Vi er hermed kommet til forståelse af, at det jordiske menneske er et væsen, der samtidigt befinder sig i en døende livsepoke og en begyndende ny livsepoke. Den døende eller den degenererende livsepoke udgør den, der befordres af væsenets enpolede tilstand og udgør fundamentet for dets parrings- eller ægteskabstalent og dernæst for dets inhumane, krigeriske og dræbende natur. Den begyndende ny livsepoke udgør den dobbeltpolede tilstand, den der skal udvikle sig og blive fundamentet for væsenets totale næstekærlighedsevne eller -talent. Disse to livsepoker, hvori det ufærdige jordmenneske lever, udgør den fundamentale årsag til, at væsenet er kommet ind under begrebet "menneske" og ikke stadig fremtræder som et dyr. Disse to epoker har hver sin særlige livslov. Disse to love udgør to diametrale modsætninger. De er bestemmende for udviklingen af den menneskelige psyke og væremåde. Dette udviklingsområde, i hvilket væsenerne bliver forvandlede fra enpolethed til dobbeltpolethed, er intet mindre end en sidste stor fase i den guddommelige indvielse, som udgør forvandlingen af væsenet fra dyr til menneske. Denne fase eller dette udviklingsområde udgør en umådelig træning for væsenet i resignation, tolerance, tilgivelse af fjender, ja, endog af sin eventuelle utro ægtefælle, opgivelse af vrede, bitterhed eller had imod sin næste. I dette mørkets og lidelsernes område lærer væsenet her til bunds, at det er en livsbetingelse at bekæmpe alle sine ufærdige naturer, der er en overtrædelse af kærlighedsloven, hvis det vil opnå total fuldkommenhed og blive til mennesket i Guds billede efter hans lignelse. Det er denne fase i Guds skabelse af mennesket, der berettiget bærer navnet "indvielse". Denne er for mennesket en fuldstændig renselsesproces, i hvilken det totalt overvinder og befrier sig fra det onde. Og efter denne sejr fremtræder mennesket nu som aspirant til dagsbevidst at modtage kosmiske oplevelser fra livets højeste sfærer. Sådanne oplevelser er naturligvis meget neddæmpede og lempelige, da væsenets fysiske hjerne skal udvikles til at kunne tåle disse kosmiske nedslag i bevidstheden af Guds hellige ånd. Det er disse, vi allerede tidligere har nævnt som "kosmiske glimt". Sådanne kosmiske glimt kan begynde allerede endnu før mennesket er helt frigjort af mørket, men de er meget begrænsede. Men efterhånden, som væsenet kommer igennem denne sin mørke skæbne, og næstekærligheden bliver det primære i dets væremåde, og enpoletheden har tabt sin magt, da bliver glimtene større og hyppigere for tilsidst at give væsenet en blivende eller permanent kosmisk bevidsthed. Og vi har her det færdige menneske i Guds billede efter hans lignelse.