Livets Bog, bind 6
Intuitionen i sit begyndelsesstadium og hvorfor den kun befordrer færdige ideer eller facitter
2194. Intuitionen er således en evne, i kraft af hvilken et vist område af opsummeret forsknings- eller iagttagelsesmateriale i væsenets indre organiske struktur bliver udarbejdet til konkret viden i form af færdige facitter eller ideer. I givne situationer, når betingelsen herfor er til stede, bliver denne viden, ligeledes af intuitionsevnen, fra væsenets indre ført frem til dets vågne dagsbevidsthed. Intuitionsevnen udgør således i virkeligheden en automatisk analyseringsevne. Idet den er automatisk udgør den altså væsenets analyseringsevne i sit "C-videns" stadium, hvilket vil sige: det stadium, i hvilket alle evner bliver til automatfunktion. Derfor er intuitionsoplevelser altid færdige ideer eller facitter. Men i det område, vi her har berørt, er intuitionen kun i sin første spæde vorden, således som den i al almindelighed forekommer hos fremskredent udviklede kunstnere, forfattere og forskere. Det skal også her bemærkes, at den normalt kun er til stede hos mennesker, der har nået et vist fremskredent trin i humanistisk udvikling, væsener, der har lagt forfængelighed, ærgerrighed, snobberi, havesyge, had eller bitterhedstendenser og brødnid bag sig.