Det Evige Verdensbillede, bog 1
Forklaring til symbol nr. 5
6. Symbolet symboliserer det ufærdige menneskes uvidenhed om sin kosmiske og evige struktur. Spørgsmålstegnene skal markere, at denne væsenets uvidenhed eller kosmiske bevidstløshed før eller senere vil føre til spørgsmål angående dets evige eller udødelige kosmiske natur.
      De farvede tågeagtige felter uden om det sorte cirkelfelt symboliserer de bærende bevidsthedslag. Det røde felt skal udtrykke væsenets "instinkt". Det orangefarvede felt skal udtrykke væsenets "tyngdeenergi", der er en medvirkende faktor i væsenets udløsning af energi og kraft. Det gule felt betyder "følelse", der blandt andet også er en medvirkende faktor i skabelsen af væsenets energi- og kraftudfoldelse. Det grønne felt markerer væsenets "intelligens". Det blå felt betyder væsenets "intuition", medens det lyse indigofarvede felt udtrykker væsenets "hukommelse". Når disse farvefelter ligesom tilfældigt og tågeagtigt udflydende er blandet imellem hverandre, skal det symbolisere, at det ufærdige menneske nok kender disse begreber, men i virkeligheden ikke ved, hvorledes disse mentale foreteelser er organiserede i dets egen mentalitet eller psyke.
      Det orangefarvede felt inden for det sorte cirkelfelt skal symbolisere væsenets fysiske legeme. Centret bag det hvide kors, hvorfra strålerne udgår, symboliserer det levende væsens jeg, medens det hvide kors symboliserer den totalt fuldkomne bevidsthed og den heraf følgende totalt fuldkomne manifestation. For det stærkt materialistisk indstillede menneske er korsets tegn kun et symbol på den såkaldte "død", som det tror udgør et totalt ophør af dets liv og bevidsthed. De øvrige ufarvede felter omkring korset symboliserer væsenets høje åndelige eller kosmiske strukturer og funktioner. At disse er ufarvede skal udtrykke, at disse strukturer og funktioner er utilgængelige for fysisk sansning og er derfor ukendt for den materialistiske videnskab.
Symbol af Martinus
Symbol 5
Kosmisk bevidstløshed