Som vi allerede har berørt, er næstekærligheden ikke beregnet til at skulle være en blot og bar medlidenhedsfølelse. Hvis den kun var det, hvordan skulle det da gå, når menneskeheden er blevet så højt udviklet, at ingen som helst næste befinder sig i en situation, hvor den har brug for medlidenhed? – I det færdige menneskerige findes der hverken krig, sygdom eller nød. Der findes ingen som helst mørk skæbne, der findes ingen som helst, der trænger til hjælp, ligesom der heller ikke findes nogen forelskelses- eller parringsakt, da væsenerne her er dobbeltpolede. Og hvordan skulle det i virkeligheden gå, hvis væsenerne her ikke var dobbeltpolede og dermed ikke havde fået evne og trang til at kunne elske sin næste som sig selv. Hvordan skulle de da her i dette guddommelige kærlighedens rige være garanteret den samme lysende og varmende genkærlighed fra Guds ånds strålevæld i en hvilken som helst næste, de måtte møde på deres vej her i lysets rige? – Hvordan skulle væsenerne føle sig totalt lykkelige i disse højeste og mest fuldkomne riger eller sfærer uden denne allerhøjeste direkte oplevelse af Guds ånds tilstedeværelse i form af den højeste ild og den heraf følgende kærlighedens kulminationskontakt mellem væsenerne? – Findes der et større direkte personligt møde med Gud i kød og blod, i materie og ånd end netop i den gensidige kærlighedens kulminationskontakt med sin næste, der her i sin kulminerende dobbeltpolethed er det samme som mennesket i Guds billede efter hans lignelse, altså en kærlighedspartner, der er ét med Gud? –