Stjernesymbol i menu


Læs og søg i Det Tredje Testamente
 
 Kap.:  
(I,1-95,A) 
 
Avanceret søgning
Indholdsfortegnelse for Logik   

 

 

INDLEDNING

Vi lever i en tid, hvor menneskeheden vel nok i større grad end nogen sinde tidligere i historien er blevet borte fra sig selv, hvilket vil sige, borte fra dens eget livs dybeste mysterium. For tidligere slægter var livsgåderne virkelig det moraldannende faste punkt.
      Naturligvis var disse gåders løsning i en videnskabelig form ikke tilgængelig for almenheden. Dertil var samme almenhed endnu altfor barnlig eller naiv i sin indstilling, havde endnu altfor meget af dyrets traditioner i sin bevidsthed eller vanefunktion. Den måtte i hine tider endnu i altfor stor en udstrækning opleve som kendsgerning, at livsbetingelsen bestod i "at dræbe for at leve". Med denne kendsgerning oplevet i så rigt et mål, at den var blevet til vanebevidsthed, hvilket vil sige naturlige anlæg eller talenter, er det givet, at livsmysteriets løsning umuligt kunne erkendes, accepteres i et svar, der i altfor høj en grad gik imod denne kendsgerning. Og vi bliver da også vidne til, at disse svar frem igennem tiderne er undergået en stor forvandlingsproces, har været underkastet den samme tradition som alt andet, der kommer ind under begrebet "udvikling", nemlig, en nebuloseagtig eller tågeformet begyndelse for i en gradvis fortættelse at ende i faste, klare og håndgribelige detaljer. Livsgåderne har begyndt som svage, naive anelser eller formodninger, der efterhånden gav sig udtryk i faste forestillinger, tilpasset og afslebet efter den eneste absolut virkelige kendsgerning, de pågældende menneskeslægter ejede, og derfor var deres eneste "videnskab", nemlig den føromtalte livsbetingelse. Det femte bud har således ikke altid været at begrunde som et fornuftsbud for det jordiske menneske.
      Der har da også været en tid, hvor en hundrede procents modsætning hertil var det højeste ideal. At dræbe og selv at blive dræbt var vejen til "Valhal", var vejen til gudernes yndest. Og dette, ikke at kunne dræbe, dette, at dø en naturlig død af alderdom, var den sikre vej til gudernes skammekrog eller datidens "helvede". At en sådan moral ikke skulle være i kontakt med livsmysteriernes højeste løsning, var for mennesker i en tidsalder, hvor man endnu absolut intet kendte til virkeligt ordnede samfundsforhold, politi eller øvrighed, men hvor alle traditioner hos menneskene endnu ligesom hos dyrene i fuldt mål kun eksisterede som et spørgsmål om magt og styrke, ganske ufatteligt. De daglige kendsgerninger viste jo, at de svage gik til grunde både hos dyr og mennesker, og at "lykken stod de kække bi". Det var hine tiders største kendsgerning og derfor de samme tiders eneste absolutte "videnskab". At forklare livsmysteriernes løsning som identisk med modsætningen hertil, ville således i altfor høj en grad være i modstrid med vedkommende menneskers viden og åbenlyse kendsgerninger, ville i altfor høj en grad blive opfattet som en abnormitet, ja, en tåbelighed, en synd imod guderne, som ligefrem måtte bekæmpes, forfølges og straffes.
      Men livet fortsætter sin evige gang. Og slægternes evne til at udfolde det dræbende princips traditioner udviklede sig mere og mere og nåede frem til genialitet igennem vor tids mord- og krigstekniske kunnen. Ja, verden blev et sandt eldorado for "Valhals" sønner. Hvad er en sølle stenaldermand med flinteøkse eller en "Rolf Krake bersærk" med broncesværd, set fra Odins eller Thors synspunkt, ved siden af nutidens moderne fører af bombeflyvemaskine, krigstank, undervandsbåd, maskingevær, håndgranat eller flammekaster? – Mon dette "heltehjems" blodtørstige gudeselskab nogen sinde har haft større succes, er blevet genstand for en større praktisk dyrkelse end den, det tyvende århundredes mennesker gennem deres krigeriske og revolutionære henrettelsesprocesser praktiserer? – Krigen 1914-1918 åbnede "Valhals" porte for ti millioner sjæle.
      Men over deres grave lyser "korsets tegn" – kristendommens symbol. – Besynderligt. – Over de unge "heltes" efterladenskaber på Europas soldatergrave dominerer vartegnet for det evige bud "stik dit sværd i skeden; thi hver den som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd".
