14.21 Livets Bog, som er genstand for de fem forskellige former for kritik
Vi er hermed nået igennem de forskellige eksisterende hovedtyper af kritikere over "Livets Bog".
Alt, hvad der kan fremstå af indvendinger eller kritik imod nævnte værk, vil således være at henføre under en eller anden af de her nævnte typer.
Der vil således eksistere tilsvarende fem forskellige former for kritik, som vi her, efter deres ophav, henholdsvis vil betegne som "A-kritikken", "B-kritikken", "C-kritikken", "D-kritikken" og "E-kritikken".
Vi vil nu gå over til at dvæle lidt ved disse særlige former for kritik og se, hvad der kan være årsagen til deres fremkomst.
Men forinden må vi dog endnu engang gøre ophold ved selve "Livets Bog", der er genstanden for nævnte kritikformer.
Der er måske dem, der mener, at en sådan analysering, som den, der her finder sted, er uberettiget og anmassende.
Og man vil måske netop hævde, at dette, at en forfatter således sætter folk på plads, alt efter som de ikke forstår hans bog, er ukærligt eller selvisk.
Ja, de vil måske endda hævde, at nævnte analysering er en form for intolerance, er en form for at stille folk i "gabestok", idet de vil mene, at forfatteren i en sådan situation ikke tolererer, at væsener har en anden mening om hans værk end den, han selv proklamerer.
Og hvis en sådan foreteelse var almengældende, hvilket vil sige: fremkom hos alle forfattere og derfor gjaldt enhver udkommen bog, ville vi blive nødt til, i en masse tilfælde, at give ovennævnte væsener ret.
Situationen ville være udtryk for en altdominerende intolerance og selvtilbedelse, ja, i værste tilfælde en forgudelse af sin egen og en forfølgelse af andres skabelse.
Men en sådan karakter kan situationen aldrig i noget som helst tilfælde komme til at udtrykke, når det gælder "Livets Bog" og dens ophav.
Her er der nemlig slet ikke tale om hverken "forfatteren" eller hans "bog".
Disse to foreteelser er så uendelig underordnede i forhold til den realitet, der dækker sig under begrebet "Livets Bog", og som har været udgørende den målestok, efter hvilken de nævnte kritikformer kunne udmåles.
Hvis "Livets Bog" kun var en forfatters "formodning", "hypotese" eller digteriske "fantasibillede" af tilværelsesmysteriet, og han trods dette alligevel fastholdt sin berettigelse til, mentalt set, at sætte de andre på plads i forhold til deres indstilling til dette hans "fantasibillede", ville det i højeste grad være selvforgudelse eller tilbedelse af sin egen skabelse, der måtte sidde i højsædet i dette væsens mentalitet.
Men "Livets Bog" er ikke en samling hypoteser eller formodninger om, hvorledes selve livslovene eller loven for tilværelse – kunne være, men fremtræder derimod som en realistisk påvisning af, hvorledes nævnte lov – som kendsgerning eksisterer.
Det er dette dens indholds identitet som kendsgerning, der forandrer forholdet og ikke alene berettiger, men også ligefrem forpligter, dens ophav til manifestationen af den her fremførte analyse af dens kritikere og kritik.
Over for kendsgerningen må og skal alt kapitulere.
Thi kendsgerningen er sandheden.
Og sandheden er vejen til livet.
At tilsløre kendsgerningen vil således være det samme som at spærre væsenernes vandring imod lyset.
Det udviklede væsen kan derfor aldrig i noget tilfælde gå med til at spærre denne vej, men vil altid fjerne hindringerne, ligegyldigt hvad det så end derved måtte komme ud for af misforståelse, intolerance og rygtesmederi, rettet imod det selv af blinde og ufærdige væsener, der derved har fået deres egen lille selviske verden eller mentale position truet.
Tilbage til forsiden
Forrige