Stjernesymbol i menu


Læs og søg i Det Tredje Testamente
   Kap.:  
(1-25) 
 
Avanceret søgning
Indholdsfortegnelse for Den længst levende afgud   

 

 
1. KAPITEL
Verden dyrker endnu en "afgud"
Et af de påbud, der i særlig grad indprentes menneskene gennem den kristne verdensanskuelse, er dette i allerhøjeste grad at tage afstand fra "afgudsdyrkelse". Igennem den samme anskuelses børnelærdom blev det meget stærkt pointeret, hvor højt "kristendommen" var hævet over "afgudsdyrkelse", ja var ligefrem en diametral modsætning til denne. "Afgudsdyrkelse" var altså noget, på hvilket "hedenskabet" var baseret. Og "hedensk" måtte alt og alle være, der ikke hørte ind under den såkaldte "kristendom". Man fik således blandt andet forklaret, at Buddha var en "afgud", og Muhamed en "falsk profet" eller "afgud", og at tilhængerne af disse afguder gjorde sig skyldige i "afgudsdyrkelse" og var dermed "hedninger", var faktisk "fortabte" sjæle, der kun kunne reddes fra undergangen ved den "kristne dåb". Denne dåb var altså en ceremoni, en foranstaltning så vigtig, at man uden denne var dømt til, ikke alene at stemples som "hedninger", men også havde en uundgåelig "evig fortabelse" i vente. Da denne evige fortabelse var det samme som Forsynets hensættelse af levende væsener i en lidelsestilstand af "gråd og tænders gnidsel", en evig kulmination af pinsel, betegnet som "helvedes ild", hvorfra der absolut intet tilbagetog fandtes, i modsat fald var den jo ikke evig, var det ikke noget lidet ansvar, som et par forældre efter den kristne opfattelse pådrog sig ved ikke at lade deres børn døbe.
      Men tænk, at et forsyn, der igennem den samme "kristne" opfattelse påberåbes at være "alkærligt", lader et lille nyfødt barn, der kommer til verden sund og frisk og med alle muligheder for et langt liv i oplevelsen af erfaringer på både godt og ondt, og af hvilke det netop efterhånden ved selvsyn kan lære ret og skel, tænk at et "alkærligt" forsyn lader en så skrækkelig kulmination af rædselsskæbne som en "evig fortabelse" eller et "gloende helvede" hvile over et sådant lille nyfødt væsens hoved, blot hængende i en så skrøbelig tråd som et par forældres mere eller mindre fremtrædende vilkårlighed.
      At denne foranstaltning skulle kunne udtrykke "alkærlighed" bliver endnu mere håbløs, eftersom altdominerende og overvejende kendsgerninger viser, at forældre af alle arter karakterer, både slette og gode, avler børn. Hvad mener man om at blive født hos forældre, der på forhånd lader hånt om alt religiøst, om dåb og nadver eller alt, hvad der kommer ind under begrebet sakramenter? – Hvad mener man om at have en far og mor, der forfølger disse ting og opdrager en til at opfatte dem som ligefrem løgn og bedrageri? – Hvorledes skal et lille nyfødt barn med sådanne forældre nå at blive døbt? – Hvor kan det være alkærligt at lade et lille barn fødes hos forældre, hvor det umuligt kan få den påberåbte absolut nødvendige "dåbens frelsende velsignelse"? – Bliver denne alkærlighed ikke endnu mindre synlig eller tågeformig, alt eftersom man netop erklærer samme forsyn for at være "almægtigt"? – Det kan altså gøre, hvad det vil, men ikke desto mindre lader det børn fødes hos forældre, hvor "dåbens velsignelse" er en umulighed, og hvor de samme børn således på forhånd af Forsynet selv er dømt til den gruopvækkende "evige fortabelse".
      Da man yderligere erklærer samme Forsyn for at være "alvidende", må dette jo på forhånd vide resultatet. Hvorfor forhindrer dette så ikke børnefødsler hos forældre, hvor de ikke kan blive døbt? – Kan Forsynet finde behag i at lade væsener fødes direkte til en "evig fortabelse"? – Kan det være en underholdning for en gud, at væsener skal vånde sig i en pinsel, de ikke selv har påført sig, men kun er kommet ind i ved et par forældres samvittighedsløshed eller åndelige uformuenhed? – Og hvad så med de utalte millioner af mennesker, der har levet på jorden og er døde før dåbens opfindelse nogen sinde blev proklameret? – Brænder disse sjæle i dag i en evig ild, eller befinder de sig i en kosmisk rædselsterror? – Og hvad med de mange, mange tusinder, der i dag fødes hos naturmenneskene, der jo i særlig grad stemples som "hedninger" og "afgudsdyrkere"? – Ønsker Forsynet stadig at se nye sjæle brænde, råbe, skrige og pines? – Hvor kan det forbindes med "alkærlighed" således ligefrem at svælge i synet af andre væseners "gråd og tænders gnidsel"? – Hvad nytte er det til? – Hvilket kærligt formål skal det tjene?
