Stjernesymbol i menu


Ældre årgange af Kosmos mv.

SØREN HAHN

FORSTANDS-ISSPILLET

Spilleregler

Måske vil en og anden læser kunne nikke genkendende til navnet på dette spil. Det stammer nemlig fra et af H. C. Andersens kendteste eventyr. Men det vil vi vende tilbage til om lidt. – Imidlertid: her og i det følgende vedtager vi at bruge "forstands-isspillet" som betegnelse for en særlig livsstil. Det er jo nemlig således, at spil, f.eks. et kortspil, bliver til på den måde, at man på forhånd aftaler at følge nogle bestemte regler. Og former tilværelsen sig ikke også sådan for os jordiske mennesker? – Joe, det kan man vist roligt sige, for vore begrænsede livserfaringer tegner netop billedet af vor livsopfattelse, der så igen styrer, regulerer og begrænser vores væremåde. Men måske er det hele alligevel lidt mere indviklet, for i "livets spil" høster man jo – i henhold til Martinus udførlige analyser – som man sår, og det medfører ikke blot, at spillet ændrer sig i takt med de ny erfaringer, som stadig føjes til, men også at et sådant spil med rette kan kaldes: et "skæbnespil".

Når Martinus vil forklare nogle reaktioner, plejer han at henføre dem til et eller andet blandingsforhold mellem kosmiske energier. Forstands-isspillet beskrives bedst ved at fremhæve to af disse – nemlig:

A.      TYNGDEENERGI, der fuldstændig dominerer spillet, og dét under mottoet: Enhver er sig selv nærmest! – og
 
B. INTELLIGENSENERGI, der uvægerlig får spilleren til at tænke: Alt kan regnes ud!
 
Da spillet nu imidlertid ændrer sig efterhånden, som det skrider frem, må også andre energier og energikombinationer nævnes:
 
C. DEN HUMANE EVNE, der er intelligensenergi reguleret af følelsesenergi – og omvendt. Den udvikles i spillerens bevidsthed lidt efter lidt, idet han eller hun (i det følgende af praktiske grunde bare: han, ham, hans) som følge af "sæd-høst princippet" tvinges ud i pinagtige situationer, der mobiliserer følelsesenergien og opleves som alt, hvad der kommer ind under begrebet "lidelser". Disse lidelser, som direkte eller indirekte leveres af medspillerne, opleves i mange gentagne variationer, indtil spillerens forestillingsevne forbinder sig så kraftigt med hans lidelseserfaringer, at han ligefrem ikke "nænner" at være den, der giver sådanne "kort" (lidelser) videre, [slut på side 138] men hellere beholder dem for sig selv. Hermed er dette spil slut, og et nyt spil med helt andre regler kan begynde.
 
D. INTOLERANCE, der kan anskues fra mange synsvinkler. I denne sammenhæng bedst som et "mentalt trick", der bevidst eller ubevidst udføres for at retfærdiggøre eller camouflere de ubehagelige "kort", spilleren giver videre til sine medspillere.
 
D. DJÆVLEBEVIDSTHED, der udvikles sammen med spillerens evne til at bruge forstanden (intelligensenergien), så han rigtig kan forhøje virkningen af tyngdeenergien.
 

Af indledende bemærkninger til forstands-isspillet kan endvidere fremføres, at det i sin rene form er et meget ligetil og "åbent" spil, således at forstå: det følger et ganske fastlagt mønster. Så længe der ikke er nogen "varme" (tolerance, sympati eller kærlighed), vil der jo heller ikke være nogen hæmninger eller indre stopklodser under intelligensen, der kan hindre den i at rulle frem for fuld kraft i selviskhedens tjeneste.

Men nøglen til den dybere forståelse af spillet, dets udvikling og placering i en lidt bredere sammenhæng, får vi først ved at betragte de ændringer, der sker i forholdet (1) mellem spillerens følelse og intelligens. Allerede ved spillets start er dette forhold stærkt overudviklet i intelligensens favør, og spilleren formår absolut ikke længere blindt at lade sig imponere eller betage af autoriteter, som ikke ad officiel videnskabelig vej kan dokumentere deres påstande. Tværtimod vil han ligefrem være tilbøjelig til at harmes over disse autoriteter, til at kritisere og latterliggøre dem, en ubændig trang, som dog før eller senere klinger af og afløses af resignation og indforstået ligegyldighed.

Denne typiske begynder reaktion (indignation, harceleren og utidig disputerelyst) skal imidlertid også ses i sammenhæng med et andet forhold (2), nemlig følelses- og intelligensenergiens gradvise og gensidige påvirkning, "gennemlysning" eller "infusion" af hinanden, hvilket giver anledning til, at spillerens sindelag udvikler sig over en kontinuerlig eller jævnt glidende skala fra primitivt og brutalt til intellektuelt og humant (og dette sidste indebærer naturligvis også "den humane evne"). Følelsesenergien, der i henhold til Martinus analyser har til funktion at nedkøle, afdæmpe og binde tyngdeenergiens eksplosive natur, vil ved spillets start således være forholdsvis svagt udviklet efter denne skala. Den er altså primitiv og vil derfor heller ikke være i stand til (a) at sætte en solid og forsvarlig bom for eksplosionerne (i form af vrede, tortur, hævn, magtsyge, profitjageri, usømmelig ærgerrighed og lignende hidsige, ødelæggende og dræbende temperamenter), ligesom den (b) heller ikke på dette udviklingstrin kan udløses, doseres og justeres på en sådan måde, at den med garanti fritager spilleren for i lange og udmarvende perioder at "hænge fast" eller "indkapsle sig" i depression, surhed, bitterhed, jalousi, misundelse, had og tilsvarende indsnævrende, egocentriske eller selvoptagne tanker og følelser. Resultatet bliver altså følgende fire "kardinalsymptomer": strid, lidelse, sorg og bekymring. – Men alt dette ændres til mere og mere varig fred og velvære, indsigt, forståelse og næstekærlighed [slut på side 139] ved spillets slutning, hvor den humane evne for alvor slår igennem, og fra da af vil følelse og intelligens også i længere og længere perioder være i harmonisk balance, og endelig vil intuitions energien sporadisk dukke frem i spillerens dagsbevidsthed. Dermed vil han glimtvis opleve sin evighedsnatur og dvs, at han i virkeligheden er godt på vej til at indtage sin plads som "livets og dødens herre". – Men endnu er vi kun ved begyndelsen. Nu skal vi høre nærmere.