      Symbolet for praktiseringen af "lovens fylde", "elsk din næste som dig selv" taler således her sit eget tyste sprog. Fra en skov af hvide kors går kærlighedens atmosfære hen over sporene fra "Valhal". –
      Er det mon en ny mental morgenrøde, der er ved at sende sit første lysskær hen over de mørke valpladser? – Er det mon en ny gud, er det et nyt "himmerige", der kommer til syne i de øde vange? –
 


Ja, med hensyn til foranstående kan jo enhver mene, hvad de vil, men en kendsgerning, som ingen virkelig realist kan komme uden om, bliver trods alle forestillinger urokkeligt tilbage i form af dette, at ingen normale mennesker kan eksistere uden at opleve erfaringer. Erfaringer giver viden, viden udgør igen en erkendelse af noget mere fuldkomment til fordel for noget mindre fuldkomment. Med de voksende erfaringer vil menneskets liv således ikke kunne eksistere uden at være en tilsvarende voksende tilknytning til det mere fuldkomne og en adskillelse fra det mindre fuldkomne. Men en sådan proces kan jo umuligt blive andet end en fuldkommengørelse. Denne fuldkommengørelse bliver til kendsgerning i form af det, vi kalder "udvikling". Da ingen mennesker, som før nævnt, kan eksistere uden at opleve erfaringer, kan ingen mennesker eksistere uden at være ovennævnte fuldkommengørelse underkastet. Dette vil altså sige, at ingen kan eksistere uden at blive undervist af livet eller naturen selv. Livet er således ethvert menneskes største skole. Alt, hvad der findes af virkelig viden, stammer fra selvoplevelser eller erfaringer i denne skole. Alt, hvad vi ellers kender under begrebet "undervisning", ligegyldigt under hvilken form, ligegyldigt om den doceres ud fra universiteternes største videnskabelige værker, eller den erkendes ud fra pogeskolens lille "ABC", vil kun være en genfortælling af livets egen undervisning. Og ingen som helst væsener, der eksisterer under begrebet "lærere", kan således eksistere uden at være naturens "genfortællere", ligegyldigt om de er professorer eller håndværksmestre, ligegyldigt om de er messiasser eller medicinmænd. Hvad de har at fortælle af virkelig viden, kan umulig være andet end en genfortælling af deres egen erfaringsoplevelse, hvilken jo igen umulig kan være andet end udtryk for, hvad livet har fortalt dem.
      Livet er således tilværelsens største og virkeligste skole. Det er selve bøgernes bog. Det er selve kilden, hvorfra al visdom urokkeligt stammer. Og da ingen kan eksistere, uden at deres liv er identisk med en "læsning" i denne bog, kan heller ingen eksistere uden at blive "undervist" af samme bog. Men da dette at blive "undervist" af denne "bog" er det samme som at blive fuldkommengjort, er alle således en fuldkommengørelse underkastet.
      At denne fuldkommengørelse eksisterer, viser sig blandt andet derigennem, at menneskene ikke bliver ved med at kunne nøjes med at "tro" på, hvad andre har oplevet, hvad andre fortæller om livet og tilværelsen. Og det er givet, at med tabet af denne evne må sådanne væseners interesse for religion og dogmer naturligvis i tilsvarende grad svækkes, idet disse jo i realiteten er andre væseners overleverede beretninger om deres mere eller mindre fuldkomne eller ufuldkomne erfaringer på det religiøse område.
      At der fra en vis side trues med "helvede", "gråd og tænders gnidsel" eller "evig fortabelse" over de væsener, som ikke kan tro, forandrer ikke den kendsgerning, at de vantroendes antal er i stærk stigning. Og hvorledes skulle det vel kunne blive anderledes? – Tro er ikke noget, man kan, fordi man vil det. Tro er en evne, man har eller ikke har. Har man den ikke, så nytter det ikke, at man trues med band og bål. Trussel eller skræk giver ikke evnen til at tro, men måske nok lysten til at ville det. Men til at kunne det, man vil, skal der en evne. Nu vil man måske indvende, at der er mange "ikke-troende", der er blevet "omvendt" til at blive "troende". Men hertil må jeg svare, at alle væsener, der kan lade sig omvende fra en "ikke-troende" til en religiøs troende tilstand, er alle uden undtagelse væsener, der har evnen til at kunne tro, men hos hvem den, grundet på individets interesse eller optagethed på andre felter, midlertidigt har været sat ud af funktion, og det kan således ikke borteliminere den kendsgerning, at der findes andre væsener, der aldrig nogen sinde kan komme til at tro, ligemeget hvor gerne de så end vil det. Men da denne væsensskare jo pådrager sig de troende væseners antipati og trusler om "helvede" og "fortabelse", vil det være umuligt for de troende eller dogmernes tjenere at "frelse" disse væsener. Ja, de skaber endog i nævnte væseners mentalitet en ligefrem lede ved alle begreber, der kommer ind under religiøsitet eller er udtryk for "åndelige" problemer. Ordet "Gud" opfattes i den grad af disse berettigede "vantroende" som udtryk for kulmination af enfoldighed, naivitet eller kulturel barnlighed, at det ligefrem er blevet kendetegnet på alt det, et "moderne" menneske "ikke kan være bekendt" at befatte sig med. Der, hvor ordet "Gud" i sympatisk form står trykt på en bogs omslag eller forekommer i et foredrags annoncering, der er det ikke populært for det "oplyste" tyvende århundredes menneske at være interesseret. Her må det gå sin egen vej.
