Stjernesymbol i menu


Ældre årgange af Kosmos mv.

1:3    >>

Martinus:

GAVEKULTUR

Naar en Gave er camoufleret Forudbetaling for en forventet Opnaaelse.

En af de Traditioner, der skaber mest Skuffelse, Bitterhed, Melankoli og indbildt Martyrium i det daglige Liv, er den, der kendes under Begrebet "at give Gaver". Her vil man vel forundret spørge, om dette at give Gaver da ikke er noget, der er godt, noget man i særlig Grad skal søge at træne sig op til. Og det kan jo ikke nægtes, at det absolut urokkelige Svar herpaa bliver dette, at Giveevnen er den Hovedhjørnesten, hvorpaa al absolut Lykke beror. Ja, den er endog saa altbetydende, at Vejen til at eje sit Liv udelukkende kun gaar igennem dette at give det, ofre det for andre, hvilket vil sige, leve det i uegennyttig Tjeneste for andre. Det samme er udtrykt gennem Jesu Ord: "Hver den, som giver sit Liv hen for andre, skal eje det; men hver den, som ikke giver sit Liv, skal miste det."

"At give" det er saaledes Livets Løsen. Men naar dette "at give" kan have saadanne Følger som før nævnt, hvor kan en saadan Manifestationsform saa være saa nødvendig eller paakrævet? – Ja, her maa man først gøre sig klart, hvad dette "at give" virkelig vil sige, eller hvad en "Gave" i Virkeligheden er. I den daglige Tilværelse er der næppe noget, der er mere misbrugt end Udtrykket "Gaver". Det er nemlig saaledes, at det, man i daglig Tale kalder "Gaver" eller "at give", i Virkeligheden slet ikke er "Gaver" eller retmæssigt kan henhøre under Princippet "at give", men derimod kun udgør Camouflage for Køb og Salg af Tilfredsstillelse af egoistiske Begær. Ja, denne Camouflage kan endog være saa effektiv og vanemæssigt tilrettelagt af sit Ophavs egen Underbevidsthed, at samme Ophav undertiden slet ikke dagsbevidst aner Situationens virkelige Analyse, naar det i det eller det Tilfælde er i Færd med at "yde" den eller dette noget, og saaledes i første Instans i god Tro mener sig i Færd med "at give". Dette vil igen sige, at nævnte Situation for Giverens vaagne Dagsbevidsthed forekommer at være Udløsningen af at "give en Gave", medens Sagen i Virkeligheden i det paagældende Tilfælde er den, at "Gaven" kun er et Middel, ved hvilket Giveren søger at opnaa Tilfredsstillelsen af et eller andet egoistisk Begær, kort sagt, at "Gaven" i Virkeligheden kun er en Slags "Forudbetaling" for en eller anden forventet Opnaaelse af et eller andet ønsket kommende Gode. [slut på side 1]

Tilsløringen af dette Motiv for Giverens "Ydelse" er forlængst for samme Væsen blevet til en saa overlegen Vanebevidsthed, at den i de allerfleste Situationer er "C. Viden", hvilket vil sige, er overgaaet til Automatfunktion og saaledes foregaar selvstændigt uden Individets bevidste Kontrol. Følgen heraf bliver, at Giveren, selv om han nok nærer visse for ham behagelige Forventninger, i saadanne Tilfælde ikke er sig dette egoistiske Motiv bevidst, og derfor i sin vaagne Dagsbevidsthed i god Tro mener at give af helt uegennyttige Grunde. At Motivet til hans Given skulde staa i Forbindelse med disse behagelige Forventninger, er det, hans Underbevidsthed har gjort det til Vane for ham ikke at tro paa eller gøre sig rigtigt klart, netop fordi det i det paagældende Tilfælde ligger til Giveren helst at tro paa sin egen Ophøjethed. Og det sande Motiv til hans Ydelse bliver derfor først afsløret, naar de forventede Goder udebliver. Da begynder han at føle sig tilsidesat, misforstaaet, ja, uretfærdigt behandlet af den, som var Genstand for hans Ydelse eller Gave. Han føler sig i et Slags Martyrium, der i værste Tilfælde kan give sig Udslag i Bitterhed, ja ligefrem Forfølgelse mod Gavemodtageren, ganske uden at denne behøver at have gjort sig skyldig i nogen som helst virkelig Forseelse mod Giveren. Og det bliver da herved en Kensgerning, at Giverens Indignation skyldes bristede Forhaabninger, altsaa Udeblivelsen af de forventede Goder, der var det skjulte Motiv for Gavens Ydelse.
 