Intelligens er trumf

Mange af fortidens feltherrer, storkøbmænd og lærde må uden tvivl have syslet med forstands-isspillet. Og dog er det først i nyere tid, at spillet ligefrem udvikler sig til en hel folkebevægelse. Det hænger naturligvis sammen med menneskets øgede evne til at drage nytte af intelligensen, en udvikling, der i det ydre bekræftes med renaissancen og de materialistiske videnskabers gennembrud.

Lad os ganske kort betragte den naturvidenskabelige forskningsmetode. Den kan groft taget deles op i fire faser, nemlig: ide (herunder valg af emne og hjælpemidler), planlægning, observation og tolkning af resultaterne. Tredie fase, observation, udmærker sig i særlig grad ved at pålægge forskeren den absolutte begrænsning, at han her må udelukke alle sine følelser, ønsker og forhåbninger, så han ikke kommer til at påvirke eller ændre sine resultater eller facitter, men fuldt og helt kan koncentrere sig om at følge kæden af årsager og virkninger.

Det er en sådan nødvendig og kompromisløs begrænsning af følelserne, en hæderlig og pålidelig "lidenskabsløshed", der af forstands-isspilleren tages som forbillede for hans moralsk hæmningsløse udnyttelse af medvæsenerne til egen fordel. Og uanset, hvor lidenskabelig han i det skjulte går til værks, så synes hans væremåde at opnå et skær af legalitet, fordi den i kraft af sin metode virker videnskabelig. Derfor tilstræber han da også en væremåde, der altid har sit udgangspunkt i en kølig, ren intelligensbetonet –, han kalder den selv for "saglig", "objektiv" eller "forretningsmæssig", vurdering, som han mener bør være rettesnor, og det for alt i tilværelsen.

I dette "alt" befinder sig naturligvis i første række dét, som han med de fem fysiske sanser registrerer gennem sine "observationer", men – da (1), der i hans erfaringsverden også indgår en hel række tillærte og indsuggererede forestillinger, en "barnetro" på "det gode" og "det onde" i verden, "de ti bud", "næstekærlighedsbudet" og lignende, altså tanker, der beskæftiger sig med moral eller med den "levende" side af de fysiske objekter og – da (2), hans mulighed for at indpasse alle disse gamle forestillinger i en videnskabelig –, dvs en på viden og kendsgerninger funderet, opfattelse, endnu ikke foreligger, ja – så bliver resultatet i første omgang, at han med en strøm af fortolkninger "lænker" sig til en virkelighedsopfattelse eller et verdensbillede, der udelukkende indskrænker sig til at omfatte den håndgribelige side af tilværelsen, det "ufarlige", "døde" stof, de såkaldte "facts" eller tids- og rumdimensinelle foreteelser, mens moralske skrupler af enhver art ubarmhjertigt og med ligefrem bogholderiagtig ordenssans omgående skydes helt til side og kasseres.

Når den vordende forstands-isspiller ser en dyd i at ignorere religiøse og moralske påbud eller anvisninger og i et og alt satser på sin kolde intelligens, [slut på side 140] møder han stor forståelse fra omgivelserne, ja, ofte beundring og misundelse. "Homo sapiens" betyder jo "det forstandige menneske", og er det ikke netop takket være forstanden, at dette væsen har distanceret alle sine medvæsener? Historien viser virkelig, at man med opfindsomhed og beregning kan udvikle en kemi, en teknik og en automatik, som kan overføres, udbygges og forbedres fra generation til generation. Sådanne resultater bliver stående, mens de eventuelle menneskelige ofre begraves og glemmes. Og det aflejrer naturligvis en vældig tillid til intelligensen som hovedfaktor i den jordmenneskelige bevidsthed. "Alt, som endnu ikke er måleligt, skal blive det", forudsagde Gallilei, og i "Oberst Brambles messe" giver André Maurois en levende beskrivelse af den følelse, som også drager en vordende eller potentiel forstands-isspiller: "En polytekniker er en mand", skriver han, "som har en definition på rede hånd for alt mellem himmel og jord, og for hvem verden er en aritmetisk opgave. Sejren, blæsten, kærligheden, det er altsammen aritmetiske ligninger for en polytekniker." – At det nu netop er en polytekniker eller ingeniør, forfatteren her har valgt som eksempel, er nok ikke tilfældigt, men naturligvis omfatter den beskrevne karakteristiske følelse ikke en hel profession, ligesom den heller ikke begrænser sig til en enkelt profession.

Et vintereventyr

H.C. Andersen har tegnet et usædvanlig smukt, psykologisk portræt af dette intelligensbetonede menneske, hans udvikling og skæbne. Det kan man glæde sig over ved at læse eventyret "Snedronningen". I det følgende vil vi gengive nogle ganske få, geniale detaljer. Man kan nemlig med dette eventyr på en levende måde illustrere den krise, der sætter ind, når mennesket udvikler sig fra barn til voksen, ligesom man kan anskueliggøre nogle af det jordiske menneskes genvordigheder på dets spændende rejse fra dyreriget til et kommende "rigtigt menneskerige".

