Martinus var en hyppig foredragsholder. Hans første offentlige foredrag var i Højskoleforeningens sal, Frederiksberg, den 1. december 1930, hvor der var 200-300 tilhørere. Før den tid talte Martinus mest for mindre forsamlinger i privat regi. Vi skønner, at Martinus i sin levetid nåede at holde langt over 1000 foredrag.
Fra 1954 eksisterer de første båndoptagne foredrag. Omkring 200 foredrag fra perioden 1954-1980 er optaget på bånd. Enkelte optagelser er ikke i foredragets fulde længde eller er af en meget ringe lydkvalitet, hvorfor de indtil videre ikke er egnet til udgivelse. I første omgang offentliggør Martinus Institut ca. 150 foredrag, som du online kan lytte til. God fornøjelse!
Citat fra foredraget Sansedefekter, afholdt 1954 på Martinus Institut og bragt første gang i Kosmos 1992, nr. 9:
"Jeg regner mine foredrag for en slags udstilling. Når man kommer på en udstilling, kan man se de forskellige maskiner og de forskellige fremskridt, der er gjort. På tilsvarende måde viser jeg, at i de og de felter kan man se det og det. Der kan man se noget, som man måske ikke tidligere skænkede en tanke. Jeg kan vise, hvor man kan studere det, og hvor man kan iagttage det. Men der kræves et nærmere studium, hvis man vil sætte sig ind i det. Man kan heller ikke lære de indviklede ting i atomteorien ved at høre en forelæsning. Det må studeres.
Åndsvidenskaben er et vældigt studium, og der er det store plus ved det, at lige så snart De begynder at beskæftige Dem med åndsvidenskaben og analysere tingene ud, kommer De til de gode tankematerier, som bliver til strålende livskraft i organismen. De kommer til at føle glæde og velvære ved det, og der er det gode ved det, at De ikke behøver at vente på de andre. De kan nå verdensfreden inde i Dem selv og blive hævet ud over karma og sygdomme og blive immun over for alle de besværligheder og bekymringer, som menneskene i almindelighed går med. Det kan man hæve sig ud over ved at lære at tænke rigtigt. Og hvad vil det så sige at tænke rigtigt? – Ja, det kan indbefattes i denne nøddeskal, at "man skal lære at elske sin næste som sig selv, det er alle loves fylde".
Skriv til webmaster i tilfælde af tekniske problemer.
Foredrag: 1970.07.27 - Nydelsen af kundskabens træ