 


Foranstående vil i virkeligheden sige, at det moderne, videnskabeligt indstillede menneskes mentale vej fører mere og mere bort fra "kirken", "dåben", "konfirmationen" og "alteret" eller "nadveren". Hvor fører den så hen? – Ja, "kirkens" eller de autoriserede religiøses svar herpå udtrykker jo som før nævnt, at den uundgåeligt fører til "evig fortabelse", hvilket igen i henhold til dette svar er det samme som "et evigt liv i helvedes ild", et "evigt" ophold i "det yderste mørke, hvor der er gråd og tænders gnidsel".
      Men kan en sådan dom være rigtig? – Er det ikke en hundrede procents kontrast til den kærlighed til næsten, der er "al lovens fylde", og som fra de samme autoriteters prædikestole doceres som den højeste attråværdige form for tilværelse, ja, en tilværelse som deres verdensgenløser demonstrerede på Golgatas kors, og som er den eneste absolut højeste model eller det eneste realistiske forbillede på, hvorledes et liv må udtrykke sig for at være i kontakt med den højeste fuldkommenhed? – Men når det doceres som "det eneste fornødne", for at være i kontakt med Guddommen, må det så ikke først kunne demonstreres, at denne guddom selv er indbegrebet af denne fuldkommenhed? – Må ikke Forsynet være selve kulminationen af denne kærlighed? –
      Men et forsyn eller en guddom, der, i henhold til de gejstlige autoriteters egen fremstilling, lader et menneske begynde som et lille foster i moders liv, for derefter af denne moder at fødes til verden belastet med "arvesynd", hvilket vil sige moderens og faderens laster og fejl, og fordrer, at dette "syndens barn" skal være noget helt andet end dets forældre, af hvis kød og blod det er en aflægger, kan det være en kærlig guddom? – Er det ikke det samme som at forlange, at tigerungen skal fremtræde som et lam? – Kan en zebra føde andet end et zebraføl? – Kan et barn af et jordmenneskepar være andet end et jordmenneske? – Kan det være almengældende, at det skal være en – engel? –
      Men når nu Forsynet, stadigt i henhold til de gejstlige autoriteters udsagn, ikke desto mindre forlanger, at et sådant jordmenneskebarn skal være "evigt fortabt", skal "kastes i helvede", hvilket vil sige i en ild, i hvis luer det i al evighed skal vånde sig i smerte uden nogen som helst udsigt til eller mulighed for befrielse, blot fordi det er et barn af et jordmenneskepar, hvis natur, vilje og væremåde det således ved sin fødsel er dømt til at eje som sin normale tilstand og derfor ikke kan være en "engel", bliver de nævnte kirkelige autoriteters docering fra prædikestolene så ikke en – hedensk – omgang med den virkelige sandhed?