I eventyret møder vi to børn, Kay og Gerda. De holder af hinanden som bror og søster, men så en dag sker der en mærkelig forandring med Kay. Han får splinten af et ituslået "troldspejl" i øjet, og også en lille stump i hjertet. Det stikker ham i brystet, smerten holder snart op, men – hans hjerte er blevet til en isklump! Da Gerda græder af medlidenhed med ham, siger han, at hun ser styg ud. Også roserne kritiserer han: den ene er gnavet af orm, den anden er skæv. Billedbogen, som bedstemoderen læser op af, er for pattebørn, og når hun fortæller, kommer han hele tiden med et men, og han efteraber hende, så folk ler. "Han kunne snart tale og gå efter alle mennesker i hele gaden. Alt hvad der var aparte hos dem og ikke kønt, det vidste Kay at gøre bagefter, og så sagde folk: "Det er bestemt et udmærket hoved, han har, den dreng!".

En dag binder Kay sin slæde til en bondemands vogn for at køre med et stykke. Da han kommer uden for byens port, løsner han slæden, for nu vil han gerne hjem, men – slæden hænger fast! "Da råbte han ganske højt, men ingen hørte ham, og sneen fygede, og slæden fløj afsted; imellem gav den et spring, det var, som om han for over grøfter og gærder. Han var ganske forskrækket, han ville læse sit fadervor, men han kunne kun huske den store tabel." – Nu kysser snedronningen ham, for det er hendes slæde, han hænger fast ved, og straks [slut på side 141] glemmer han både kulden og alle derhjemme. Nu er han bjergtagen af hende, hun er hans ideal: "Kay så på hende; hun var så smuk; et klogere, dejligere ansigt kunne han ikke tænke sig; ... ... for hans øjne var hun fuldkommen, han følte sig slet ikke bange, han fortalte hende, at han kunne hovedregning, og det med brøk, landenes kvadratmile og "hvor mange indvånere", og hun smilte altid; da syntes han, at det var dog ikke nok, hvad han vidste ... ... ".


Kortegen ankommer nu til snedronningens slot, hvor: "Nordlysene blussede så nøjagtigt, at man kunne tælle til, når de var på det højeste, og når de var på det laveste ... ... Midt derinde i den tomme, uendelige snesal var en frossen sø; den var revnet i tusinde stykker, men hvert stykke var så akkurat ligt det andet, at det var et rent kunststykke; og midt på den sad snedronningen, når hun var hjemme, og så sagde hun, at hun sad i forstandens spejl, og det var det eneste og det bedste i denne verden."

Kay bliver nu sat på en opgave: "Han gik og slæbte på nogle skarpe flade isstykker, som han lagde på alle mulige måder, for han ville have noget ud deraf, det var, ligesom vi andre har små træplader og lægger disse i figurer, der kaldes det kinesiske spil. Kay gik også og lagde figurer, de allerkunstigste, det var forstands-isspillet; for hans øjne var figurerne ganske udmærkede og af den allerhøjeste vigtighed; det gjorde det glaskorn, der sad ham i øjet! han lagde hele figurer, der var et skrevet ord, men aldrig kunne han finde på at lægge det ord, som han just ville, det ord: Evigheden, og snedronningen havde sagt: "Kan du udfinde mig den figur, så skal du være din egen herre, og jeg forærer dig hele verden og et par ny skøjter. "Men han kunne ikke."

Den humane evne dukker op som en realitet, der ikke kan defineres

"Bordet fanger!" – hedder det i kortspil, når et kort er lagt frem, og kan ses af medspillerne. Så kan man ikke bare fortryde og lægge et andet kort på bordet i stedet for. Og sådan er det også med et talent, der gennem lange tider er optrænet til genialitet. Forstands-isspilleren er jo blevet et geni i at udforske materien. Som en velekserceret soldat må han nu værsgo marchere fint og præcist ud ad årsagernes og virkningernes uendelige, mentale landevej. Og hans dont er absolut "udmærket og af den allerhøjeste vigtighed", for med den, gør han det rent teknisk nemmere at løse de materielle problemer i forbindelse med livets opretholdelse, og det var jo lige netop dét, der var drivkraften fra første færd. Men, – hvor er hans begejstring blevet af, og hvor er hans optimisme henne? Joe, der er noget han har glemt, og som han engang troede på eller regnede med, nemlig, at hvis han gik tilstrækkelig længe, så nåede han også vejs ende, dér, hvor den første årsag afslørede sig, altings dybeste kilde, løsningen på selve livsmysteriet. – Men nu har han søgt så længe, at denne søgen er blevet lutter automatik; ja, så ubevidst er den blevet, at han slet ikke vil vedkende sig den. For synet af verden, med dens "realiteter" og tilhørende vedtagne og "rationelle" fortolkninger, opfylder ham i den grad med dogmatisk og eentydig vished om, at en sådan søgen er omsonst og uvidenskabelig, nedværdigende og helt uacceptabel, og dermed er han ligesom en robot afskåret fra at undre sig, stille [slut på side 142] utraditionelle spørgsmål eller fordre yderligere forklaringer, så længe de ikke hører med i hans program.

Men dette program er i hastig vækst. For Maurois polytekniker var verden et vidunderligt stykke legetøj, men nu er forstands-isspilleren selv blevet et stykke legetøj i ukendte magters vold. For han marcherer jo ikke alene. Der puffes og der skubbes med "skarpe albuer", og dem, der kommer bagved, træder op i hælene på dem foran. Det er den gamle kamp om magt, position, ære og livsrum, der bare fortsætter uanfægtet. Den standser skam ikke, men optrappes tværtimod med alle de geniale psykiske og fysiske kampmidler, der til stadighed udtænkes og konstrueres. Og efterhånden, som de sviende nederlag bliver flere, og lidelseserfaringerne tårner sig op, involveres forstands-isspilleren dybere og dybere i sammenhænge, der bryder hans automatik og kræver hele hans koncentrerede, dagsbevidste engagement.


