Den Intellektualiserede Kristendom
På dette sted mangler en side i originalmanuskriptet og den efterfølgende tekst starter midt i en ikke færdiggjort sætning. Ordene i parentes [ ] er tilføjet ved redigeringen for at give denne sætning en naturlig indledning og sammenhæng.
 
Sandhedens ånd
12. [Kristus var på det] rene med, at den uintellektuelle kristendom efterhånden ville afføde [skepsis og tvivl] for fremtidens mennesker, og det var derfor han bebudede, at kristendommen i hele sin sandhed ville blive åbenbaret senere for menneskene, når tiden derfor var inde. Og det er denne bebudelses opfyldelse eller virkeliggørelse, der er blevet kaldt "Kristi genkomst". Denne genkomst er altså kristusmissionens videreførelse fremover til sit færdige stadium, der vil være det samme som menneskenes indvielse i hele kristendommens mysterium, der er det samme som livsmysteriets løsning. Det er ikke selve Kristi fysiske identitet, der skal være det primære i hans såkaldte "genkomst". Kristus udtrykker selv meget bestemt, at det er "den hellige ånd", som Faderen i hans navn skal sende til menneskene. Denne ånd, som Kristus også udtrykker som "sandhedens ånd", skal vejlede menneskene til hele sandheden.
      Hvad er det for en sandheds ånd, der skal lede menneskene? - Er det ikke netop kristusmissionen, den skal videreføre? - Siger ikke Kristus, at den skal tage af hans viden og give menneskene? - Hvad kan det være andet end, at den viden, han i sin tid bebudede menneskene, skulle komme senere hen? - De var jo under hans fysiske inkarnation på jorden ikke udviklede nok til at kunne modtage hele kristendommens analyser, der er selve verdensaltets analyser. Kristus siger ikke, at han selv fysisk kommer og fortæller menneskene dette. Han siger derimod, at Gud skal sende "den hellige ånd" til menneskene. - Men hvad er det, der udtrykkes under begrebet "ånd"? - Ånd er tanker, erfaringer og viden. "Den hellige sandhedens ånd" er altså det samme som livets højeste erfaringer, tanker og viden. Dette vil igen sige: et erfarings- eller vidensområde, der udtrykker Guds eksistens og livsmysteriets løsning og dermed "alkærligheden" som livets evige bevidsthedsfundament. Og hertil kan føjes væsenernes udødelighed og evige eksistens i Guds billede efter hans lignelse. - Hvilke andre tanker kan være videnskab eller kendsgerning i renkultur og derved være den absolut evige urokkelige sandhedens ånd? - Var det ikke netop dette, Kristus bebudede, at Gud ville sende menneskene denne den højeste, guddommelige sandhedens ånd? - Denne ånd kan kun være den allerhøjeste visdom og evige sandhed om livet, men Kristus siger ikke, at han rent personligt, som en fysisk kristus, vil give menneskeheden denne højeste og helligste kosmiske videnskab i en for mennesker med udviklet humanitet, intelligens og intuition forståelig form.
      Denne "talsmanden, den hellige ånd" eller den såkaldte "Kristi genkomst" udgør altså kristendommens udvidelse og fornyelse i intellektualiseret form. Denne form er igen det samme som "livsmysteriets løsning". "Kristi genkomst" er således en viden eller videnskab, Gud har ladet fremkomme til hjælp for menneskehedens færdigskabelse i Guds billede efter hans lignelse.