Artikelsamling 1

13.30  Konsekvensen af manglende hensyntagen til mikrokosmos
Tror man ikke, det menneske, der lever sundt, får passende motion og frisk luft, får den naturligt tiltrængte søvn i døgnet og ligeledes får den for sin organismes særlige trin tilpassede sunde føde og sunde drikkevarer og ikke her indlemmer nogen som helst slags af skadelige giftarter eller stoffer, skaber gode betingelser i sin organisme for mikroindividerne? – Tror man ikke livsbetingelserne er ulige vanskeligere i situationer, hvor væsenet indtager store kvanta af stimulerende eller narkotiske midler eller dagligt får mangelfuld eller forkert ernæring og i tilgift hertil yderligere får for lidt søvn eller hvile, men måske ligefrem overanstrenger sig? – Det er jo virkningerne af alle disse for organmaterierne skadelige fremmedenergier, der direkte opleves af mikrovæsenerne i organismen. Disse små væseners omgivelser bliver efterhånden, i kraft af al den unatur som fremmedenergierne afstedkommer, defekte og kan ikke opfylde de krav, som er en betingelse for mikrovæsenernes liv og velvære. Disse bliver syge og døende. Ved indførelse i organismen af alle sådanne stofarter, der i særlig grad er stimulerende, bringes visse organer frem til et forceret tempo, de slet ikke er beregnet på og bliver derved overanstrengt. Men denne overanstrengelse kommer jo først til syne, når virkningerne af de stimulerende stoffer er forbi. Så kommer organernes og dermed mikroindividernes overanstrengelse og den heraf følgende lemlæstelse til syne som "dårlige nerver", "svagt hjerte", "nervøst sammenbrud" og lignende. De samme symptomer vil naturligvis også gøre sig gældende ved en permanent almindelig fysisk eller legemlig overanstrengelse. Dertil kommer så de mange andre sygdomme, som en organisme kan være belastet med. Disse vil ligeledes mere eller mindre være at føre tilbage til manglende hensyn til organismens pleje og pasning, dens kost og ernæring, dens beskyttelse imod kulde og varme, imod smitte og ulykke.