      En guddom, der brænder afkommet, fordi det befordrer sine forældres natur, må da være sindssyg i sin fremtoning. Og det gør jo ikke sagen mindre afkræftet, når man samtidigt docerer denne guddom som den "alvise" og "almægtige" skaber af alt, hvad der er til. Han har altså skabt både forældre og afkom og bevidst udstyret dem med den natur og fremtræden, for hvilken han senere – ikke tilintetgør dem, – men piner dem i en evig ild, altså bevidst fremstillet dem til at brændes. Er det ikke en grusomhed, til hvilken der ikke kan eksistere noget som helst sidestykke? – Er det ikke kulminerende "perversitet"? – En nydelse, der således bevidst er baseret på andre væseners pinsler, er det ikke "sadisme"? –
      At det hedder sig, at "så elskede Gud verden, at han gav sin søn den enbårne, så hver den, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have et evigt liv", afkræfter i denne forbindelse jo ikke hans svælgen i at se lidelser. Han fordrede altså at se i alt fald nogen lidelse. Hvorfor kunne en "almægtig" gud ikke "forsones" uden at skulle se lidelse? – Hvor kunne det være ham behageligt at se en uskyldig mands lidelser? –
      At denne lidelse var "straffen" over menneskenes "synder" gør heller ikke sagen mere glorværdig. Det synes jo som om dette, at "straffen" blot blev effektueret, var det absolut vigtigste for guddommen. På hvem den blev effektueret, om det var på en skyldig eller uskyldig, forekommer således mindre vigtigt. Tænk, hvis man indførte dette i jordisk retspleje. – Kan det være udtryk for ophøjethed at være lykkelig, ved at en uskyldig mand bliver henrettet for den forseelse, man selv har begået? –
      Men er det ikke netop en sådan lykke, der bliver lovet fra prædikestolene? – Hedder det sig ikke her, at kun ved "Jesu blod" kan vi få "forladelse for vore synder", hvilket altså vil sige, blive fri for Guds "vrede" og "straf"? –
      Og hvad er det så for en "vrede" og "straf"? – Kan en "alkærlig" Gud blive vred? – Han doceres jo at være det "almægtige" og "alvise" ophav til alt, hvad der er til. Han er altså skaberen af alt det skabte. Men kan skaberen blive vred på det skabte? – Hvis det skabte ikke virker tilfredsstillende, må det jo være en fejl hos ham selv. At blive vred på et jordmenneske, fordi det har et jordmenneskes natur og ikke er en engel, vil jo være det samme som at blive vred på en tiger, fordi den har en tigers natur og ikke er spagfærdig som et lam. Da han doceres at være alvis, må han i forvejen have vidst resultatet, og dets fremkomst kan således kun skyldes hans bevidste forsæt. Men derved har han jo på forhånd bevidst skabt det pågældende objekt med det formål for øje, at gøre det til genstand for sin tilfredsstillelse i at se lidelse.
      At de samme autoriteter ikke selv er sig de yderste logiske konsekvenser af deres docering og opfattelse bevidst, er naturligvis en selvfølge. De lever på det religiøse felt ikke i analyseringens eller den videnskabelige forsknings terræn, men kun i "troens" domæne.
      At en sådan rædselsfremtoning af et gudebillede som det, de docerer, må vække tvivl og vantro hos ethvert væsen, der begynder at se på selve livet ved hjælp af logikkens eller forstandens klare lys, er naturligvis en selvfølge. At verden ikke kan "frelses" ved en kirke, der tilbeder et sådant udtryk for den højeste autoritet, er jo forlængst blevet en kendsgerning; hvortil ellers forjættelsen om "talsmanden den hellige ånd"? – Er den ikke det samme som løftet om en ny og bedre viden? – Og er denne viden ikke i højeste grad påkrævet? – Tror man, en virkelig fred og ophøjet kærlig tilværelse kan udvikles på de jordiske kontinenter på basis af et højeste ideal, en højeste guddom, der igennem sin kirke, sine autoriserede præster, om end ubevidst naturligvis, doceres som selve kulminationen af jordmenneskelig perversitet, fejl og svaghed? –
      At denne kalamitet er lige det modsatte af, hvad disse Herrens tjenere og religionens udøvere bevidst tilsigter, beviser jo kun, at disse selv er vokset fra et sådant ufuldkommenhedens trin. Tror man ikke, der findes hundreder, ja, vel også tusinder af præster, der virkelig går i Nazaræerens fodspor, gør sig til kærlighedens talsmand og forkynder "ordet" i en glødende, urokkelig "tro" på – ikke en pervers, vred og straffegerrig –, men en absolut alkærlig guddom? – Men er det ikke således, at disse kærlighedens tjenere til brug for deres forkyndelse kun har en overleveret middelalderlig og for et naturmenneske tilpasset primitiv terminologi, der ikke hæver Guddommen altfor højt op i sfærerne i en for disse væsener ufattelig tilstand, men lader ham beholde de førnævnte menneskelige svagheder, hvis yderste kulmination altså udgør den førnævnte jordmenneskelige natside.
      At denne terminologi ikke er tilfredsstillende giver sig også udtryk i hjertesukket "Herrens veje er uransagelige". Ligger der ikke bag dette suk et råb om at få klar besked? Hvortil ellers dette svar? – Ligger der ikke over dette udbrud et vemodigt skær af håb om, at alt til syvende og sidst nok skal vise sig at være "såre godt"? – Og er dette svar ikke i sig selv et udtryk for et mislykket forsøg på at udrede en utilfredsstillet erkendelse af sandheden? –
      Hjertet er der altså ikke noget i vejen med. Det er blot ordet, der ikke udtrykker hjertets inderste forventninger eller længsler.