Den nuværende Samfundsordning og dens Indflydelse paa Mentaliteten.

For rigtigt at kunne forstaa ovennævnte, maa man gøre sig klart, at den jordiske Menneskehed endnu staar paa et saa lavt Udviklingstrin, at det i stor Udstrækning er en Livsbetingelse for dens enkelte Individer at være – selviske. De eksisterende Myndigheder med deres Lov- og Retsvæsen er endnu ikke naaet frem til en saadan Position overfor den herskende egoistiske eller dyriske Graadighed i Individernes Kamp om Værdierne og de med disse forbundne materielle Goder, at de har kunnet skabe Tid, Ro og Tryghed for de enkelte Individer til at udvikle sig i Uselviskhed. Selvopholdelsesdriften i Dag udløser i de enkelte Individer en stadig altdominerende Frygt for Fattigdom, og den hermed forbundne Underkuelse og Trældom, fordi Samfundsordningen endnu ikke er naaet frem til en saadan Kulturstandard, at den har kunnet ophæve Slaveriet, men gør det til Kendsgerning, at de, der ikke har Værdier, de, der ikke ejer noget, maa være Trælle for dem, der besidder disse, bliver købt og betalt af dem, der har noget at købe for. Værdierne i Verden er saaledes for Tiden i Virkeligheden kun en Ting, ved hvis Hjælp man kan købe sine Medvæsener, tvinge dem til at være Medarbejdere til at skaffe en endnu flere Værdier og paa denne Maade tilegne sig en Slags Uafhængighed eller Frihed, en Slags Gardering imod den bag alle Ting lurende Trældom.

Den bestaaende Samfundsordning eller Værdiadministration i Dag opfostrer altsaa i ethvert Menneske en overordentlig stor Interesse og Sympati for Tilegnelse af Værdier, ja, er endog af en saa altdominerende Styrke, at næsten ingen indenfor de Væsener, der endnu ikke har løbet sig træt i Kampen for Tilværelsen og i Haabløshedens Sløvsind er sunket til Bunds i Vagabondering, Plattenslageri og Sindssyge, har Tid til eller tør tænke paa andet end den stadige Gardering af deres Økonomi. Med Jernhaand tvinger Samfundet sine Individer til at se "den rige Mand" som et af Livets største eftertragtelsesværdige Idealer. Og derfor bliver alle, der lever i Glansen af Rigdom tilbedt eller dyrket.

Er det ikke netop saaledes, at en Forretnings Personale anderledes staar paa Pinde for den rige Kunde, Arvingen til Millioner, der maaske ikke engang er vænnet til at udføre det nyttige Arbejde at betjene sig selv, klæde sig selv af og paa, end for den gamle af Arbejdets Slid og Slæb krumbøjede og knoklede fattige Mand? – Hvad eller hvem er det, man her dyrker? – Var det Arbejdet, da maatte man jo bære den [slut på side 2] udslidte og knoklede fattige gamle Mand i Guldstol. Men gør man det? – Er han ikke nærmest en lille Smule foragtet ved Siden af Millionarvingen? –