Over hans sansehorisont løfter sig nemlig nu en meget ubehagelig trussel. Den er besværlig og frygtindgydende, fordi den er immateriel, og dvs, at den beror på indtryk, som han ikke på sin sædvanlige måde kan stedfæste, beskrive og forklare. Men den er virkelig nok, for det drejer sig om den tidligere omtalte "humane evne", og efterhånden, som den vokser frem i hans sind, besværliggøres forholdet til medvæsenerne mere og mere. Den sætter ham jo i stand til at fornemme som en uro, måske ligefrem en hjerteskærende smerte, når andre føler sig nedtrykte, stressede eller på anden måde er i nød, og han opdager, at han med sin egen holdning og væremåde forstærker eller formindsker disse virkninger. Nu kan han ikke længere, som dyrene, bare handle instinktivt eller spontant og samtidig være sikker på at handle rigtigt. Der vil nemlig altid være to formål, som kan tilgodeses, og som sjældent dækker hinanden: hensynet til hans egne materielle fornødenheder eller interesser og hensynet til hans indre uro ved at se, at andre må undvære, for at han selv kan få eller blive tilfredsstillet. Og dette valg bliver ligesom et par brilleglas, der ustandselig dugger til og må tørres af, før man kan komme videre. Men ikke nok med det: uanset om han vælger at handle selvisk eller uselvisk, så står den ubrugte mulighed alligevel ofte tilbage og fylder ham med usikkerhed, forkrøbler ham i skyldfølelse og samvittighedsnag eller kaster ham måske tværtimod ud i hidsige svedeture af indædt raseri og skumlerier i ærgrelse, fortrydelse og uforløst kampiver.


Men det allerværste for en rigtig forstands-isspiller, der hverken tror på Gud eller fanden, er dog nok, at denne nye evne, der i sin endnu spæde og latente form er identisk med den såkaldte "samvittighedens stemme", ikke kan defineres indenfor et "rigtigt" eller "anerkendt" –, dvs rent fysisk, begrebsområde. Og en fjende, som man ikke kan forklare eller anskueliggøre, kan man heller ikke beskytte sig imod. Derfor står forstands-isspilleren da også over for den værst tænkelige modstander, "angsten", der på én gang kræver fuld opmærksomhed og dog ikke kommer tilsyne som noget håndgribeligt. Før eller senere vil denne angst, som en tung byrde, lægge sig godt tilrette på hans skuldre, få ham til at krumme ryggen og udstøde dybe suk af sjælekvide. [slut på side 143]

Den humane evne modarbejdes

Denne højst pinagtige situation, som dog endnu ikke har bidt sig helt fast og er blevet en foreteelse af længere varighed, kan naturligvis ikke stå upåagtet hen. Der må gøres noget, inden det går helt galt. Og hvad er da mere nærliggende for et menneske, som er vant til at bruge forstanden, end i første omgang at slå denne ubekendte fjende i gulvet med en fornuftpræget forklaring? – Altså f.eks. følgende ræsonnement: "Denne usikkerhed og tvivl, som hindrer mig i at opleve og handle spontant, må skyldes, at jeg, i en periode før jeg lærte at tænke selvstændigt og evnede at placere alverdens realiteter på deres rette plads ved hjælp af min forstand, har været udsat for suggestion, indpodning af moralske formaninger eller religiøs propaganda. Det hele er såmænd bare et udslag af ammestuesnak!"

Men efterhånden, som virkningen af dette "stød" udebliver, og usikkerheden blot vokser, tvinges spilleren uundgåeligt til at reagere på en helt anden måde. Gamle, godt indøvede reflekser dukker op. Nu gælder det nemlig om at slå fra sig! En bølge af irritation, der i kraft af sin bevægelsesretning yderligere kan præciseres som "indignation", løfter sig i spillerens bevidsthed. I sin fantasi og måske også i fysisk virkelighed, i sin tankeverden og måske også i synlig, ydre handling "fordømmer" og "straffer" han. Med hadets frost og kulde, den dødbringende vrede, tortur og hævn "bandlyser" og "massekrerer" han. – Og hvem er det så, det går ud over? – Ja, det er jo de medvæsener, der på en eller anden måde er indblandet i situationer, hvor han føler sig særlig provokeret af udsigten til at skulle vælge mellem diamentralt modsatte muligheder, mellem selvisk og uselvisk væremåde. Og i en vis forstand må man vel også sige at denne reaktion er hensigtsmæssig, for det kan være en frygtelig angstblandet situation at skulle vælge og samtidig være lammet af ubeslutsomhed. Men takket være denne "bandstråle" skjuler spilleren altså den uselviske valgmulighed for sig selv, idet "strålen" virker som en "anæstesi" eller "blokade" af hans humane even, som han ellers ikke ville kunne komme uden om. Og dette enkle, lille, bevidst eller ubevidste trick, "intolerance" eller den humane evnes "black-out", vil læseren nok genkende i den kortfattede og geniale sentens om at se "skæven" i sin næstes øje men ikke "bjælken" i sit eget –!

