Forestillinger om guder og djævle
5. Ophavet til verdensaltet blev opfattet som en højere verden, hvor der var en slags højere væsener, som levede på samme måde som de primitive mennesker. Og da disse højere væsener var af langt større natur og beherskede naturens kræfter, var det om at gøre at komme i yndest hos de væsener, der var de stærkeste. Og de væsener, der var de stærkeste og de bedste, opfyldte netop det, der var de primitive menneskers egne idealer, blot opfyldte de det i langt større udstrækning, end de selv kunne. Disse væsener blev deres guddomme eller guder, og disse guders fjender var naturligvis dem, der var med til at bringe menneskene i en ulykkelig skæbne. Således dannede mennesket Gud i sit eget billede, og det blev et menneskeligt guddomsbillede. Det blev et stykke af vejen til livets mening.
      Vi ser, at disse mennesker ville have mening i tilværelsen. De kunne ikke nøjes med, at der ikke var noget bag det hele. Der måtte være noget bagved, og de blev således lykkelige på deres måde. De fik et livsfundament i kraft af de forestillinger, de dannede sig om guder og djævle.
      Efterhånden som de selv ændrede deres struktur og blev mere udviklede, fik de evne til at give denne guddom eller dette ophav til verdensaltet et bedre billede. I takt med, at menneskenes tilværelse blev ændret, blev forestillingen om gudernes tilværelse også ændret. På denne måde førtes menneskene frem i en lang epoke af udviklingen. De var ikke det mindste i tvivl om disse guddommes eller guders eksistens, og hele vejen var det stadig instinktet, der urokkeligt tvang dem til at lave disse forestillinger, urokkeligt tvang dem til at måtte have denne tro, at der var et forsyn.
      Denne indstilling til et forsyn, som automatisk udløste sig i dem, kunne ikke være blevet til, hvis der ikke virkelig fandtes en guddom eller et ophav. Hvordan skulle denne indstillingsevne ellers være blevet til? – Vore øjne kunne umuligt være blevet til, hvis der ikke var lys. Vi havde aldrig nogen sinde fået hørelse, hvis der ikke var lyd, og sådan er det med alle vore sanser. Hvad skal vi med en sans, som ikke har noget at sanse? En sådan sans kan aldrig dannes. Menneskenes indstilling på højere væsener, højere tilværelsesformer, højere livsformer, kunne umuligt blive til, uden at disse højere livsformer virkelig eksisterede, ligesom øjnene umuligt kunne blive til uden lysets medvirken. Deraf kan vi se, at det ikke er helt hen i vejret, dette med en guddom.