Stjernesymbol i menu


Læs og søg i Det Tredje Testamente
   Kap.:  
(0-96) 
 
Avanceret søgning
Indholdsfortegnelse for Logik   

 

 

17. kapitel

Det religiøse princip er ikke opfundet af mennesker, men udgør noget af naturen selv  Vi vil nu lade livet selv tale for derigennem at finde dets egen anvisning på, hvad man bør gøre for at blive "salig". Vi begiver os derfor tilbage til fjerne tider, da en menneskelig fod endnu aldrig havde betrådt jordens kontinenter. En stærk varmeudstråling fra klodens eget glødende indre befordrede en stor tropehede overalt på dens overflade og fremkaldte en umådelig cirkulation i vandfordampningen. Et uigennemtrængeligt skylag dækkede permanent den ganske horisont. Intet øje havde endnu skuet en blå himmel eller direkte set solens hvide lys. Dertil var atmosfæren alt for tyk. Et evigt tusmørke rugede overalt. Livet levedes i en skyggernes verden. Umådelige tropeskove bredte sig fra kyst til kyst. I den fugtige hede luft myldrede livet frem. Vi befinder os i "den sjette dags" første spæde morgenrøde, den dag hvis middagssol endnu lyser over verden, og hvis aftensol det jordiske menneske endnu aldrig har set gå ned. Vi er midt i "Guds skabelse af dyr og mennesker".
      I ly af disse umådelige fortidsskove, hvis mægtige plantearter ikke kunne tåle solens lys, og hvis degenererede, dværgagtige efterkommere i vor nuværende sollyse verden derfor sparsomt må søge den livsbetingende skygge ved foden af anderledes lyselskende træer, voksede livet videre og videre. I kraft af den permanent overtrukne himmel var verden mørk som en skovbund. Og de daværende skove var da også i virkeligheden kun at udtrykke som de nuværende skovbundsplantearter i kæmpeformat.
      Inde fra tykningen af disse vældige krat kom et lille mærkeligt, rædselsslagent dyr springende, forfulgt af et andet rovdyragtigt, farligt udseende væsen. I det herskende tusmørke blev de hurtigt ude af syne, men et hjerteskærende, langtrukkent skrig forkyndte det forfulgte væsens kapitulation, forkyndte at den redning, det ved sin flugt troede at kunne have opnået, nu måtte opgives, forkyndte at det ikke selv havde flere kræfter eller ved egen hjælp kunne fri sig fra faren, og hvorfor dets rædsel og fortvivlelse over den truende undergang, som en allersidste udvej, udløstes gennem det omtalte skrig. Dette blev således et nødskrig, et råb om hjælp, et skrig i "mørket", - men til hvem? - Ja, til noget synligt og kendt væsen kunne det absolut ikke være rettet, da det principmæssigt gentager sig i alle nødsituationer hos alle væsener, der har evne til at frembringe lyde, og er forbunden med enhver dødsangstudløsning, ganske uafhængigt af om der er andre væsener til stede eller ikke.
      Råbet bliver altså rettet mod noget ukendt. Men et råb, der er rettet mod noget ukendt om redning, er jo det samme som en "bøn" til en ukendt overmagt, en blind henvendelse til et ukendt forsyn, hvilket jo igen er lige akkurat det samme som det, vi i dag kalder "bøn til Gud". Hvad er vel "bøn til Gud" andet end netop en anmodning til en overmagt eller et forsyn? -
      At menneskene i deres mere udviklede tilstand end dyrene har fået evne til at udtrykke disse sjælelige foreteelser, disse angstudløsninger, disse deres nødråb i kultiverede lyde, tale, ordformer og sætninger, give dem navne og udtryk, kalde dem "religiøsitet", "bøn til Gud" eller lignende, at disse foreteelser har været i stand til at vække til live en vågnende anelse, en begyndende vækkelse af en bevidsthed om et eksisterende "forsyn", en "gud" eller "guder" osv. forandrer eller afkræfter jo absolut ikke princippet, men viser tværtimod, at det er under udvikling.
      Fortidens store skove har således genlydt af "bønner" til Gud, opsendt af væsener, der endnu ikke var nået at blive til det, vi i dag betragter som mennesker, men var henhørende under de væsener, vi kalder dyr, ligesom vore egne skove endnu den dag i dag genlyder af de samme hellige nødråb.
      Men når forbindelsen mellem et ukendt forsyn og de levende væsener eller "bøn til Gud" således gør sig gældende i tykningen af fortidens store skove, længe før mennesket blev til, og ligeledes gør sig gældende hos nutidens dyr, er "bøn til Gud" eller med andre ord "det religiøse princip" jo slet ikke noget menneskeligt påfund. Men når det ikke er noget menneskeligt påfund, er det jo en anordning af livet selv, er identisk med selve naturen. At ironisere over det religiøse princip, over bønnen, er at ironisere over naturen, det er at gå i rette med sol og måne, det er at kulminere i blottelsen af sin egen naivitet og uvidenhed.
      Det religiøse princip, håbet og troen på og trangen til at klamre sig til en overmagt, et forsyn, en guddom, udgør altså noget af naturen selv ligesom sol og måne, ligesom vejr og vind, ligesom blodomløb, mad og drikke og er som nævnt ikke opfundet af mennesker. Hvad der derimod er af menneskelig oprindelse eller udgør menneskeligt påfund, er de forestillinger om og de navne og begreber hvormed, vi udtrykker disse medfødte urinstinkter i vor dybeste natur, der, som vi altså her har set, ned gennem dyreriget fortaber sig helt tilbage i urtidens mørke skove.
      Begreber som "fetich", "store ånd", "Gud", "guder", "Zebaoth", "Jehovah", "Zeus", "Odin" osv. er alle af det vordende menneske opfundne navne og udtryk, hvormed det ligesom danner sig en art nødvendig nummerering af de store ukendte foreteelser i dets bestræbelser efter at sætte tingene på plads. De er et synligt resultat af den begyndende kultivering af disse medfødte urinstinkter i "dyrets" sjæleliv, gennem hvilket "den sjette dags" kulmination af skabelse lader samme væsen fremstå som det rigtige "menneske" for Guds åsyn.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.