Men selvfølgelig! – i et moderne velfærdssamfund, hvor der fra alle sider råbes på fred og fordragelighed, humanisme og høje sociale idealer, kan man ikke sådan uden videre fare frem med synligt, åbent had eller vold. Og forstands- isspilleren er jo heller ikke af så rå og kynisk natur, at han kan få sig selv til at foranstalte fysiske, psykiske eller økonomiske "massakrer" eller "commando-raids" på sine medvæsener – med mindre da – han kan finde en "virkelig" grund, og dvs en grund, der er "gyldig", fordi den føles som "tvingende nødvendig" for ham. Men netop med hensyn til dette sidste kan vi roligt påstå, at den tærskel, ved hvilken spillerens intolerance udløses, ligger lavt. Og dertil kommer så, at han er et helt geni, når det drejer sig om med forstanden at "begrunde" eller "rationalisere" ikke blot sin fordømmelse, harme eller vrede, men også i al, bred almindelighed sit gammelkendte og godt indøvede adfærdsmønster. Det foregår nemlig på den måde, at han "indkapsler sig" – ligesom en østers – idet han, som tiden går og spillet skrider [slut på side 144] frem, "omgærder sig" med det ene lag efter det andet af sit evindelige motto: "enhver er sig selv nærmest!" – et "panser", der for resten tillige spærrer ham inde i dét, Martinus kalder et "mentalt fængsel". Takket være denne koldsindige og indtil monotoni gentagne konsolidering og "legaliseringsproces" mestrer han til fuldkommenhed kunsten ikke at lade sig vejlede af sin samvittigheds stemme.

Men hvordan går det til i praksis? – Ja, han kan "tilsløre" sin massakre, udplyndring eller negligering af medspillerne ved f.eks. at påkalde fordomme, altså ved det vi kalder "retfærdig harme" eller "hellig vrede". Han kan "skjule" sin terror ved at latterliggøre, ydmyge, drille og pine, ved at diske op med "små sandheder" eller "mentale nålestik"; han kan bruge det autoriserede forretningssystem til at beregne sig ublu overpriser, og han kan snyde, mistænkeliggøre, forråde, bagtale og løbe med sladder. Og så kan han "retfærdiggøre sig" ved at henvise til sin medfødte natur, altså sin selvopholdelsesdrift, til "systemet" dvs "alle de andre", til sin stand og position, til sin vitterlig gode, borgerlige omsorg for denne verdens gods og guld, til sit omdømme, sin fornuft og sine vaner (altså: "det ville da være tåbeligt, om man ikke udnyttede denne eller hin situation i berigelsesøjemed!"), sit mådehold (hm!) og endelig til sin materialistiske grundholdning, som han yderligere finder bekræftelse for, ved en – som vi senere skal se – særlig tolkning af naturvidenskabernes forskningsresultater. Enhver tanke om moralske lovmæssigheder, et retfærdigt forsyn eller en anden form for skjult eller åbenlys retfærdighed i det hele taget, der rangerer højere end det diktatoriske og asociale "magt for ret – princip", som han – mere eller mindre i smug – selv praktiserer, skubber han således fra sig som højdepunktet af naivitet og overtro, og dét med god samvittighed, fordi fysikken, biologien osv, ja og hele verdenshistorien! – i hans øjne – gør det samme.

Men her tænker han nok mere abstrakt, end han med sin forkærlighed for det konkrete er sig bevidst eller vil være ved. Verdenshistorien f.eks., – ja anskuer han ikke her skabelsesprocesserne og vurderer fremtidsudsigterne ud fra et alt for brudstykkeagtigt øjebliksbillede, nemlig homo sapiens endnu spæde andel i dette vældige sceneri? – Ja, her må vi henvise læseren til en mere detaljeret udredning i Martinus småbog nr. 7, kap. 7. – Men kort sagt: mon ikke sandheden er, at han uden videre overfører den sikkerhed, med hvilken han kan dokumentere sine mål- og vægtfacitter, på spørgsmål, som i virkeligheden mere drejer sig om idealer og egen bekvemmelighed, der jo igen udelukkende hviler på et fundament af højst personlige –, ikke nødvendigvis fuldstændig afrundede, færdige eller komplette, oplevelser og erfaringer? –

Spillerens dobbeltrolle tvinger ham til at spørge sig selv: "Hvem er jeg?"

Nu har vi altså fået forstands-isspilleren at se i to forskellige skikkelser. Først som den hjælpeløse og angstknugede "flygtning", der "krummer ryg" og sukker dybt i sjælekvide, og dernæst som den selvsikre og overbevisende –, tilsyneladende helstøbte, personlighed. Men denne sidstnævnte karakteristik viser sig jo i virkeligheden også bare at være en "flygtningerolle", som spilleren [slut på side 145] må ty til for at undgå konfrontationen med sin gryende humane evne. Og som spillet skrider frem, bliver denne rolle ligesom mere og mere "påtaget" – ja, den udarter og bliver stereotyp, "stiv" og "kold". Den styres, opretholdes eller "belives" nemlig nu kun via lukkede kredsløb af "tvangstanker" og "tvangshandlinger", og inden i disse snirklede og selvkonstruerede "labyrenter" tumler forstands-isspilleren hæsblæsende rundt. Og dét er en jagt, der kan få enhver, som har det på den måde, til at segne om af fysisk udmattelse, uden de iøvrigt behøver at røre en finger. "Unaturlig træthed" kalder Martinus dette fænomen, og det sætter sit umiskendelige præg på vor hovedperson, så han i ensomme stunder automatisk igen glider over i rollen som "den angstknugede flygtning". Og nu kan man være sikker på, at han i denne rolle efterhånden også er blevet så mør, at han ikke bare nøjes med at sukke, men også i al stilhed sender strømme af bønner i ord og sætninger mod det ukendte Forsyn. Dette er den "hemmelige" –, dvs den af omverdenen sædvanligvis upåagtede, side af forstands-isspillet.