Men er det da selve Mennesket bag Millionerne, man nærer saa overordentlig stor Sympati for? – Nej, absolut ikke. Hvorledes tror man, det vilde gaa, hvis det samme Menneske pludselig mistede sin Formue og fattig og lurvet kom ind i den samme Forretning for at købe et eller andet paa Kredit? – Tror man saa Personalet eller Forretningens Indehavere vilde snuble over hverandre i overdreven Hastværk for at kunne imødekomme nævnte Persons mindste Ønsker?–

Nej, det er ikke Personen eller Mennesket, men Millionerne, der hyldes. Hvor Guldet gaar hen, der følger Tilbedelsen efter. Det er i Lyset af ens store Besiddelser, i Lyset af ens Gulds Glimmer, at Verden lettest faar Øje paa en. Det er denne Glimmer, der lettest giver Adgang til Verdens Favorisering og Hyldest.

Rædslen for at blive økonomisk undertrykt, Angsten for at gaa til Grunde i Trældom, Armod og Subsistensløshed gør saaledes Dyrkelsen af Guldet, hvilket vil sige Udvikling af Evnen til at tilegne sig Kapital eller Formue, til Selvopholdelsesdriftens Betingelse Nr. 1. Alt, hvad der kan give Kapital eller Velstand, er saaledes Hovedfaktorer i den daglige Tilværelse.

Da alle Værdier i Dag allerede er beslaglagte, eksisterer som andre Menneskers Privatejendom, kommer disse Faktorer til at gaa ud paa, hvorledes man bedst kan komme i Besiddelse af disse Værdier, der saaledes "ejes" af andre. De mest primitive af disse Faktorer er simpelt Røveri, hvilket vil sige med raa og brutal Magt at tilegne sig sin Næstes Besiddelser. Denne Form for Tilegnelse af Værdier er i stor Udstrækning førende indenfor primitive eller vilde Folkestammer, men findes ogsaa indenfor en vis Klasse Mennesker indenfor den saakaldte "Civilisation".

Da man her har forbudt denne primitive Form for Tilegnelse af sin Næstes Besiddelser, bliver denne Klasse Mennesker, der saaledes i Virkeligheden kun er "Naturmennesker", "Lovovertrædere" og paadrager sig Civilisationens Forfølgelse og Straf. Denne Klasse Mennesker kalder vi "Forbrydere". Dette gælder dog ikke, naar Røveriet sker under Begrebet "Krig", hvilket igen vil sige, naar Røveriet sker paa Basis af et helt Folks Ønske eller Beslutning om at tilegne sig et andet Folks Besiddelser. Her er det endnu "Heltedaad", der velsignes og hædres ved Salutering, Parader og Ordener.

Nu vil man maaske mene, at dette dog er berettiget og naturligt, naar der er Tale om en "Forsvarskrig". Men hvor findes en saadan i Dag? – Tror man, der findes nogen nuværende eller kommende krigsførende Magt, der ikke foregøgler sig at føre "Forsvarskrig", ligegyldigt hvor aabenlys en Angrebskrig denne saa end maatte være? – Er det ikke en af den nuværende Civilisations Frugter, at alle kæmper under Begrebet "Forsvar"? –

Og hvad er det saa, der forsvares? – Er det ikke almengældende, at ethvert Folks Besiddelser og Landegrænser er Realiteter, der engang af samme Folk eller dets Forfædre er tilegnet ved Angreb og Overfald? – Kan disse frakendes at være "røvede Besiddelser"? – At man har "ejet" disse i lange Tidsperioder, maaske lige fra Oldtiden, forandrer jo ikke Princippet. Og en Krig, der er et Forsvar for "røvede Besiddelser", er den ikke ligesaa berettiget at udtrykkes som "Angrebskrig", som en moderne Angrebskrig i det tyvende Aarhundrede er berettiget at kaldes en "Forsvarskrig"? –

