Stjernesymbol i menu


Ældre årgange af Kosmos mv.

<<    2:2

Martinus

ÅND OG
ELEKTRICITET II

Elektricitetens anvendelse

Den fysiske videnskab og teknik er i dette århundrede nået umådelig langt i sammenligning med, hvad man kunne præstere inden for disse områder i tidligere århundreder af vor kulturepoke. Denne kolossale udvikling er for en meget stor del forårsaget af, at man opdagede og forstod at udnytte elektriciteten. Det moderne menneske trykker blot på knapper, så kommer der lys, eller det sætter en motor i et brugsredskab i gang, eller lukker op for radio eller fjernsyn. Det koger muligvis sin mad ved hjælp af elektricitet, og det kører i sporvogn og elektrisk tog til arbejdet, hvor det på mangfoldige måder anvender elektricitet i maskiner, der varierer fra små let håndterlige apparater til kæmpemæssige dynamoer og kraftmaskiner.

Alt dette er blevet så dagligdags og vanebetonet, at man ikke ser noget vidunderligt i det, eller - hvis man da ikke er fagmand - tænker over, hvad det egentlig er, der foregår. Og mennesket tænker slet ikke på, at for at det skal kunne betjene disse apparater og maskiner, ja, for at det i det hele taget kan udføre, hvad det vil og tænker, må der også foregå elektriske processer i dets egen organisme. Al bevægelse er forårsaget af spændinger, som udløses, og nye spændinger, som opstår. Elektriske og kemiske processer indvirker på hinanden i vor organisme og vort nervesystem, som er et meget fint opbygget maskineri. Men det levende væsen er ikke, som nogle materialistisk indstillede forskere får mange til at tro, blot et kemisk-elektrisk maskineri, Det er et levende åndeligt væsen, som anvender nævnte maskineri så længe, det kan bruges; og selv om et menneske dør, som man siger, er det ikke det levende væsen, som er død. Det er dets organiske apparatur, der er kortsluttet. Ligesom elektriciteten stadig findes, selv om en lampe eller en maskine går i stykker, eksisterer det væsen også efter legemets død, som belivede samme legeme med sin ånds elektriske kræfter og spændinger.
 

Religion og materialisme vil afløses af åndelig videnskab

Mennesket har altså - uden at vide det - anvendt elektricitet længe før, end det fandt frem til den i naturen og fandt på at bruge den i teknikkens tjeneste, og det har det, fordi dette at være et levende væsen faktisk er det samme som at være et elektrisk væsen. Arbejdet med stråler og bølger og elektro-magnetiske kræfter inden for teknik og videnskab vil lidt efter lidt føre menneskeheden frem til at blive mindre materialistisk, idet man bliver klar over, at materien, et hvilket som helst stof, ikke blot er det, det ser ud til at være. Det består af partikler og tomrum, men "tomrummet" er gennemstrømmet af stråler og bølger, og partiklerne er omgivet af kraftfelter, der består af mange slags vibrationer og bølgelængder. [slut på side 43]

Naturligvis er disse opdagelser ikke nok til at ændre menneskers livsindstilling fra at være materialistisk til at blive en indstilling på ånd. Men andre faktorer i menneskehedens skæbne, bl. a. krige, sygdomme, sociale spændinger, økonomiske vanskeligheder og seksuelle problemer vil medvirke til, at flere og flere mennesker bliver søgende. En materialistisk livsanskuelse er ikke nok for dem, og den gamle religiøse livsindstilling baseret på dogmer og blind tro føler de sig ikke mere inspireret af. Det vil da ganske naturligt blive en åndelig videnskab, som vil afløse religionen og føre den fysiske videnskab frem til forståelse af livets og universets åndelige love og evige principper. I fremtidens videnskab er der dog én faktor, som vil komme til at spille en førende rolle, hvad den ikke gør i nutidens videnskab, og det er moralen.
 

Elektricitet i tre dimensioner

Midt imellem mikrokosmos, dvs. organernes, cellernes, molekylernes og atomernes verdener, og makrokosmos: klodernes, solsystemernes og mælkevejenes verdener, oplever menneskene verden, en verden, som derfor naturligt kan kaldes "mellemkosmos". Og lige som det er elektriske kræfter, der står bagved bevægelserne i mikro- og makrokosmos, er det også elektricitet, som sætter de mellemkosmiske bevægelser i gang. Man må altså kosmisk set skelne mellem makro-, mellem- og mikrokosmisk elektricitet, hvilket ganske vist alt sammen er psykisk kraft eller psykisk materie, men anvendt henholdsvis af levende væsener i makrokosmos, mellemkosmos og mikrokosmos. Når videnskaben når tilstrækkelig langt i udvikling, vil den anerkende begrebet "ånd" og forstå, at ånd er psykisk kraft eller stråleformig materie fremtrædende i tre dimensioner, svarende til de tre kosmos.