      For disse længsler, der jo i sig selv er al mentalitets højeste kerne, findes der altså ingen videnskab, men kun den overleverede primitive terminologi, tilpasset til en fortids mere eller mindre hedenske tilstand. Intet under at man, alt eftersom man mere eller mindre i dag befinder sig på denne fortids hedenske trin, i tilsvarende grad sværger til nævnte terminologis bogstavform, og, enten man er præst eller menigmand, højlydt og bredt lover "død" og "helvede", "gråd og tænders gnidsel" til dem, der vover at føle blot det mindste gran af antipati eller mistænksomhed overfor dennes drastiske, ukærlige natur. Ja, der er endog præster, der velsigner krigen og dens mordapparater, hvilket jo er let ud fra nævnte hedenske terminologi, og de ved således ikke af, at de besørger oplukningen af "helvedes" porte på vid gab for de mennesker, som de egentlig ville frelse. De er således i god tro det "helvedes" tjenere, som de i virkeligheden tror, de bekæmper. At der er andre præster, hvis højere følelser forhindrer dem i at sympatisere med denne side af den famøse terminologi, bliver jo til kendsgerning igennem den uenighed og strid, der findes indenfor, ikke alene den autoriserede folkekirke, men hele den religiøse verden. De religiøse bevægelser bekriger hverandre. Og de forskellige sekter vil jo, alt eftersom de er primitive, sværge til den tilsvarende primitive del af terminologien og forkaste eller misforstå den mere ophøjede del og hermed autoritativt forsvare deres særlige opfattelse som eneste saliggørende og de andres som vildfarelse eller vejen til fortabelse. At dette må føre til kaos, vantro og materialisme for udenforstående, ligesom begreberne "religion" og "guddom" for det kloge og udviklede, videnskabeligt indstillede menneske, må blive indbegrebet af naivitet, overtro eller mental barnlighed, er naturligvis en selvfølge. Og den religiøse verden kunne her se sin undergang, hvis ikke højt udviklede vise, med deres udødelige sætninger og ord, havde splintret store dele af den hedenske terminologi og dermed gjort dens åndelige bærekraft højst usikker. Midt i dens påberåbelse af "øje for øje og tand for tand", midt i dens påberåbelse af dødsstraf og "helvedes" ild, "djævelen og hans tilhængere", har disse væsener stilfærdigt tændt det himmelske lys: "Stik dit sværd i skeden; thi hver den, som ombringer ved sværd, skal selv omkomme ved sværd", – "Dømmer ikke; thi med hvad dom i dømme, skal eder igen tilmåles", – "Elsk din næste som dig selv", – "Saligt er det at give, hellere end at tage", osv. – At disse evige ord er udtryk for et andet lys end det, den gamle hedenske terminologi udtrykker, kan vel ikke frakendes at være en kendsgerning. Tror man ikke, det er det lys, der skal "frelse" verden. Og tror man ikke, det er her, de må gå hen, alle de sjæle der i dag er vist vintervejen af den overleverede gamle hedenske kultus, og i den "kristne" kirke er profeteret at være på vej til evig fortabelse?
 


Midt i de religiøse autoriteters beretninger om den "vrede" Gud, der skal "forsones" ved et uskyldigt væsens blod, om Guden der dømmer til pinsel i en evig ild i "helvede", om Guden der lader et væsen hensmægte i en fortabelse, hvorfra der aldrig i al evighed vil være nogen som helst redning eller frelse, blot fordi det i et sådant lille sekund af evigheden, som udgør dets fysiske jordliv, er et barn af et jordmenneskepar og som følge heraf selv må være et jordmenneske og ikke en "engel", om Guden der således faktisk straffer zebraføllet, fordi det er stribet, og mishandler tigerungen, fordi den ikke er et lam, midt i denne mørke hedenske atmosfære ser vi altså stærke lysskær komme til syne fra en langt højere og renere sfære, altså fra et rige, som endnu ikke er af denne verden, og hvor der ikke er tale om at "straffe" eller gengælde "ondt med ondt", hvor der kun er tale om at "elske sin næste som sig selv", – "hellere at give end at tage", og hvor den store parole er, "du skal ikke dræbe". I en sådan verden må der være en anden opfattelse af Guddommen. At denne ny atmosfære eksisterer, at de nye mentale lysskær er en virkelig realitet, bliver til kendsgerning blandt andet gennem de mange kors på verdenskrigens kirkegårde. Alle, der falder i krigen, har jo opfyldt de hedenske guders forlangende, de har jo bragt til kulmination det, der kvalificerer dem til "Valhals" "flæsk" og "mjød", "valkyrier" og andre gunstbevisninger på gudernes yndest. Disse millioner af grave er altså i virkeligheden de jordiske efterladenskaber fra "Valhals" sønner, væsener der er optaget i gudernes yndest. Hvorfor planter man korsets tegn på disse grave? – Er det ikke beskæmmende? – Korset er jo blevet symbolet på en verden, hvis bærende livsprincip er det modsatte af at dræbe, og hvis højeste ideal er at vende den højre kind til, når man bliver slået på den venstre. Det er altså symbolet på en mental tilstand, der aldrig nogen sinde kan give sit ophav krigsgudernes yndest. Den kendsgerning bliver således tilbage, at det "himmerige", som disse "helte" har erhvervet sig, ikke mere står i de efterlevendes kurs, og at plantningen af korsets tegn på gravene faktisk er en stiltiende og måske også endnu ubevidst protest imod den hedenske verdensopfattelse.
