Stjernesymbol i menu


Læs og søg i Det Tredje Testamente
   Stk.:  
(2396-2664,E) 
 
Avanceret søgning
   

 

Det evige liv
16. kapitel
Den kosmiske verdensmoral
Vejen til den store fødsel  2396. Den i Livets Bog beskrevne Guddom bliver til realistisk vågen dagsbevidst kendsgerning for det levende væsen, alt eftersom det når det herfor eksisterende udviklingstrin og på dette trin bliver sansemæssigt på bølgelængde med denne evige Faders primære bevidsthed. Men denne oplevelse kan ikke gives væsenerne af andre væsener. Den kan kun opnås ved absolut egen oplevelse. Denne oplevelse får ethvert væsen, når det i udviklingen i en tilstrækkelig grad er nået igennem spiralkredsløbets vinterzone, mørke- eller lidelsessfære, der også kan betegnes som de ulykkelige skæbners hjemsted. I denne sfære, hvor det levende væsen har al mulig frihed til at gøre, hvad det vil, både godt og ondt, lærer det at skelne imellem disse to manifestationsprincipper eller sansekontraster. Da man ikke kan udløse nogen som helst form for manifestation uden at blive årsag til virkninger, kan man udelukkende kun leve i virkningerne af sine manifestationer. Disse virkninger bliver derved ens egen fundamentale livsoplevelse eller skæbne. Om denne skæbne bliver behagelig eller lykkelig, eller den bliver ubehagelig eller ulykkelig, afhænger altså af ens tidligere udløste manifestationer og de hermed forbundne begær og tilfredsstillelser. Hvis disse begærs tilfredsstillelser har været af en sådan natur, at de i større eller mindre grad har kostet andre levende væsener, medmennesker og dyr deres normale eller naturlige livsoplevelse og den her ind under hørende livsglæde eller livslykke, er deres væremåde altså af dræbende natur. At formindske andre væseners naturlige livsglæde og ret til at være til er det samme som at dræbe. Det er en overtrædelse af det femte bud, "du skal ikke dræbe". I samme grad som man tidligere har bevirket andre væseners ulykke og lidelse og dermed deres tab af livsglæde, i samme grad bliver ens egen skæbne i dag eller i en kommende tid bestående af tilsvarende ulykke og lidelse og det hermed forbundne tab af livsglæde. Det er denne væsenets af det selv skabte ulykkelige skæbne, der efterhånden vil afføde den humane evne eller den begyndende næstekærlighedsevne og virkelige visdoms- eller sandhedserkendelse. Og det er oplevelse af denne virkelige visdoms- eller sandhedserkendelse, der udtrykkes som "den store fødsel".


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.