21.9 Retsprincippets gradvise indførelse
Disse idealer har igennem verdensgenløsningsprincippets indviede væsener eller verdensgenløserne allerede i en udstrakt grad sat sit præg på de i jordmenneskehedens udvikling længst fremskredne folk eller stater, således at disse nu fremtræder som "kulturstater".
Dette vil sige, at de har et retsvæsen, der forbyder menigmand at myrde, stjæle, bedrage eller på anden drastisk måde at genere sin næste.
Disse kulturfolk bliver derved at inddele i to kategorier, nemlig "de moralske" og "de umoralske".
"De moralske" er altså dem, der er så langt fremme i udviklingen af de nye idealer, at de kan overholde de juridiske love.
Og de "umoralske" er dem, i hvilke de dyriske idealer endnu er så fremtrædende, at de kun kan se disse som idealer og i stor udstrækning funderer deres liv på disse.
De finder det derfor mere eller mindre naturligt at bedrage, stjæle og i værste tilfælde myrde, skønt de derved kommer på kant med samfundets eller statens juridiske love.
Disse i dyriske instinkter endnu bundne eller i moralitet uudviklede sjæle kommer derved til at udgøre den del af kultursamfundet, der udgør dets "underverden", den såkaldte "forbryderverden".
Da denne "forbryderverden" således i virkeligheden er i et mellemstadium eller en mellemsfære mellem de endnu helt "dyriske" "naturmennesker" og de fremskredne "kulturmennesker", vil dens individer således i virkeligheden slet ikke være at udtrykke som "forbrydere", hvilket vil sige væsener, der handler imod bedre viden, væsener, der betjener sig af en handlemåde, de i forvejen ved er "forbryderisk".
Nu vil man måske hævde, at de udmærket ved, at man ikke må stjæle, bedrage eller myrde.
De kan både læse og skrive.
De har fået den samme almengældende skoleundervisning som de øvrige indbyggere i den kulturstat, de tilhører.
De er således informerede med en viden om, hvad man må og ikke må.
Ja, det er naturligvis rigtigt.
De ved udmærket teoretisk, at man ikke må stjæle, bedrage eller myrde, men hvad er det for en "viden"? –
Er den andet og mere end en kundskab om et af magthaverne opsat forbud? –
Men en viden om et sådant forhold betinger jo ikke, at man også er absolut hundrede procent vidende om, at dette forbud virkelig er moralsk eller retfærdigt.
Man kan da udmærket være således indstillet, at man kun kan føle nævnte forbud eller de bærende samfundslove som ganske uretfærdige eller stridende imod det, ens egne sanser dikterer en som retfærdighed eller sand moral.
Og denne indre sjælelige indstilling kan ikke forandres ved et forbud.
Man kan ikke forbyde en løve at være en løve eller en tiger at være en tiger.
Man kan ikke ved et magtbud hæve et væsen fra et udviklingstrin til et andet.
Man kan naturligvis tvinge et væsen til at udføre visse handlinger, der tilhører et højere udviklingstrin end dets eget, men disse handlinger vil for vedkommende væsen være mere eller mindre uforståelige.
Men at tvinges til at gøre noget, man ikke forstår, kan kun fornemmes som uretfærdighed, samtidig med at det i realiteten kun er slet og ret "dressur".
Samfundets underverden er således i virkeligheden kun en afdeling eller et område inden for kulturstaten, i hvilket man forsøger at "dressere" endnu dyrisk indstillede væsener til at udføre det kunststykke at balancere på det stærkt indskrænkede område, der hedder "statens juridiske love".
De, der endnu ikke har lært kunststykket, men får overbalance og træder udenfor, betegnes altså som "forbrydere".
Men efterhånden kan væsenet jo blive så bange for "dressørens pisk" (statens straffeforanstaltninger), at det efterhånden udfører "kunststykket" og bliver erkendt som en "agtværdig, lovlydig borger".
Men så længe denne "agtværdige, lovlydige borger" kun overholder de juridiske love af frygt for straf og vanære, er han jo kun hævet over "forbryderen" i en slags teknisk kunnen, men ikke i moralitet.
Hvis han ikke frygtede straffen, ville han jo handle efter sin egen dyriske opfattelsesevne, bedrage, stjæle og myrde og dermed blive erkendt som "forbryder".
Tilbage til forsiden
Forrige