21.11 De evige væsener og det evige liv
Men hvordan går det da til, at væsenerne vokser i humanitet eller næstekærlighed? –
Hvad er fundamentet for denne virkelige hensyntagen til næsten eller omgivelserne? –
Ja, skyldes det ikke udelukkende et voksende kosmisk udsyn, en evne til direkte at sanse næstens skæbne, hans glæder og sorger? –
Dette udsyn udgør altså en fornemmelse, der går langt dybere eller er meget mere gennemtrængende end det almindelige fysiske syn.
Medens det almindelige fysiske syn i sig selv er ganske neutralt og følelsesløst, er det kosmiske syn derimod selve fornemmelsen eller følelsen bag førstnævnte syn.
For virkelig at kunne "se" er det nemlig ikke nok at have gode fysiske øjne.
Der må bag disse øjne også forekomme en evne til at vurdere det sete.
Uden denne evne vil intet væsen være i stand til virkelig sjæleligt eller kosmisk at "se" det, det fysisk ser på.
Hvis et menneske og en hund er stillet over for et stort kunstværk, et maleri med mange detaljer, vil dette maleri blive oplevet højst forskelligt af disse to væsener, skønt de begge har udmærkede fysiske øjne.
Medens mennesket genkender detaljerne på maleriet, kan se at det fremstiller træer, huse, personer eller lignende, går disse detaljer sporløst hen over hundens bevidsthed, skønt nævnte detaljer lige så godt spejler sig i hundens som i menneskets øjne.
Hunden opfatter hverken træerne, husene eller personerne, ja, selv om der også forekom en hund på billedet, ville den slet ikke ænse dette.
Detaljerne på billedet vil for den kun være nogle mærkelige lys- og skyggevirkninger, der ikke på nogen som helst måde kan sætte dens forestillingsevne i funktion.
Dens vurdering eller opfattelse af billedet vil således ikke være, hvad det forestiller, men derimod hvad eller hvem, der har rørt ved dette, og derved på dette har efterladt sin atmosfæres duft eller lugt.
Hunden oplever således i maleriet mere et "lugtebillede" end et "synsbillede".
Det gamle begreb "det sete afhænger af øjet, der ser" er ikke helt korrekt.
Det er ikke øjet, der bestemmer "det sete", hvilket vil sige vurderingen af det sete, det er derimod føle- eller fornemmelsesevnen bag synsevnen.
Hvis det ikke netop var således, ville ingen kunne komme i strid om det sete.
Når to mennesker kommer i strid om et billedes kunstneriske værdi, fordi det ene væsen hævder, at det er et stort kunstværk, medens det andet væsen kun erkender billedet som noget rent middelmådigt, er det ikke disse to væseners fysiske syn eller øjne, der er noget i vejen med.
De kan udmærket begge have hundrede procent normalt syn og dog fornemme det samme sanseobjekt helt forskelligt.
Det bliver således her let at se, at det rent fysiske syn er en ganske neutral evne, der blot har til opgave at registrere de rent ydre fysiske lys-, skygge- og farvevirkninger.
At denne registrering må blive nøjagtig ens i ethvert fuldstændigt normalt øje hos væsener af samme art eller race er naturligvis en selvfølge.
Når denne registrering ikke desto mindre opfattes højst forskelligt, ja, lige fra den ene yderlighed til den anden i kontrastforhold, afslører dette altså en bag den fysiske synsevne fremtrædende dybereliggende evne.
Denne evne er ikke af fysisk natur, men derimod af ren psykisk eller sjælelig fremtræden, hvilket i virkeligheden igen vil sige, at den er af ren ånd.
Mellemleddet mellem øjets rent fysiske registrering af sanseobjektets fysiske lys-, skygge- og farvevirkninger udgøres af synsnerven.
Den fører øjets fysiske registrering af sanseobjektet over i væsenets sjælelige eller åndelige struktur.
Her bliver den neutrale lys-, skygge- og farveregistrering omformet til bevidsthed, til liv.
Det er denne omformning, vi kender under begrebet "tænkning".
Men for at den døde eller livløse fysiske lys- og skyggeregistrering på øjets billedhinde kan blive til bevidsthed eller liv, må der i forvejen i væsenets sansestruktur være noget, der kan tiltrække nævnte fysiske registrering og omdanne dens lys-, skygge- og farvevirkninger til sjælelige eller åndelige detaljer.
Uden denne omformning ville de nævnte lys- og skyggevirkninger umuligt kunne fornemmes af sjælen eller ånden, hvilket i dette tilfælde betyder væsenets bevidsthed eller den del af væsenets organiske struktur, der ligger uden for dets fysiske organisme og derfor overlever de fysiske jordliv.
Det "noget", der igennem synsnerven således tiltrækker og optager i sig de i øjets billedhinde registrerede lys- og skyggevirkninger og omdanner dem til tanke eller bevidsthed og dermed til liv, er det i forvejen i væsenets struktur forekommende liv.
Og da liv igen er det samme som tanker eller forestillinger, vil det altså være disse i væsenet i forvejen boende tanker eller forestillinger, der bevirker eller afgør de nye sanseobjekters lys- og skyggevirkningers indlemmelse eller ikke-indlemmelse i væsenets sjælsstruktur eller liv.
Hvis der ikke i forvejen i væsenet var liv eller bevidsthed, ville det være totalt umuligt for det at opleve noget som helst.
Det er derfor, at liv kun kan opleve liv.
Men når liv kun kan opleve liv, bliver det derigennem til kendsgerning, at liv aldrig nogen sinde kan have begyndt, men er en absolut evig foreteelse i hvad og hvem som helst, det så end må vise sig.
Da liv kun kan fornemmes eller opleves i form af tanker og forestillinger og således i sig selv kun kan være tanker og forestillinger, betinges en hvilken som helst oplevelse af liv af forud eksisterende tanker og forestillinger.
Der eksisterer således ikke i hele universet nogen absolut "første begyndelse" af liv.
Liv har altid været og vil i al evighed fortsætte med at være et resultat af forudgående liv.
Liv er således ikke noget, der "bliver til".
Men da liv ikke kan eksistere uden at efterlade liv, hvilket igen vil sige, at tanker og forestillinger heller ikke kan eksistere uden at efterlade nye tanker og forestillinger, kan liv heller aldrig nogen sinde ophøre med at være til.
Det udgør således en evig realitet.
Nu vil man måske her hævde, at et lille nyfødt barn, der kommer til verden, ingen tanke eller forestillinger kan have i sin bevidsthed og skulle således i henhold til ovennævnte være ganske uimodtagelig for sanseindtryk.
Livsoplevelsen skulle dermed være umulig for samme lille væsen.
Men ikke desto mindre ser vi, at et sådant væsen udvikler mere og mere bevidsthed, giver udtryk for et tiltagende liv.
Er det da ikke en "første begyndelse" af liv, vi her er vidne til? –
Jo, hvis barnet var "dødfødt" og så alligevel var i stand til at repræsentere et tiltagende eller voksende liv, da måtte vi her erkende dette liv for en "første begyndelse".
Men sligt er jo aldrig nogen sinde sket i verden.
Tilbage til forsiden
Forrige