Hvad er saa "Angrebskrig", og hvad er "Forsvarskrig"? – Er det ikke saaledes, at Begrebet "Forsvarskrig" er en Betegnelse, ved hvilken Menneskene camouflerer Sandheden ved enhver Krig? – Kosmisk set bliver absolut alle Krige uden Undtagelse at identificere som "Angrebskrige", idet intet som helst af Verdens Landomraader med deres Livsfornødenheder og Raastofværdier er givet som absolut "Privatejendom" til det eller det Folk, til denne eller hin Stat. At Verdens Landomraader ikke desto mindre i Dag er inddelt i "Privatejendomme" [slut på side 3] mellem Folkene skyldes jo udelukkende kun Angrebsprincippet, hvilket vil sige "Røveriprincippet", den raa og brutale Tilraning ved overlegen Magtudfoldelse.

Denne Form for Tilegnelse af Værdier tolereres altsaa kun imellem Nationerne, hvor der endnu ikke findes noget realistisk, internationalt eller fælles Retsvæsen. Imellem Samfundenes Individer indbyrdes har man forlængst afskaffet denne primitive Form for Tilegnelse og gjort den strafbar. Men idet man saaledes har gjort Røveriet strafbart, og samtidig ved fejlagtig Samfundsadministration i stor Stil gør det til Selvopholdelsesdrift eller tvingende Nødvendighed for de enkelte Mennesker at begære sin Næstes Gods, har disse Begær affødt en ny Metode, ved hvilken man kan komme i Besiddelse af noget af dette Gods uden at bruge den skæbnesvangre og strafbare Magt. Denne Metode kendes under Begrebet "Tyveri". Samme Metode gaar som bekendt ud paa "hemmeligt" at tilegne sig Værdier tilhørende sin Næste. Ved at tilegne sig disse hemmeligt, og ved stadigt at kunne unddrage denne sin Handling Opdagelse, kan man saaledes undgaa den for samme Handling eksisterende Straf og lovpligtige Erstatning for de tilegnede Værdier.

Tyveri udgør saaledes en Metode, ved hvilken man i heldigste Tilfælde kan tilegne sig Værdier tilhørende sin Næste ved en mindre Risiko end ved den farlige Røverimetode. Men da Tyveriet ogsaa er strafbart, samtidigt med at de fleste Mennesker beskytter deres Ejendele bag Laas og Slaa, bag Pladshunde og Vagtfunktionærer, har Urinstinkterne bag Selvopholdelsesdriften fundet Udløsning gennem endnu mere raffinerede Metoder til ydelsesfrit at tilegne sig Gods og Guld paa end ved Røveri og Tyveri. Af disse Metoder er den simpleste, ligesom de to foran beskrevne, strafbar og kendes under Begrebet "Bedrageri".

Denne Metode gaar udelukkende ud paa at bluffe den, hvis Ejendele man ønsker at tilegne sig saa ydelsesfrit som muligt. Dette vil altsaa igen sige en Metode, der i særlig Grad er baseret paa Evnen til at kunne betjene sig af at lyve. "Bedrageren" søger altsaa ved Hjælp af Usandhed at tilsløre for den, han vil bedrage, de faktiske eller virkelige Forhold. Denne Tilsløring foregaar naturligvis paa en saadan Maade, at hans Offer faar Opfattelsen af, at dette, at efterkomme hans (Bedragerens) Ønske paa de af ham forelagte Betingelser, er en umaadelig økonomisk eller paa anden Maade gavnlig Gevinst. Men bag efter, naar Bedrageren er over alle Bjærge med sit Bytte, opdager hans Offer, at de forventede Fordele ved Efterkommelsen af Bedragerens Ønsker slet ikke eksisterer, men var det pure Opspind. Og dette staar da tilbage med en Erfaring rigere, men som Regel med en Ejendel fattigere.
 

Reklame som maskeret Gavepropaganda.

