Stjernesymbol i menu


Ældre årgange af Kosmos mv.


 

Dyrets angstskrig er den første spæde form for bøn

Årtusinde efter årtusinde, ja, så langt tilbage, som der overhovedet har været jordmenneskelig historie, har de jordiske mennesker været indstillet på, at der findes en åndelig verden med åndelige væsener. De har troet på ting, der for dem var "overnaturlige", og de har ligefrem ment, at den åndelige verden og dens beboere, guder, ånder, engle, dæmoner og djævle var de primære væsener, at de var livets og dødens og dermed menneskenes beherskere. Indstillingen på en åndelig verden kan vi spore helt tilbage til dyreriget, idet dyrets angstskrig, når det overfaldes, ikke er andet end en instinktiv eller ubevidst henvendelse om hjælp til et ukendt forsyn. Angstskriget er den første spæde form for bøn og dermed for det levende væsens indstilling fra den fysiske verden mod en åndelig verden. Denne evne, der spirer i dyrets psyke, bliver senere i udviklingen til en stærk psykisk magt og sansebegavelse, som kommer til at spille en meget stor rolle for opbygningen af jordmenneskelig kultur, idet religionen gennem lange tider er de skiftende kulturers fundament.

I dag er videnskabens verdensbillede ved at afløse religionernes verdensbillede

I vor tid er det anderledes, og det får nogle mennesker til at tro, at religion og i det hele taget indstillingen på en åndelig verden bag den fysiske uhjælpeligt har spillet fallit og aldrig mere vil komme til at indtage en positiv og aktiv stilling i kulturlivet. Man har den opfattelse, at religiøse menneskers livsindstilling blot er naiv overtro. Det er klart, mener man, at de primitive naturmennesker blot har en meget livlig fantasi, som får dem til at nære alskens overtro, og denne fantasi og overtro er så blevet kultiveret gennem tiderne og er derved blevet til de store verdensreligioner med alle deres forskellige sekter og trossamfund, som endnu florerer, selv om de er degenererende. Først nu, hvor videnskabens verdensbillede afløser religionernes, er menneskene ved at komme til fornuft, mener man, og begynder at erkende den virkelighed, de er omgivet af, uden at behøve guders eller ånders hjælp.

Vore fysiske funktioner er sansereaktioner mellem et oplevende Noget eller Jeget og materien

Men hvis der nu slet ikke er nogen guddom, noget forsyn eller nogen åndelig verden til, hvordan kan det da være, at de levende væsener i så overvældende grad først instinktmæssigt og senere bevidsthedsmæssigt har regnet med deres eksistens? I en [slut på side 27] vis periode er menneskene endda rent følelsesmæssigt så stærkt indstillet derpå, at al tvivl er udelukket. Hvordan kan noget "ikke-eksisterende", noget "absolut intet" udløse en så omfattende mental indstilling og beherskelse af de levende væsener? "Noget" kan dog ikke blive til af "intet", såvel som "intet kan blive til "noget". Der må jo eksistere noget, der har fremkaldt den religiøse sans. En opfattelse af en ting kan ikke blive til, uden at "denne ting" på en eller anden måde har indvirket på det levende væsens psyke. Den opfattelse, vedkommende væsen får af "tingen", er naturligvis afhængig af væsenets sanse- og oplevelsesevne, som kan være mere eller mindre udviklet, men "noget" er årsag til oplevelsen og opfattelsen, selv om den, der oplever, kun har en begrænset evne til at opfatte og give udtryk for sin opfattelse. Hvordan skulle vi have fået en evne til at se, hvis ikke lyset havde indvirket ikke blot på vore fysiske øjne, men også på vor psyke? Det samme gælder naturligvis oprindelsen af alle vore øvrige sanser. Hvis ikke der var energier, der strålede os i møde fra omverdenen, ville vi aldrig være blevet i stand til at se, høre, føle, lugte eller smage. Alle disse sanseevner er udviklet gennem årmillioner ved naturens påvirkning af de levende væseners organismer. Vort fysiske legeme udgør i virkeligheden én eneste stor kombination af sanseevner, som er blevet til efterhånden igennem en påvirkning fra den ydre verdens forskellige energiarter. Det er ikke blot dette at kunne se og høre, lugte, smage og føle, der er sansereaktioner, vort åndedræt, vort blodomløb, vore kirtelfunktioner, vor bevægelsesevne, ja alle vore fysiske funktioner er i sin dybeste analyse sansereaktioner, dvs en vekselvirkning mellem et oplevende "noget" eller "jeg" og materien. Kommer et væsen til at opleve en særlig påvirkning af en energiart fra omverdenen, vil denne efterhånden afføde en vekselvirkning mellem individet og den ydre verdens specielle energi eller materieområde. Først er denne vekselvirkning ubevidst eller instinktmæssig for efterhånden at blive til vågen dagsbevidsthed igennem de af denne vekselvirkning opståede organer, der i virkeligheden er det samme som sanseevner. På denne måde er alle vore organer og sanser opstået. Ved vekselvirkningen er det levende væsens urbegær blevet til specielle begær efter at opleve den ydre verdens energier mere og mere detaljeret og til at forstærke visse behagsfornemmelser og svække fornemmelser af ubehag.