      Også må det være beskæmmende, at det samme kors stundom lyser ud fra mange af selve krigsførelsens bannere, er plantet på faste og svømmende fæstninger, blafrer i vinden over kanonernes torden og pryder præsten, der skal indvi en henrettelse. At disse overleverede hedenske foreteelser finder sted under korsets tegn, altså tegnet for det dræbende princips afskaffelse, tegnet for den hedenske kulturs undergang, kan ikke frakendes at være et uomstødeligt udtryk for den kendsgerning, at en ny mental sfære er begyndt at blive en magtfaktor midt i den hedenske kultus, ja er ovenikøbet blevet så lysende, at man har omdøbt den hedenske kultus og givet den navnet "kristendom", der jo er den ny verdensopfattelses officielle navn, og yderligere, som nævnt, altså benytter den samme sfæres officielle kendetegn "korset" som dække over de hedenske traditioner.
      At denne ny sfæres navn og kendetegn, ved denne besudling, ikke er blevet populær, er naturligvis en selvfølge. At gøre dette navn og kendetegn for kærlighedens mest ophøjede og reneste sindelag til udtryk og kendetegn for hedenske traditioner er jo det samme som at sætte en falsk etikette på varerne. Når verden bag den ophøjede og funklende "kristne" etikette stadigt kun finder "hedenskab", kommer den jo til at hade "etiketten", der hele tiden i så tilfælde kun er noget forlorent glimmer. Den lover "brød", men giver kun "stene". For man vil vel ikke påstå, at lande, der fører krig, erobrer, plyndrer og undertrykker andre folk, lande, der i højeste grad betjener sig af geniale mordmaskiner, der sætter dem i stand til at arbejde ligesåvel i luften og under vandet som hen over jorden og sprede død og rædsel over tusinder af levende væsener, udslette hele byers befolkninger eller gør ligeså mange til livsvarige invalider, enker og faderløse, at de manifesterer opfyldelsen af kristendommens største bud "du skal elske din næste som dig selv", eller dens oplevelse af "saligt er det at give, hellere end at tage" eller dens demonstration af "de rene af hjertet, der skal se Gud"?
      At disse lande ikke desto mindre går under begrebet "kristne lande", og kalder deres religion "kristendom" og mener at udøve en "kristen" kultur, viser jo kun, at den "kristne" væremåde i virkeligheden er det ideal, de gerne ville have, at deres væremåde skulle være identisk med. Der er vist ingen, der ynder at gå under begrebet "hedensk". "Kristendommen" er således fremtiden, "hedenskabet" fortiden.
      Men at forvandle landene fra at være "hedenske" til at være "kristne" lader sig ikke gøre ved en blot og bar navneforandring. Kun igennem udvikling kan denne forvandling finde sted. Men udvikling tager tid, og væsenerne er derfor også i dag kun på et bestemt stadium i denne udvikling. De må derfor i stor udstrækning repræsentere "hedenskab" og "kristendom". Og heri finder man grunden til, at "korset" findes på krigergravene, og at præsten velsigner mordvåbnene, prædiker "helvede" og "evig fortabelse" samtidigt med, at de forkynder næstekærlighed og uselviskhed og yderligere docerer en "alkærlig" Guddom, som trods alt alligevel bliver "vred", skal "forsones" med et uskyldigt blodoffer, for at han ikke skal "straffe" og "pine" væsener i "helvede", samtidigt med at vejen til ham opgives udelukkende kun at gå igennem en absolut allerhøjeste hjertets renhed og evnen til at tilgive sin næste.