Set således, som spilleren ser sig selv, er de to roller, imellem hvilke han jævnligt skifter, diamentralt modsatte og uforklarlige. Hvordan mon det føles uafladeligt at skulle skifte mellem to så forskellige adfærdsformer? Det er jo, som om rollerne forstærker hinanden og fjerner sig fra hinanden – ja, de synes at trække i spilleren fra hvert sit verdenshjørne. "Hvem er jeg?" – må være det spørgsmål, der uundgåeligt vokser frem i spillerens bevidsthed, efterhånden som disse roller truer med at sønderrive ham og udslette hans identitet.

Og hermed er vi i virkeligheden allerede på vej" ud af spillet og ind i det næste spil. Men læg mærke til, hvorledes "bevidstgørelsen" eller "opvågningen" til dette nye spil foregår ved en stedse stærkere og sideløbende udfordring til både følelse og intelligens, der i slutfasen så at sige kappes om at komme på højde med hinanden i et balanceret forhold. Hvad dét kommer til at betyde for spillerens evne til at binde og administrere den vældige "knold" af energi, som udgøres af hans tyngdeenergi og dermed for hans leveregel: "enhver er sig selv nærmest", skal vi senere høre mere om. – Men lad os først betragte nogle berømte forskningsresultater, som forstands-isspillere i tidens løb har brugt til at afstive selvsikkerheden med.

Når virkeligheden spejler sig i det ufærdige sind

"Det sete afhænger af øjnene, der ser", siger man. Tre begivenheder i den vestlige verdens kulturhistorie, har i særlig grad kunnet tolkes i forstands-isspillets favør:

1.      Isaac Newton udgiver i 1687 en afhandling, der uimodsigelig påviser, at universet er logisk opbygget og styret af matematiske love. Alt kan regnes ud.
 
2. Charles Darwin fremlægger i 1859 sin udviklingslære, der på overbevisende måde anskueliggør, at de bedst udrustede racer består i kampen for tilværelsen. Enhver er sig selv nærmest i denne kamp. [slut på side 146]
 
3. Sigmund Freud grundlægger en ny videnskab: "Psykoanalysen". I en kort afhandling fra 1927: "En illusions fremtid", karakteriserer han de religiøse forestillinger som "illusioner", og han konkluderer, at det ville være en illusion at tro, at vi andetsteds fra vil kunne få, hvad videnskaben ikke kan give os.
 

Martinus kalder de materialistiske videnskaber for "den første søluft i nærheden af havet". De skal nemlig bane vejen i jordmenneskenes bevidsthed og tænkemåde for den ny åndelige videnskab og er derfor tegn på, at en sådan snart vil dukke op. Med Newton tømtes det fysiske univers for Gud og hans engleskare og fremstod herefter som en vældig maskine opbygget af himmellegemer og tomrum. Det er denne opfattelse, der sandsynliggør det næste erkendelsestrin, nemlig, at en sådan maskine ligesom alle andre maskiner naturligvis ikke kan fremstå uden en skaber, og at tomrummene ikke er virkelige afbrydelser i stoffets kontinuitet, men tværtimod er den overordnede, styrende og integrerende side af dette skabeprincip. – Darwin viste os livet i plante- og dyreriget som en vækst fra mere ufuldkomne mod mere fuldkomne organismeskabelser og belyste gennem en række praktiske eksempler, hvorledes denne udvikling befordres gennem en konkurrence på liv og død. Dette er de materielle videnskabers måske smukkeste bidrag til en sandsynliggørelse af menneskets dyriske afstamning, udviklings stigen, reinkarnationstanken og til en mere klar sondring mellem rent dyrisk og rent menneskelig adfærd. – Og endelig blev et én blandt mange af Freuds store fortjenester at påvise, at de religiøse forestillinger ikke er noget "helligt" i den forstand, at de er "urørlige" eller ikke kan gøres til genstand for kritisk undersøgelse og analyse. – Hermed var vejen til "havet" i virkeligheden banet, da Martinus i 1932 udgiver første bind af "Livets Bog".

Men for at tolke den naturvidenskabelige forsknings resultater på denne måde kræves ikke bare tørre "facts" eller erkendelsesmæssige brudstykker, der blot kan forvrænge virkeligheden eller vise den som i eventyrdigterens "troldspejl", om hvilket det siges, at "de dejligste landskaber så ud deri som kogt spinat"! Der kræves også en særlig moralsk indstilling, som endnu hovedsagelig ligger uden for forstands-isspillerens domæne. Ja, dette gør sig endog gældende indtil en sådan grad, at det oprindelige begær efter at eje og beherske materien nu er udkrystalliseret alene i pligtfølelse. Så "fastfrosset" er forstands-isspilleren til mål- og vægtrealiteterne, at dét, som før var et lokkende spil med en inciterende udsigt til bonus, nu er blevet en tung pligt, der binder og baster og i al stilhed skaber en mere og mere påtrængende længsel efter frigørelse. Og det bliver da også dette selvkomponerede spejlbillede af en kold og øde verden, et tilsyneladende livløst, mentalt vinterlandskab, uden barmhjertighed og menneskelig varme, der bliver forstands-isspillerens triste klimaks og kulminerende lidelseserfaring.

Djævlebevidsthed

Men hvem er nu egentlig denne "forstands-isspiller"? – Ja, det er jo – efter nutidens målestok – bare et ganske almindeligt, velbegavet menneske, der er med til at skabe vor ganske almindelige, moderne hverdag. Det er ham, til hvem [slut på side 147] verden står i en slags dobbeltgæld, for han har, via sin geniale evne til at kombinere iagttagelser med opfindsomhed og organisatorisk sans, været med til at skabe den lyse og komfortable forudsætning – såvel som den mørke og lidelsesfulde baggrund – for den fremtidsverden her på jorden, der kan tjene som livsudfoldelseszone for en ny tids "rigtige mennesker". Det er ham, der har været med til på én gang, at give os midler i hænde til at lette os for størsteparten af mørkets og trældommens princip: "I dit ansigts sved skal du æde dit brød", – og samtidig været med til at give os en djævels opvisning i raffineret psykologisk og teknologisk krigskunst.