I vor tid ved menneskene ikke så meget om åndelige kræfter, de ved langt mere om elektricitet, selv om de heller ikke ved, hvad elektricitet er. Hvad er det, menneskene i almindelighed kalder "elektricitet", og som de anvender i stor udstrækning i kraftmaskiner og lamper? Det er makrokosmisk elektricitet, og det vil igen sige, at det er makrokosmisk ånd. Menneskene tror, at elektricitet er en ren fysisk kraft, fordi de til en vis grad kan måle den, ligesom de kan måle fysiske materier. Det ændrer dog ikke dens kosmiske analyse som makrokosmisk ånd. Den er en del af jordklodens bevidsthedskraft og hører således med til samme væsens psykiske struktur. Den er en psykisk kraft fra et spiralkredsløb, der ligger over menneskenes, et spiralkredsløb, i hvilket jordkloden som levende væsen befinder sig.
 

Elektricitet og "magi"

Ligesom jordmenneskene til en vis grad kan jonglere med jordklodens fysiske materier for dermed at opretholde deres fysiske liv - fx. ved at så og høste markens afgrøde og på anden måde udvinde deres føde af den fysiske materie, og ved at bygge huse og lave redskaber og maskiner osv. - således kan de også efterhånden til en vis grad jonglere med samme jordklodes psykiske kraft, selv om de ikke aner, at jordkloden er et levende væsen, i hvis organisme de befinder sig. En sådan viden har dog eksisteret og eksisterer hos mennesker, der er indviet i livslovene. I fortiden var der indviede væsener på jorden, som havde særlige [slut på side 44] opgaver i forbindelse med menneskehedens udvikling. Disse indviede benyttede sig ved visse lejligheder af magisk kraft, som man kaldte det. Og senere tiders mennesker har opfattet magien som noget "overnaturligt". Alt hvad der i Bibelen fortælles om såkaldte overnaturlige hændelser i forbindelse med Pagtens Ark og Salomons Tempel har højst sandsynligt været elektriske fænomener. Der fortælles jo ligefrem i skildringen af templets opførelse i det gamle Testamente, at der var kobberstøtter omvundet med tråd, et støbt hav og meget andet, som man almindeligvis blot har opfattet som prydelser. Men det har været et kæmpemæssigt elektro-element, hvis udladninger ved indvielsen af templet var så stærke, at præsterne faldt til jorden. En sky af "Herrens herlighed" fyldte huset. Så vil en og anden måske sige: "Nå, var det ikke andet end elektricitet". Men eftersom vedkommende faktisk ikke ved, hvad elektricitet er, og eftersom det er elektriske kræfter, der som guddommelige kræfter virker både i makro-, mellem- og mikrokosmos, og som bevirker al skabelse, forvandling; nedbrydning og fornyelse i universet, kan man dårligt anvende ordet "kun" i den forbindelse.
 

Fra magi gennem materialisme til bevidst beherskelse af livskraften

Det er ikke meningen, at elektricitet skal anvendes som "magi" i menneskehedens videre udvikling. Men det var en vigtig faktor i visse af dens udviklingsstadier, medens den endnu blev ledet af indviede væsener, som var inkarneret i fysisk materie.

Kendskabet til disse højere naturlige kræfter, som af de uindviede blev betragtet som "overnaturlige" er imidlertid næsten gået tabt for menneskeheden, efterhånden som inkarnationerne af indviede væsener blev sjældnere, og dens fysiske ledelse mere og mere overgik til uindviede væsener. Disse har ført menneskeheden frem mod materialisme og gudløshed, men også mod videnskab og teknik. Nu kender man elektriciteten og kan anvende den, men ved ikke, hvad den er. Men lige så lidt, som "magien" skal vende tilbage, skal elektriciteten vedblive at være noget, man tror er fysisk og ikke ved, hvad er. Det er af den allerstørste betydning, at de jordiske mennesker lærer at forstå og beherske de elektriske kræfter, ikke blot den makro-elektricitet, som vi kalder "elektricitet", og som i virkeligheden er en del af jordklodevæsenets livskraft, men også den elektricitet eller den livskraft, der gennemstrømmer menneskenes eget nervesystem og fysiske organisme. Her gælder det nemlig at undgå kortslutninger; thi sygdomme, psykiske såvel som fysiske, og megen anden jordmenneskelig elendighed er i virkeligheden virkninger af jordmenneskenes egne bevidsthedsmæssige eller åndelige kortslutninger.

Vi ved, at naturen omkring os såvel som vor egen organisme består af faste, flydende og luftformige stoffer eller materier. Mennesket af i dag begynder også at vide noget om, at stråler og bølger spiller en væsentlig rolle i naturen og i os selv. Vi kan altså til de tre andre former for materie føje den stråleformige. Der er blot den væsentlige forskel mellem de tre førstnævnte materier og den stråleformige materie, at sidstnævnte i sin renkultur er totalt utilgængelig for direkte fysisk sansning. Den kan kun erkendes igennem dens indvirkning på de for sansningen fremtrædende fysiske materier. [slut på side 45]
 

