sted i "Livets Bog" betegnet, er i færd med at blive indhyllet i. I denne oplevelsestilstand kan det ikke nægtes, at gigantkatastroferne er en umulighed. Så drastiske skæbnebølgers tilbagevenden kan ikke forenes med det kærlighedens trin, som jordorganismens ædleste mikrovæsener nu udtrykker. En sådan katastrofe her ville være på tværs af alle naturlove, ja, ville sætte selve den i verdensaltet forekommende kulminerende logik helt i skammekrogen. Jorden ville i en sådan situation, hvor begivenhederne førte den ind i en af de nævnte gigantkatastrofer, måske nok være heldig og få sin førlighed med hensyn til aksehældningen tilbage og få ophævet den herpå baserede fysiske invaliditet, men da de menneskelige mikrovæsener af den nuværende kulturstandard derefter ikke ville finde betingelser for deres udfoldelse og således måtte ophøre med at inkarnere på kloden, og paradisiske, men uintelligente væsener måtte indtage deres plads, ville jordorganismen således ved katastrofen være blevet forringet. Da jordmenneskene i særlig grad er sædet for jordorganismens mentale kræfter, ville nævnte forringelse således i tilsvarende grad også være af mental natur. Men en mental forringelse ville jo være det samme som en ny invaliditet. Jorden ville i stedet for sin nuværende fysiske få en mental invaliditet. Og dette er jo lige det modsatte af, hvad der er forjættet den.
      Det er ganske rigtigt, at der er bebudet den, at dens "sidste tider" skal blive en ulykkens og lidelsernes kulmination, hvor "djævelen" skal rase i al sin vælde, og dens mentale atmosfære skal være "gråd og tænders gnidsel"; men alle disse foreteelser er tilsammen for jordklodejegets organisme og mentalitet netop ikke andet end den førnævnte normale sjælelige krise, der altid må gå forud i et individs mentalitet, før den helt bliver taget i besiddelse af "den hellige ånd" eller "den store fødsel". Denne krise er netop også i Bibelen udtrykt som "dommens dag". For jordjegets bevidsthed betyder "dommens dag" således ikke skabelsen af en ny lemlæstelse eller invaliditet i dens organisme, men derimod et mentalt opgør med den selv, en indre bedømmelse af dens væsens natur til fordel for en ny, og fremtidig til det bedre forandret, både fysisk og mental livsform. Det er denne ny mentale og fysiske livsform, der også i Bibelen henholdsvis er udtrykt som den kommende "ny himmel" og "ny jord". Jordjeget bliver således i stand til igennem sin krise, igennem sit opgør med sig selv, at erkende sin bevidsthedstilstand som mindre fuldkommen og i kraft af denne erkendelse i stand til at dømme sig selv til at skabe en for dets mikroindivider mere heldig, mere fuldkommen og derfor mere kærlig fremtidig tilværelse. Dette er den "fortabte søns" sidste syn, sidste beslutning, sidste vilje. Det er den, der bliver slutfacittet i enhver højere sjælelig krise. Det er den, der kommer til syne i Jesu bevidsthed i Getsemane, da han udbryder: "Fader ske ikke min, men din vilje". Dette er altså "dommedagens dom", dens facit og kulmination. Derefter går vejen udelukkende til Faderen, hvis nærhed er den "ny himmel" og "ny jord", og hvis favntag er kærligheden, der igen er lyset, lykken og saligheden.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.