Det levende væsen er et åndeligt væsen og lever i en åndelig verden

Dyrets angstskrig er rettet mod et universelt kraftcenter, som det fornemmer med sit instinkt. Det har været under påvirkning fra dette universelle kraftfelt gennem umindelige tider og kan nu fornemme det så stærkt, at det instinktivt koncentrerer sine sidste fysiske kræfter i den udfoldelse, der fysisk lader sig høre som skriget. Men det er jo ingen vekselvirkning, vil man sige fra et materialistisk synspunkt. Nej, for materialisten er alt jo slut med døden. Men set fra et kosmisk synspunkt er det ikke således. Set i dette perspektiv er den fysiske organisme, som dør, blot "jeg"ets og bevidsthedens redskab, et redskab, som registrerer ydre fysisk påvirkning, og som kan påvirke andre fysiske legemer. Ved denne vekselvirkning har "jeg"et og bevidstheden, som er af elektrisk natur, opnået en evne til at bygge sig bedre og bedre organismer med mere og mere fintmærkende organer eller sanseredskaber. Hele udviklingen fra mineralrige gennem plante- og dyrerige til det [slut på side 28] jordiske menneske er baseret på det princip. Og det kan det kun være, fordi det levende væsen er et åndeligt væsen, som lever i en åndelig verden. Det fysiske plan er set i dette perspektiv blot et reaktionsplan, hvor årsager og virkninger kun udfoldes gennem særlige energikombinationer, men evnen til at kombinere energierne, skabeevnen og oplevelsesevnen er af rent åndelig karakter. Denne evne har, ligesom "jeg"et, eksisteret før organismens skabelse, og den eksisterer efter organismens død. Virkningen af sit angstskrig oplever dyret, der overfaldes og dræbes, naturligvis ikke gennem sin fysiske organismes sanseredskaber, som ved drabet bliver sat ud af funktion. Men selve angstskriget er jo ikke blot en fysisk udfoldelse, det er en virkning i den fysiske materie af dyrets mentale eller åndelige tilstand, som fortsætter uafhængig af det fysiske redskabs eller legemes død. I den åndelige verden, som er en ren elektrisk verden bestående af mentale bølgelængder, oplever dyret virkningen af sit angstskrig. Kan det da høres der? Nej, selve skriget er fysiske lydvibrationer, og kan naturligvis kun høres gennem fysiske sanseredskaber. Men den kraft, i dette tilfælde angsten, der sætter de fysiske vibrationer i gang, er af mental eller åndelig karakter og fornemmes derfor også af væsener, som er indstillet på denne bølgelængde, selv om de ikke har nogen fysisk organisme. Det vil i dette særlige tilfælde sige dyrets skytsånd, som bortsuggererer dets angst og hjælper det til hurtigt at befinde sig godt i den tilstand, hvori det nu skal leve en tid, indtil det atter kan opbygge sig et nyt redskab, hvorigennem det kan opleve og udvikles i den fysiske verden.

Det jordiske menneske kan endnu ikke med sin dagsbevidsthed fatte det "overnaturlige"