Løsningen på stoffets mysterium er: ånd

Når vi oplever de fysiske materiers reaktionsevne, deres farver og former, deres forvandling, deres fremtræden i fast, flydende og luftformig tilstand, deres bevægelse og vibration, skyldes alt dette den i disse stoffer eksisterende usynlige kraft eller stråleformige materie, der er det samme som psykisk kraft eller ånd. Med hensyn til materierne i menneskets egen organisme, så er de bygget op af mikroorganismer, der er legemer for levende mikrovæsener, altså væsener i underliggende spiralkredsløb. Når alle disse væsener befinder sig i vor organisme og ikke i en anden organisme, er det fordi vi med vor bevidstheds elektriske vibrationer og bølgelængder har tiltrukket netop disse levende væsener. I princippet er det samme årsag, som ligger til grund for, at vi befinder os som mikrovæsener i jordklodevæsenets organisme. Det er fordi vi er på bølgelængde med dette makrovæsen, som har tiltrukket os. Ellers var vi født på en anden klode.

Der er altså en nøje strålemæssig kontakt mellem et makrovæsens psykiske eller stråleformige energier og mikrovæsenernes psykiske eller stråleformige energier. Hvis ikke der var det, ville nævnte mikroindividers kraft ikke kunne fortsættes og derved danne en for makrovæsenet passende fysisk organisme.

Den mikrokosmiske elektricitet er mikroindividernes bevidsthed, ånd eller psykiske kraft. Men det er ikke denne kraft, der opretholder organismen og fornyer den. Det er menneskets bevidsthedskræfter, der gør det. Det er menneskets ånd eller den mellemkosmiske elektricitet, der som en usynlig kraft gennemstråler hele organismen. Når et mennesker dør, som vi kalder det, dvs. når dets fysiske organisme bliver et lig, er det denne usynlige kraft, der har forladt den. Legemet er ikke mere belivet af mellemkosmisk elektricitet; men denne kraft eksisterer stadig, da den jo er en udstråling fra væsenets overbevidsthed. Den "afdøde" oplever og skaber da ikke mere på det fysiske plan gennem en fysisk organisme. Men vedkommende væsen oplever nu den stråleformige verden, en verden af stråler og bølger eller en åndelig verden; der er akkurat lige så naturlig som den fysiske verden, selv om lovene fungerer lidt anderledes der, end på det fysiske plan.
 

Den hellige ånd er ånd, der udløser kærlighedsmanifestationer

Det levende væsen er altså primært et elektrisk væsen eller et åndeligt væsen. Og når det begynder at forstå det og at tænke og handle ud fra denne forståelse, vil meget i dets liv kunne ændres og dermed hele dets fremtidige skæbnedannelse. Ikke mindst vil det kunne få betydning, at det forstår, at begrebet næstekærlighed har både et mikrokosmisk og et mellemkosmisk perspektiv. Fra Bibelen kender vi kun det mellemkosmiske: vor næste som medmennesket i hverdagen, efterhånden også udvidet til dyr og planter. Men alle de levende væsener, der lever, røres og er til i vor fysiske organisme er også vor næste. Hvorfor har Kristus da ikke fortalt det? Fordi hans omgivelser og mennesker i mange følgende århundreder absolut ikke ville kunne forstå ham. De havde svært nok ved at følge med i meget af det, han fortalte. Men han sagde jo netop, at Faderen skulle sende sandhedens ånd, som skulle tage af hans og give til menneskene og forkynde om [slut på side 46] de kommende ting og vejlede til hele sandheden. Gennem den fysiske videnskabs og tekniks udvikling er der nu gjort et forarbejde, således at mennesket, når det bliver træt af den materialistiske livsanskuelse, kan føre dette arbejde videre som en åndelig videnskab, og i dette arbejde vil kosmologien blive den inspirerende faktor. Men som jeg før omtalte: i den videnskab vil moralen komme til at spille en væsentlig rolle, ikke en moral, der med løftet pegefinger siger: "Du må ikke" og "du skal", men en moral bygget på næstekærlighedsprincippet; også til vor næste i mikrokosmos. Had, hævnfølelse, vrede, bitterhed, irritation, jalousi, surhed, angst og depression er psykiske kræfter, som ikke blot laver ravage og ulykke i forhold til vor næste i mellemkosmos. Disse energier eller psykiske kræfter laver mindst lige så store katastrofer i vor egen organisme som elektriske kortslutninger. Man skulle blot vide, hvilke naturkatastrofer et hidsighedsanfald kan forårsage for mikrovæsenerne, der lever i vort hjerte- eller lungeområde. Eller hvor katastrofalt en angstneurose eller depression kan virke for de væsener, der tilsammen udgør vore maveregioner, så ville menneskene prøve at beherske deres sind lidt mere. Samtidig giver sådanne anfald dispositioner til sygdomme, ja, de sætter måske sygdommen i gang. Også her behandler vi vor næste ilde og må høste som vi har sået. Men når mennesket i kærlighed åbner sit sind for sin næste i mikro- og mellemkosmos, da vil også den evige Guddoms hellige ånd drage samme væsen mod større og større oplevelseshorisonter i dets evige udvikling.

(Ovenstående foredrag blev holdt af Martinus i Instituttets foredragssal mandag den 25. april 1960. Det er bearbejdet til KOSMOS af Mogens Møller).