Ja, han har efterhånden udviklet sig til det, vi godt kunne kalde "vor tidsalders menneske", altså ham, der i sin oprindelige ildhu efter at beherske verden, nu selv beherskes af denne verden, simpelthen fordi han har indskrænket sig til bevidst, bare at registrere dét, der kan opfattes gennem de fysiske sanser alene. Ganske vist er dette en begrænsning, som også demonstrerer hans udvikling og vækst. Vi må ikke glemme, at han med denne ærlige og kontante opfattelse af de fysiske sansers pålidelighed, handler klogt ved at holde sig til dem. Nu kan han jo vurdere materien koldt og nøgternt ud fra sin videnskabelige grundindstilling. Han kan tænke selvstændigt uden at lade sig imponere af religiøse, politiske eller andre autoriteters pomp og pragt, uden af "falde på maven" for dem eller lade sig suggerere til blindt at tro på deres dogmer eller postulater. Malmklokkers klang, orgelbrus og salmesang, smældende faner i vinden, opildnende militærmusik, religiøse eller politiske optog og masseopbrud, slogans osv – alt dette, som i årtusinder har inspireret og været med til at få mennesker til i flok at løfte ideer og idealer og bære dem ud i verden. ... – alle disse foreteelser lader den ægte forstands-isspiller kold. Når han deltager i dem, er det for egen vindings skyld, med køligt overlæg, "desillusioneret" og "klædt af til skindet" mht idealer, moral og rettesnore for opførsel, der overskrider grænsen for hans egen personlige og indlysende selvopholdelsesdrift.

Men dertil kommer yderligere, at han så vidt muligt fastholder eller "cementerer" denne sin "nøgne" tilstand ved systematisk at ignorere de spartanske "klædningsstykker", der, i form af hans begyndende etiske sans eller humane evne, spirer frem i hans sind, og som, trods alt godt kunne anvendes til at forbinde nogle af alle disse "facts" eller "ubearbejdede indtryk" med mere overordnede, ansvarsbevidste og langsigtede overvejelser. Og det er netop denne "nøgenhed" eller kombinationen af selvstændighed, teknisk dygtighed og dog endnu manglende livserfaring eller "knubs i livets skole", der gør ham så farlig.

Han er krisernes skaber i stort såvel som i småt. Ja, hvis en lille detalje fører ham ind på et skævt spor, vil han følge det, om det så gælder hele verdens udslettelse. Stod det til ham alene, så blev samtlige medvæseners totale skæbne bare et spørgsmål om statistik, og hvad han nu ellers kunne finde på at konstruere af lige linjer, kurver og tal, ja – tal i lange baner, i kolonner på tællestrimler og på dataskærme. – Nu kan man naturligvis ikke komme uden om, at menneskets skæbne er intimt forbundet med en række omstændigheder, som det kan være praktisk, ja livsvigtigt, at have et mål eller en talværdi for. [slut på side 148] Men som allerede omtalt, er det heller ikke den materialistiske videnskab i sig selv, der leder forstands-isspilleren på vildspor, men hans umodne evne til at tolke dens resultater i en større sammenhæng. Han mangler kort sagt dét, vi i almindelighed kalder "overblik" eller "sund fornuft", en balance i sindet, der får ham til at betænke sig, en samvittighed, der får ham til at vende om.

Men han er tillige farlig, fordi han kan blænde eller suggerere andre mennesker med sin "saglighed" og den sikkerhed, hvormed han træder på felter, der udgør hans "speciale", og hvor ingen anden tør træde, – en sikkerhed, som han oven i købet ikke betænker sig på at opvise og drage nytte af også på alle mulige andre områder. Ja, og det bliver jo netop denne foregøglede viden, indbildskhed og falske tryghed eller sårbare "nøgenhed", der svækker hans opmærksomhed, underminerer hans påpasselighed og gør ham til et let bytte for netop de ulykker og lidelser, der altid lurer på ham, og som i den sidste ende rigtig vil vise ham, hvor nytteløs hans store viden om mål-, vægt- og talfacitter da er, og dét ganske uanset, hvor gavnlige de så iøvrigt kan være på de felter, hvor de retmæssigt hører hjemme.

Undersøger vi nu denne karikatur af det intelligensdominerede menneske nærmere, viser det sig temmelig tydeligt, at hans intellekt er goldt. Han mangler følelse, intellektualiseret følelse, for andre mennesker; nyspiringen i sindets rand, evnen til at få nye ideer, visner og går mod sin opløsning. Han tænker i ring, og skal han absolut finde på noget nyt, fremturer han i rene uhyrligheder.

Roserne vokse i dale

– Men lad os nu kort vende tilbage til eventyret og se, hvordan det videre gik Kay. Mens han arbejder med sine isstykker, har hans lille veninde, akkurat som var hun den anden side af hans personlighed, hans såkaldte "bedre jeg" eller måske det, Martinus mener, når han taler om "den modsatte seksuelle pol" i et levende væsen, trodset enhver fare for at nå frem til ham. – Og så mødes de endelig: "'Kay! søde lille Kay! så har jeg da fundet dig!' Men han sad ganske stille, stiv og kold; – da græd den lille Gerda hede tårer, de faldt på hans bryst, de trængte ind i hans hjerte, de optøede isklumpen og fortærede den lille spejlstump derinde; han så på hende, og hun sang salmen: 'Roserne vokse i dale, der få vi barn Jesus i tale!' Da brast Kay i gråd; han græd så spejlkornet trillede ud af øjnene, han kendte hende og jublede: 'Gerda!' søde, lille Gerda! – hvor har du dog været så længe? Og hvor har jeg været?' Og han så rundt om sig. 'Hvor er her koldt! hvor er her tomt og stort!' Og han holdt sig fast til Gerda, og hun lo og græd af glæde; det var så velsignet, og selv isstykkerne dansede af glæde rundt om, og da de var trætte og lagde sig, lå de netop i de bogstaver, snedronningen havde sagt, at han skulle udfinde, så var han sin egen herre, og hun ville give ham hele verden og et par ny skøjter."