Hvad der her gælder for dyret, gælder naturligvis også for det jordiske menneske, hvis religiøse instinkt er baseret på en videre udvikling af de kræfter eller energier, som udfoldede sig, dengang jordmennesket endnu helt var dyr. Selv den mest hårdkogte ateist og materialist kan i nødens stund finde sig selv i bøn til den Gud eller det Forsyn, han måske for kort tid siden hånligt affejede som noget, kun børn og tåber kunne tro på, Altså, organet virker, selv om man vil benægte dets eksistens. Men hvad er nu årsagen til, at så mange mennesker i vor tid siger, at de ikke tror på Gud eller på, at der findes en åndelig verden og åndelige væsener? Nu har menneskene i årtusinder været indstillet på det åndelige, og så er det, som om tråden på én gang klippes over, og mennesket bliver ateist og materialist. Også det har sin naturlige forklaring, meget mere naturlig end det materialisten kalder naturligt. Den åndelige verden er ikke spor mere overnaturlig end den fysiske, og den fysiske verdens naturlighed kunne overhovedet ikke udfoldes, hvis ikke der var en åndelig natur bagved. Det "overnaturlige" er kun "overnaturligt", fordi det endnu ligger over det jordiske menneskes natur at fatte det med sin dagsbevidsthed, med både følelse, intelligens og intuition. Jordmenneskets forhold til religionerne har været baseret på dets instinkt og følelse, og udviklingen af de højere religioner, hvor det etiske stadig er kommet til at spille en større og større rolle, har appelleret stærkere og stærkere til dets følelsesliv, medens instinktet mere har virket i det skjulte og efterhånden er degenereret mere og mere. Det er også en naturlig proces, som kan sammenlignes med meget, der har fundet sted i den fysiske udvikling. Under udviklingen fra mineral til menneske har de jordiske mennesker naturligvis haft organer, [slut på side 29] som i en vis periode har været nødvendige, i planteriget og overgangsformer fra planteriget til dyreriget f.eks. Disse organer er degenereret efterhånden, som der ikke mere var brug for dem, nogle er helt forsvundet, andre eksisterer som rudimenter, og nye sanseredskaber og organer er ganske gradvis opstået gennem følgende inkarnationer i forhold til de begær, ønsker og længsler, der er opstået i de levende væseners bevidsthed. Det samme gælder også for de åndelige organer og sanseredskaber, hvorigennem mennesket danner sig hele sit verdensbillede. Fra dyretilstanden og helt op til det civiliserede menneskes tilstand har udviklingen været præget af, at de levende væsener er blevet mere og mere dagsbevidste i den fysiske virkelighed, som har udfoldet sig omkring dem. Deres reaktioner på naturens påvirkning er blevet mere og mere bevidst, hvilket er resulteret i, at de har gjort sig naturen underdanig på stadig flere og flere områder. Gennem denne vekselvirkning med naturkræfterne er deres logiske sans udviklet, og det er de blevet meget stolte af. De er ikke klar over, for så intelligente er de endnu ikke, at det, der i virkeligheden er sket, er, at de har lært af den intelligens og logiske skabelse, der udfolder sig i naturen, og som er resultatet af det levende væsens bevidsthedsudfoldelse, hvori de lever, røres og er, nemlig den evige Guddom.

Efterhånden som intuitionsevnen udvikles, vil mennesket blive i stand til dagsbevidst at opleve Gud og en åndelig tilværelse bag den fysiske

Det jordiske menneskes intelligens, evnen til logisk tænkning, som det er så stolt af, er i virkeligheden en evne, som endnu kun er ved at spire frem i dets bevidsthed. Det er begyndt at kunne bruge denne evne i forbindelse med fysisk sansning og fysisk skabelse. Man kan ved intelligensens hjælp orientere sig i den fysiske verden i et omfang, som menneskene aldrig tidligere har kunnet på samme måde, og resultatet er blevet, at menneskene bruger næsten al deres energi og skabeevne i koncentration på materien. Videnskab, teknik, politik, industrialisme, reklame og lignende materialistiske tankeklimaer dominerer vor tid og vil en tid fremover endnu dominere de jordiske menneskers tilværelse. Det er ganske naturligt, at det går sådan, men det er lige så naturligt, at også denne tilstand vil degenerere, efterhånden som de enkelte menneskers bevidsthed udvides gennem oplevelser og erfaringer, der danner nye organer og en ny sanseevne i deres åndelige og fysiske legemer. Det er jo netop det, der er ved at ske hos en del mennesker allerede. De er mætte af materialisme og ateisme, men deres instinkt er degenereret, så de ikke kan vende tilbage til gamle trosformer med dogmer og ritualer. For disse mennesker er der kun én vej frem, og det er at lære at bruge deres intelligens på det åndelige og ikke blot på det fysiske område. En ny evne, intuitionsevnen, ligger latent i deres bevidsthed og vil kunne udvikles, efterhånden som der kommer en vis balance i sindet mellem følelse og intelligens. I besiddelse af denne evne vil mennesket ikke mere behøve at tro på Gud eller på en åndelig tilværelse bag den fysiske, og det vil heller ikke behøve at tvivle derpå, det vil nemlig blive i stand til dagsbevidst at opleve begge dele som virkelighed. Det vil se, at det passede, at mennesket "ved at æde af frugterne på kundskabens træ skulle dø døden" i den betydning, at det en tid mistede kontakten med den åndelige virkelighed, som det selv er en del af, og troede, at det kunne dø. Men også, at det skulle nå videre og "blive ligesom Gud og kende forskel på godt og [slut på side 30] ondt", det er nemlig "opstandelsen fra de døde", det er den tilstand, alle mennesker gennem deres udvikling er på vej til. Engang vil menneskene se tilbage på materialismens tidsalder, som vi nu ser på primitive menneskers liv, men man vil samtidig kunne se, at denne epoke har været nødvendig for at lære mennesket at tænke logisk først i overensstemmelse med de fysiske love og derefter i overensstemmelse med de åndelige love, ikke som et blindt troende, instinktbetonet automatvæsen, men som et dagsbevidst, højintellektuelt "menneske i Guds billede", der stråler guddommelig kærlighed ud fra sin bevidsthed i tanke og handling og derfor bliver en guddommelig medarbejder.

M