      Hedder det sig ikke, ligeledes indenfor den "kristne" opfattelse, at Gud har givet mennesket en "fri vilje", hvilket vil sige evnen til at vælge? – Men hvad har Forsynet givet mennesket at vælge? – Enten må det lade sig døbe og blive "frelst", eller også må det vansmægte i en evig, hjælpeløs lidelsestilstand eller fortabelse. Men er det en fri vilje? – Er situationen her ikke den samme som den, en røvers offer er ude for, når samme røver med sin revolver tvinger det til at række hænderne op? – Offeret har også her en fri vilje. Det kan enten lade sig skyde eller række hænderne op. Men er det ikke den slags situationer, der kommer ind under begrebet tvang? – Og hvor bliver så den guddommelige kærlighed af? – Bliver det billede af Guddommen, der her kommer til syne, ikke et vrangbillede for de mennesker, der er nøgterne og bruger deres forstand og har evne til at gennemtænke problemerne? – Er den guddom, der således her viser sig, fremtrædende med bevidsthedstendenser, der når de forefindes hos det jordiske menneske i allerhøjeste grad stemples som "perversiteter", "sadisme", "ondskab", "vrede" og "ufuldkommenheder", ikke en – "afgud"? Bliver det ikke en kendsgerning, at til at "se" en sådan guddom behøves der ikke ret megen "renhed af hjertet", tværtimod. Denne guddom er jo set gennem farvede briller, hvilket i dette tilfælde vil sige oplevet gennem uren og naiv jordmenneskelig opfattelsesevne. Den sande kristne Gud, som Jesus kaldte Fader og følte sig ét med, er her temmelig fjern og endnu helt skjult i hedenskabets mørke. Hele den "kristne" verden dyrker altså endnu i dag omtrent to årtusinder efter, at den sande kristendom af en verdensgenløser blev demonstreret i jordens zoner, en "afgud". Og skellet imellem de "kristne" og "hedenske" mennesker er således ikke i ret stor udstrækning af praktisk natur, men består mere af teoretiske formler, der i ophøjethed og renhed ligger så højt hævet over den hidtil eksisterende "kristne" verdens daglige liv, at de er blevet idealer, der kun kunne opfyldes af Jesus, hvilket vil sige af "Guds egen enbårne søn", og hvorfor det netop er blevet en selvfølge, at disse idealers opfyldelse ikke forlanges tilstræbt eller praktiseret af jordiske mennesker.
      De gode gerninger, moralen i handel og vandel, blev således ikke en hovedting, men kun en biting i den gænges "kristne" væremåde. Nej, man kunne derimod ved Jesu opfyldelse af idealerne og ved hans lidelse og død, der jo formentes at være "straffen" for alle menneskers synder, både de allerede begåede og de endnu ubegåede, selv blive ganske fri for al eftervirkning af sit eget ugudelige og syndige liv, ligegyldigt hvor slet man så end havde været. Hans store position hos den himmelske Fader var nok til at formilde dennes vrede, så denne lod nåde gå for ret og nøjedes med bare at lade ham den uskyldige afstraffe, hvorved de skyldige således kunne få fri passage ind i "paradiset".
      At en sådan opfattelse også er af hedensk oprindelse viser jo de sande kristne, udødelige sætninger: "Han skal betale hver efter sine gerninger" – "Det et menneske sår, det skal det høste". Endvidere hedder det: "Stik dit sværd i skeden, thi hver den, der ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd".