Ovennævnte grove og simple Urmetoder eller dyriske Former for Tilegnelse af Værdier har Udviklingen af Civilisation som før nævnt gjort strafbare, og Anvendelsen af disse Metoder gør derved deres Ophav til "Lovovertrædere" eller "Forbrydere". Men Civilisationen har ikke i samme Grad været i Stand til at fuldkommengøre Fordelingen eller Administrationen af de materielle Værdier i en tilsvarende Grad. Vort daglige Brød eksisterer stadigt som vor Næstes "Privatejendom". Som Følge heraf er samme Civilisation nødsaget til at maatte tolerere en Metode for Varefordeling, vi kalder "Forretning". Denne Metode, der i sin kosmiske Analyse gaar ud paa Princippet "samme Værdi for samme Værdi", er saaledes logisk eller fuldkommen reel i sin sande Natur. Men et saadant ophøjet Stade formaar Civilisationen endnu ikke at opretholde denne paa. Og al Handel foregaar derfor som Regel ikke under Princippet "lige Værdier for lige Værdier", men derimod under Princippet "mindre Værdier betales med større Værdier". Dette vil altsaa sige, at en Vare ikke alene maa betales med dens reelle Værdi, men at der ogsaa maa ydes nogle Procent ekstra Værdier. Hvor mange Procent ekstra Værdier der saaledes maa ydes for Varen, vil, som vi af det følgende [slut på side 4] vil se, være lige akkurat den allerhøjeste Pris, som Sælgeren under de forhaanden værende Omstændigheder kan tvinge Køberen til at betale.

Da Civilisationen i sin Omskabelse af Verdensværdierne fra "Privatejendom" til samlet "Folkeejendom" for den samlede Verdensbefolkning uafhængigt af Nationer og Stater kun er i sin spæde Begyndelse, (se fjerde Kapitel af Livets Bog), og ethvert uformuende Menneskes Eksistensmulighed faktisk kun eksisterer som de formuende Menneskers "Privatejendom", og derfor som en "Handelsvare" nødvendigvis maa købes af disse, er det givet, at Uformuenhed ikke er populær, og at Rædslen eller Angsten for Fattigdom eller Armod sidder de allerfleste i Blodet. Den, der har Værdier, ser saaledes en stor Risiko i at miste dem og giver dem ikke ret gerne fra sig, men vil allerhelst i de fleste Tilfælde benytte dem til at tilegne sig endnu flere Værdier for.

Men naar den, af hvem det uformuende eller ubemidlede Menneske nødvendigvis er tvungen til at købe sin Eksistens, er saaledes indstillet med Hensyn til dette Salg, er det en Selvfølge, at dette i stor Udstrækning kommer til at blive en Kontrast til det, det i Virkeligheden skulde være i Følge dets kosmiske Analyse: "lige Værdier for lige Værdier". Det er givet, at Køberen kommer til at betale "dyrt", naar Sælgeren saaledes kun er interesseret i at sælge for saa høj en Pris, som overhovedet kan opnaas, ganske uafhængigt af Varens virkelige eller reelle Værdi.

Men at forlange mindre Værdier betalt med større Værdier er jo "Bedrageri". Da Civilisationen ogsaa gaar imod dette med sit Lov- og Retsvæsen, kan en saadan Handel jo kun finde Sted i Tilfælde, hvor den er camoufleret paa en saadan Maade, at den tilsyneladende er reel, hvilket altsaa vil sige opfylder Princippet "lige Værdier for lige Værdier". Følgen heraf er saa igen blevet, at man i stor Stil i Forretningsverdenen ligefrem har udviklet sig til Genialitet med Hensyn til Evnen til at befordre eller praktisere denne Bedrageriprincippet beskyttende Camouflage.