      Alt står således i selvmodsigelsernes tegn. Hvad er "hedenskab", og hvad er "kristendom"? – At tvivl og vantro mere og mere må blomstre under sådanne forhold er jo kun ganske naturligt. Og at denne så vel begrundede og på grund af forholdene naturlige vantro og tvivl skal "straffes" med en evig "forbrænding" i "helvedes" ild, en "evig fortabelse", hvorfra der ikke findes nogen som helst form for redning, er unaturligt, hvilket vil sige stridende imod den logik og kærlighed, der åbenbarer sig i livet selv udenfor alle præsters tale og primitiv jordmenneskelig opfattelse, ufuldkommenhed og overtro, er naturligvis en selvfølge.
 


Hvad skal den moderne vantros tusindfoldige skare, alle de mange millioner af væsener, der i dag ikke kan tro på Gud, ikke kan acceptere dogmerne, fordi disse med deres helvedes- og fortabelses-, vredes- og straffedomme, for moderne intellektualitet, bliver noget af en forældet terminologi, så gribe til. Alt religiøst eller begrebet Gud bliver igennem samme terminologi for det højmoderne menneske næsten at betragte som udtryk for kulminationen af naivitet.
      Men da en opfattelse, der udtrykker begrebet "Guddommen" som udtryk for naivitet, er så langt borte fra den virkelige sandhed som vel muligt, idet den jo ikke på nogen som helst måde er en virkelig analyse af Guddommen, men derimod kun eksisterer på basis af en begyndende forstandsmæssig gennemskuen af den overleverede, forældede og primitive terminologi, kan intet menneske i længden blive ved med at leve på en sådan opfattelse. En analyse af terminologien er ikke en analyse af Guddommen. Den kan aldrig blive andet end et indirekte udtryk for graden af den ideologi, terminologiens ophav repræsenterer. At disse ophavs værk overfor en moderne videnskabelig intellektualitet viser sig at rumme uvidenhed og overtro, kan aldrig nogen sinde være eller blive noget retmæssigt intellektuelt grundlag for en total afvisning af erkendelsen af en guddoms eksistens. En sådan afvisning vil uundgåelig afsløre sit ophav som værende ligeså naiv eller overtroisk som ophavene til den forældede terminologi, ligegyldig hvor megen intellektuel position eller videnskabelig autoritet dette så end måtte indtage i det almindelige daglige liv. En benægtelse af Guddommen må ligeså godt som en bekræftelse af denne underbygges med realistiske beviser for at kunne udtrykkes som videnskab. Enhver benægtelse, der ikke er baseret på beviser, er tom tale, den er et trosdogme ligeså godt som enhver erkendelse, der er uden bevisførelse. Og det virkeligt udviklede, videnskabeligt indstillede menneske kan ikke leve på tro, det søger bevisførelse for enhver erkendelse. Og det store problem for det således indstillede væsen bliver da dette, om der kan føres beviser for en guddoms eksistens og de levende væseners virkelige kosmiske identitet således, at man på disse felter kan komme til at leve på ligeså virkelige eller realistiske kendsgerninger som dem, man ellers til dagligt fordrer i alle fysiske foreteelser, og derved rykke den såkaldte "åndelige verden" frem fra underbevidsthedens skyggeverden til dagsbevidsthedens klare, realistiske eller vågne aktivitet eller virkelighed. Og svaret herpå bliver, at der ikke alene kan føres beviser for Guddommens og de levende væseners højeste identitet og sandhed, men denne bevisførelse er ligefrem det eneste absolut fornødne i det nuværende og kommende jordiske menneskes tilværelse. Denne bevisførelse er "verdens frelse". Uden denne bevisførelse absolut ingen varig fred på jorden, ingen afskaffelse af krig og terror, intet ophør af alle de lidelser, der nu martrer verden i form af lemlæstelse, sygdom og armod, sorg og sindssyge.