      At disse guddommelige læresætninger og virkelige sandhedsanalyser gennem nådes- og syndsforladelsesteorien i stor udstrækning er blevet ugyldige, er naturligvis en selvfølge. Og at nævnte teori således blev en mental sovepude, hvor al energiudfoldelse i retning af at udøve gode gerninger, kærlighed, sympati og tolerance omkring sig måtte sygne hen, måtte degenerere og blive magtesløse, er naturligvis ligeledes en selvfølge. Kun ved "Jesu blod" og "Guds nåde" kunne man blive "frelst". At en sådan opfattelse måtte forandre kristendommen fra at være en ren ydre praktisk foranstaltning eller realistisk inspirationskilde i det daglige liv til at blive en fantastisk indre indbildning om en særlig begunstigelse hos Forsynet er ganske naturligt. Og kendsgerningen er da også blevet, at man aldrig nogen sinde har set et "hedensk" folk i den grad være dygtiggjort til at føre krig, masseudfoldelse af mord, drab og lemlæstelse, undertrykkelse, bedrageri og falsk som netop de stater, der i dag brillerer i verden under prædikatet "kristne".
      Hvad har dåb og konfirmation bevirket på disse mennesker? – Er de renere og helligere end de såkaldte hedninger? – Er de mere kærlige og trofaste. Er der noget, der beviser, at de er mere begunstiget af Forsynet? – Er deres skæbner gennemgående ikke mere ulykkelige end "hedningernes"? Er de ikke mindst lige så hjemsøgte af sygdomme og daglige besværligheder, uoverensstemmelser, lovovertrædelser, ægteskabelige stridigheder, revolutionære tendenser og spektakler, sult og savn, som disse? – Jeg tror nok, man kan sige, at "hedningerne" står naturen nærmere og derfor er mere i kontakt med dens love hvad samfundsmæssig disciplin og livsbetingende organisation angår. Det er rigtigt, at de "kristne" måske har et bedre organiseret "straffesystem" med "tugthuse", "politi" og "retsvæsen", men det er jo i dette tilfælde overtrædelserne, vi skal se på. Og hvad dette angår, finder man ikke lovlydigheden større hos de "døbte".
      Og hvorfor skulle disse mennesker, fordi de har været underkastet denne ceremoni, som i de fleste tilfælde jo ikke engang har været frivillig, men påtvunget dem i deres nyfødte tilstand uden nogen som helst sanktion eller viden, være bedre end andre mennesker? – At løfte et væsen fra et udviklingstrin til et andet lader sig ikke gøre så let eller ved noget "mirakel". Kun erfaringerne, oplevelserne eller udviklingen kan løfte menneskene. At tro, at man er bedre, fordi man har gennemgået en handling eller ceremoni, som ikke på nogen som helst måde kan tilskrives ens eget initiativ, og for hvilket man således absolut ikke selv retmæssigt kan tilkendes æren, og samtidigt mene at man er mere begunstiget af Forsynet, at man hører til "Guds udvalgte", det er at smykke sig med lånte fjer. Det er at leve i overtro. At fryde sig over en sådan "begunstigelse" er naiv selvglæde. Det er at fryde sig over en "ordensdekoration". Og denne fryd er som bekendt ikke en dyrkelse af sin "udekorerede" næste, men er netop en glæde over, at man ved sin dekorering er blevet officielt anerkendt som bedre end denne. Det er farisæerens glæde over, at han ikke var som de andre mennesker: tyve, røvere, horkarle osv. Men en sådan glæde er ikke at "elske sin næste" og kan derfor ikke være at dyrke Gud, men er derimod udelukkende kun en tilbedelse af sin egen person. Det er at svælge i en indbildt lyksalighed. Det er at færdes i et indbildt himmerige. At tro på et forsyn, der begunstiger det ene levende væsen mere end det andet, det er at tro på en indbildt gud. Det er at tro på et væsen, der har den samme mentale skrøbelighed eller ufærdige tilstand som jordmennesket selv. En sådan gud er ikke en gud, men en "afgud". Og et væsen, der dyrker en sådan guddom, er en hundrede procent "afgudsdyrker". Det døbte "kristne" væsen kan således ved sin dåb let blive indviet til at være en – hedning. Og her bliver Jesu ord særlig aktuelt: "Hver den, som synes at stå, se vel til at han ikke falder".


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.