Forrige

Indholds­fortegnelse

Næste

18.19  Bibelens påskeberetning har et stort budskab til dem, der hungrer efter viden på tankens og viljeføringens område, den er en pædagogisk vejledning
Det er således i sig selv heldigt, at det netop slet ikke er "Bibelens" hovedopgave at påvise videnskabelige historiske data, thi dens mission ville da for længst være totalt mislykket, og dens navn være ukendt af alle nulevende mennesker. Det moderne videnskabeligt indstillede menneske kræver nøgterne kendsgerninger. Det må have konkrete analyser, rodfæstede i den absolutte virkelighed. Og "Bibelen" er således ikke beregnet på det menneske, der udelukkende kun interesserer sig for "historiske data", hvilket altså her vil sige: den videnskabelige forsker af "historie". Men derimod har påskeberetningen et stort budskab til dem, der hungrer efter viden på sjælens, hvilket vil sige på tankens og viljeføringens område. Nævnte beretning udgør nemlig et uomstødeligt stykke "psykologi". Igennem dens personers handlemåde viser den de forskellige sindstilstande, der behersker den jordmenneskelige almenhed. Den viser den sjælelige indstilling, tankegang, viljeføring eller handlemåde, der fører til sejr over den jordmenneskelige sfæres primitive dyriske instinkter eller drifter, fører til den højeste fornemmelse af glæde og lykke ved at være til, fører til den højeste fuldkommenhed: mennesket i "Guds billede efter hans lignelse", ligesom den også viser den sjælelige indstilling og viljeføring, der fører til fornedrelsens, sorgens, ulykkens og livsledens kulmination. Påskeberetningen har således mere til opgave at være en sjælelig eller psykologisk vejledning for det almene jordmenneske, end den har til opgave at være en fortælling om nogle mennesker, der engang har levet. Om Jesus af Nazaret, Pilatus og Kajfas og de andre navngivne personer i dramaet har eksisteret eller ikke, ja, ligegyldigt om hele påskeevangeliet udelukkende kun er et digt, kan dette ikke forringe beretningens rent psykologiske værdi en eneste tøddel, selv om den i et sådant tilfælde jo ganske er uden "historisk" værdi. Hvis påskeevangeliet kun var et digterværk, måtte digteren eller dets ophav jo repræsentere den højde i psykologisk eller sjælelig viden, som påskeevangeliet repræsenterer eller giver udtryk for. Hvordan skulle det ellers være blevet til? – Intet væsen kan jo manifestere en højere viden eller et højere udviklingstrin end det, hvortil det er nået. Men når nævnte ophav repræsenterer en sådan højde i mental udvikling, at det har kunnet skabe den åbenbaring af psykologisk viden, som påskeevangeliet i sig selv er, må det jo absolut have erfaret de særlige sindelag eller sjælelige tilstande, hvormed det har udstyret påskedramaets personer. Hvilke navne det har givet disse personer, er jo ganske underordnet. Om de hedder "Jesus", Judas, Kajfas osv., eller de havde fået helt andre navne, er altså totalt ligegyldigt. Da påskeevangeliet således er en åbenbaring af en virkelig psykologisk viden, formet som et drama, hvis personer hver især udtrykker virkelige, eksisterende sjælelige tilstande, kan man ikke fjerne disse personer fra dramaet uden at måtte erstatte dem med andre personer med nøjagtig de samme sjælelige tilstande eller sindelag. I modsat fald måtte påskeevangeliet dermed ophøre med at være en åbenbaring af den virkelige psykologiske viden eller videnskab, det i sin bibelske form udgør. Det vil derfor være åbenlyst, at hvad vi så end vil få at indvende imod påskeevangeliet, så vil dets stabilitet som psykologisk sandhed umuligt kunne rokkes. Siger vi, at Jesus aldrig nogen sinde har eksisteret, bliver vi nødsaget til at erkende, at så har der eksisteret en anden mand med den sjælelige tilstand, der udgør Jesu mentalitet. Siger vi, at Kajfas ligeledes heller ikke har eksisteret, må vi, for at blive i kontakt med den virkelige psykologiske videnskab, erkende en anden mand med Kajfas' karakter. Og således må vi, for virkelig at være i kontakt med de urokkelige kendsgerninger eller realiteter, uden hvilke en psykologisk viden eller videnskab aldrig nogen sinde ville kunne blive en kendsgerning, erkende påskeevangeliets personer som symbolske udtryk for urokkelige psykologiske kendsgerninger.

Forrige

Næste