      Men til at se eller forstå en sådan bevisførelse må menneskene uddannes eller dygtiggøres. Denne uddannelse befordres i sin største udstrækning af livet eller naturen selv igennem alle de erfaringer, som de levende væsener bliver til del. Det gælder ligesåvel lidelserne som behagelighederne. At forstå Guddommens eksistens er at forstå hele verdensplanen. Men en sådan plan omfatter jo alt, hvad der er til, både følelse, intelligens, instinkt, intuition osv. Og mennesket må da uddannes i alle disse felter. Ved lidelserne får mennesket følelsen udviklet, og ved kampen for tilværelsen bliver intelligensen og alle øvrige bevidsthedsegenskaber udviklet. Og gennem en tilstrækkelig oplevelse i denne livets egen skole når ethvert menneske engang til et stadium, hvor det i kraft af sine således realistisk oplevede erfaringer kan modtage teoretisk undervisning eller vejledning. Det har gennem sin videnskabelige indstilling fået anlæg eller talent for at kunne dygtiggøres i den allerhøjeste visdom. Det begynder at kunne "se Gud". Og her på dette stadium er det moderne menneske. Det er repræsentant for "de kommende slægter", som af Kristus blev bebudet at skulle få besked på tilværelsens mysterium igennem "talsmanden den hellige ånd", som jo i sig selv kun er identisk med den absolutte viden om Gud. "Den hellige ånd" er i virkeligheden det samme som det absolut urokkelige, evige svar på det altgennemtrængende og ligeså evige store spørgsmål "hvad er sandhed".
      Dette svar kan udelukkende kun udtales af Guddommen selv i form af det, vi kalder "naturen". Selve naturen er således Guddommens eget realistiske svar på alle livets spørgsmål. Naturen er verdens eneste absolut sande bibel. Den er livets bog. At komme til at læse rigtigt i denne bog, så man ser, at "alt er såre godt", det er det nuværende mål for verdensgenløsningen. Da denne form for "læsning" er af en så vigtig natur for det moderne søgende og videnskabeligt indstillede menneske, har jeg følt mig tilskyndet til at skabe nærværende bog. Dens hovedformål er altså kun dette, at hjælpe den søgende til at tænke logisk, hvilket vil sige, at tænke i kontakt med naturen, og derved tænke i kontakt med kærligheden og livet. Den har til opgave at indstille menneskene på analysen af de erfaringer og kendsgerninger, hvis sande forståelse er absolut nødvendig, hvis man vil gøre sig håb om nogen sinde at se, at livet eller naturen virkelig har en mening, der udtrykker, ikke alene hundrede procents intellektualitet, men også åbenbaringen af et ligeså overdådigt kvantum kærlighed, og at naturen således igennem sin identitet som "livsytring" gør en evig Guddom til en virkelig videnskabelig kendsgerning, thi kærlighed og intellektualitet kan jo aldrig i noget tilfælde eksistere uden at være det uomstødelige bevis for et bag sig eksisterende levende væsens eksistens. Det levende væsen bag naturens intellektualitet og kærlighed kan kun være en evig Guddom.
      Bogen "Logik" er beregnet som en håndbog for begyndere i forskningen af de evige problemer. Den befordrer udviklingen af evnen til at forstå mit hovedværk "Livets Bog". Den påpeger alt det materiale, der udelukkende er det moderne indstillede menneskes vej til virkelig forståelse af livet. Den er en urokkelig påvisning af, hvilken virkelig logisk slutning eller facit, der kan uddrages af det jordiske menneskes erfaringszone, med dens lidelser og besværligheder. At dette facit bliver i kontakt med de af de største vise udtalte sandheder, der tilsidst går op i verdensaltets generalfacit: "Alt er såre godt", kan jo kun virke inspirerende på den søgende, navnlig da bogen ikke i noget tilfælde er baseret på blinde påstande, men udelukkende kun udtrykker sammenhængende, logiske følgeslutninger, der kan efterforskes og kontrolleres af den virkeligt intellektuelle og upartiske læser eller sandhedssøger. Den er en første begyndende opgørelse af det jordiske menneskes rent materielle eller fysiske erfaringsmateriale. Den viser dette materiales plads i, eller forhold til, den kosmiske verdensplan, dets sammenspil med naturens egen udløsning. Den er videnskab i kraft af, at dens indhold fremtræder som en detaljeret og for andre kontrollabel begrundelse for disse facitters fremkomst.
      At disse facitter afviger fra almindelig videnskab derved, at de ikke fremtræder som mål og vægt, men udtrykker al naturens energiudfoldelse som – "livsytringer", hvilket vil sige, "mental" energi, igennem hvilken naturen bliver levende, bliver udtryk for bevidsthed eller det samme liv, som afsløres i ethvert levende væsens bevægelse, kraft- og viljeudfoldelse, vil kun være den opfyldelse af forskning, som må være enhver videnskabs højeste mål. Thi enhver videnskab, hvis analyserække standser op før dette mål er nået, og derfor kun kan udtrykke sine facitter i form af mål- og vægtenheder, er en flod, der er standset i sit løb. Illusionens mudder dæmmer her op for dens løb. Strømmen kan ikke nå oceanet, men går over sine bredder, går på afveje og skaber katastrofe for det liv, for hvilke den ellers skulle være vejen til lykke og inspiration.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.