Livets Bog, bind 4
Enhver form for "ulykkelig skæbne" er virkningen af en "kosmisk kemisk" fejltagelse, eller et fejlgreb ind i "årsags- og virkningsloven", det pågældende væsen har gjort sig skyldig i og kan således ikke være en "straf" fra Forsynets side
1263. Idet alt således er "årsags- og virkningsbundet", bliver der mulighed for skabelsen af mentalitet eller bevidsthed. Denne består jo udelukkende kun af det igennem erfaringerne opsummerede større eller mindre kendskab til denne "årsags- og virkningslov" og den igennem dette kendskab udviklede evne til at bringe sig i kontakt med samme lov. Der, hvor man har kendskab til udløsningen af de rigtige "årsager" til de "virkninger", man ønsker at skabe eller udløse, fornemmer man sig "lykkelig". Men der, hvor dette kendskab ikke er tilstrækkeligt til, at man ved hjælp af dette kan iværksætte de rigtige "årsager" til de "virkninger", man ønsker, bliver det jo nogle helt andre "virkninger" end dem, man ønskede, der bliver åbenbarede. At disse "virkninger" ikke kan være en tilfredsstillelse af ens længsel er naturligvis en selvfølge. Men det er ikke blot det, at de således er en "skuffelse", der gør skæbnen mørk. De kan også undertiden være forfærdelig smertebringende, ja, kan i værste tilfælde befordre livsvarig invaliditet der, hvor de ikke ligefrem har medført den direkte død eller undergang for væsenets midlertidige organisme og fysiske tilværelse. At en sådan oplevelse ikke er en "hævnakt" fra Forsynets eller Guddommens side er her indlysende. At et væsen tager fejl af "salt" og tror, det er "sukker", og derfor kommer til at opleve "saltets" virkninger i stedet for "sukkerets", kan jo umuligt være en "straf" eller "hævn" fra Forsynets eller Guddommens side, men er blot og bar en "kemisk fejltagelse", et fejlgreb ind i "årsags- og virkningsloven" fra væsenets egen side. Forsynet havde jo hverken forhindret eller forbudt det pågældende væsen at tage "sukkeret". "Fejlen" bestod altså udelukkende i, at væsenet udløste den forkerte "årsag" til de "virkninger", det ønskede.