En stor Hjælp hertil har Forretningsverdenen i den Realitet, vi kalder "Reklame". Denne skulde, kosmisk set, kun udgøre en reel Oplysning om Varens Eksistens, dens virkelige og sande Værdi, hvilket vil sige, hvad den koster at fremstille, altsaa en aabenlys og sand Erklæring om Materialværdi og Arbejdsløn. Men er den moderne Reklame saaledes? – Er det ikke saaledes, at nævnte Oplysning er en "Forretningshemmelighed"? – Og er den nævnte Reklame ikke blevet et Middel, ved hvilket nævnte Oplysning yderligere i allerhøjeste Grad søges tilsløret? – Er denne ikke blevet et Redskab, ved hvilket man i størst mulig Udstrækning søger at suggerere Kunden til at tro paa saa og saa mange Fordele ved at handle med en? – Er der ikke store Firmaer, der betaler Millioner af Kroner aarligt for at holde en saadan Propaganda eller Suggereringskunst gaaende? – Forsøger disse ikke ved pragtfuldt udførte Kataloger, og ved Annoncer, der fylder hele eller halve kostbare Sider i de gængse største Dag- og Ugeblade, at fortælle hvor uendeligt "billigt", man kan købe hos dem? –

Men at købe "billigt" er jo, kosmisk set, det samme som at betale en mindre Værdi for en større, hvilket altsaa vil sige, at man i et saadant Tilfælde faar noget foræret. Reklamemillionerne opretholder saaledes en Propaganda eller Underretning til Kunderne om, at man faar saa eller saa meget "foræret" ved at handle med de paagældende Firmaer. Men hvor kommer Reklamemillionerne fra? – Hvorledes kan et Firma eksistere paa den Basis, kun at lade Kunderne betale "mindre Værdier for større Værdier"? – Det maa da give et stigende Underskud med en sluttelig uundgaaelig Ruin. Men er den almengældende Kendsgerning ikke det modsatte heraf? – Ser man ikke mange Stormagasiner med kostbar Reklame vokse i Velstand og Luksus, give større eller mindre Udbytte til Aktionærer eller Indehavere? – Hvor kommer disse Værdier fra? – Fra Kunderne kan disse jo ikke komme, idet disse, i Følge de paagældende Firmaers egen kostbare Reklamepropaganda, som før paavist, kun [slut på side 5] sælger med Tab. Hvad er det da for en hemmelig Rigdomskilde, disse Firmaer saa gavmildt kan øse af, at de indtil en vis Grad næsten er at betragte som filantropiske?–

Mon der ikke er noget galt ved Antagelsen her? – Mon ikke den hemmelige Rigdomskilde er – Kunderne? – Mon ikke den annoncerede "Underpris" er en Maskering, der dækker over den Omstændighed, at det er en Overpris Kunden i Virkeligheden betaler? – Dette vil altsaa igen sige, at Firmaet slet ikke leverer "større Værdier mod mindre Værdier som Betaling", men at det derimod er Kunden, der betaler "større Værdier for mindre Værdier". Kunden betaler saaledes ikke alene den modtagne Vare med den reelle Pris, men han er ogsaa med til at betale Firmaet de Penge, der blandt andet sætter dette i Stand til at foretage den Reklame, ved hvilken han selv bliver suggereret eller indbildt den Tro, at han har gjort et godt Køb, har faaet sin Vare "billigt", har faaet noget "foræret". Og med denne Tro er han glad og bliver inspireret til en ny Handel med de "fordelagtige" Firmaer. Og man forstaar saaledes bedre, hvorfor Firmaerne har deres "Forretningshemmeligheder".

Ovennævnte maa naturligvis ikke opfattes som en ond Kritik af noget bestemt enkelt Firma, idet en saadan jo vilde være meningsløs eller ukærlig. Hele Problemet er derimod kun at opfatte som et Udviklingsspørgsmaal. De gældende Forhold er Frugterne af eller Kendetegnene for en bestemt Udviklingsstandard og er kun paapeget her for at vise, at den gældende Samfundsordning netop er paa denne Standard, hvis Natur det altsaa er at give sig Udtryk igennem de her nævnte Forhold og derigennem er medbestemmende paa Menneskenes nuværende Mentalitet og Indstilling til Livets fornemste eller helligste Princip, dette "at give".

(Sluttes.)
>>