Et nyt spil begynder

"Der er koldt på tinderne", siger man om den situation, som møder et menneske, der har skubbet alle sine medvæsener bort i et tilsyneladende vellykket forsøg på at sikre sig – fysisk og materielt – i en topposition. Og når forstands-isspilleren er nået til et punkt, hvor han ikke længere er så stærkt engageret i at [slut på side 149] "sikre sig", ja – da mærker han rigtigt kulden omkring sig. Men samtidig vinder han også en lille margin af frihed, en margin, der naturligvis endnu er snævert begrænset af hans godt indarbejdede vaner og tilbøjeligheder. Men med denne lille margin og med sin længsel efter "varme", kan han nu så småt forsøge at handle stik imod sit gamle adfærdsmønster. Hvilken lettelse er det således ikke, i det mindste bare for en kort stund, at trække sig tilbage fra verdens tummel, fra denne "alles kamp mod alle" med dens illusionsnumre, løgne og uærlighed; dette "liv", der i følge Monsiur Profond i John Galsworthys "Forsyte sagaen", "minder så meget om en masse aber, der slås om tomme nødder"?

Men forstands-isspilleren får ikke lov til at være i fred ret længe af gangen. Lige meget, hvor omhyggeligt han forskanser sig bag høje mure, i skjulte kroge, i afsides gemakker eller indre kontorer, – så vil "næsten", hans evige medspiller, altid finde ham og kræve hans opmærksomhed og stillingtagen. Igen og igen leder skæbnen ham på en besynderlig måde frem til situationer, hvor han frit kan vælge: selvisk, værsgo! – eller uselvisk, værsgo! Og ligegyldigt, hvor mange gøremål han har, så indtræffer der altid på en eller anden måde små pauser eller perioder med tanketomt rutinearbejde, hvor han er overladt til sine egne tanker om denne "næste", om hvad der blev sagt, og hvad der blev gjort, og hvad han, forstands-isspilleren, kunne have sagt eller gjort.

Og før eller senere vil den dag virkelig oprinde, hvor forstands-isspilleren må sige til sig selv: "Nej! – dette spil vil jeg nu sætte hele min vilje ind på at afslutte, og jeg vil gøre det, – ikke fordi jeg mangler evner eller praktiske muligheder for at handle anderledes, – ikke på grund af dovenskab eller i distraktion, – ikke for at gøre mig interessant og samle opmærksomhed om min person, – ikke for at tilfredsstille en tro på –, eller tækkes, en autoritet, – ikke i håb om en eller anden form for belønning, – men jeg vil gøre det, fordi den bitterste åndelige nød, "mentale forfrysning" og totale hjælpeløshed i forbindelse med de livserfaringer, som nu engang blev mine, min personlige historie og private skæbne, – tvinger mig dertil.

Og se nu, hvordan har går til værks! Man skulle næsten tro, det drejede sig om at udføre "den fuldkomne forbrydelse". Læg mærke til, hvordan han ligesom "flyder ud" og gør sig ubemærket, idet han søger at slette sporene fra en hidtil karakteristisk side af sin individualitet, nemlig de stærke sympatier og antipatier, som altid plejer at "låse ham fast" i et helt system af meninger og fordomme; en i virkeligheden ganske overflødig og efterhånden også uhyre trættende vane med at tage parti for så det ene og så det andet. Og hvilken omhu lægger han ikke for dagen med på forhånd at udsøge sig et passende "offer", dvs en situation, der byder på tilpas overvindelse eller sværhedsgrad her, hvor det drejer sig om hans allerførste "kup".

Men hvad er det da, denne aktion går ud på? – Såmænd bare dette: Hellere at give end at tage! – Og minsandten! – han vil, som Otto Gelsted engang skal have sagt om den, der gør en god gerning, "han vil få verden til at ryste i sin grundvold og Guds hjerte til at skælve".

Inden for det område af forstands-isspillerens bevidsthed, der har med den løste opgave at gøre, er det fra nu af ham, der bestemmer. Her beherskes han ikke længere af sin gamle selvopholdelsesdrift og alle dens ubehagelige bivirkninger. [slut på side 150] "Bukkene" er skilt fra "fårene" eller, som Martinus ville sige, "dyret i mennesket går mod sin død, mens mennesket i dyret går mod sin opstandelse". Og hermed starter en helt ny epoke, hvor spilleren "bid" for "bid" gør sig til herre over sin bevidsthed og livsoplevelse.

"At ryste verden i sin grundvold" er en særpræget reaktion, der indtræffer, når et særlig betydningsfuldt område efter lange overvejelser og under stor overvindelse erobres. Da vil spilleren i sit indre opleve et "vulkanudbrud" samtidig med, at han ser sin tilværelse i en afklaret helhed. Dette raserianfald er "dyret" udløsning af tyngdeenergi, når det må slippe sit millionårige greb om en ordentlig "haps" af det jordiske menneskes bevidsthed. Men raseriet er i sig selv ganske harmløst, da det hverken er rettet mod nogen eller noget. Tværtimod tilfører det spilleren et forfriskende tilskud af fysisk energi, og en veloplagthed, der virker påfaldende "gratis" på baggrund af de tidligere omtalte anfald af "unaturlig træthed".

Men nu er det på tide, at vi tager afsked med forstands-isspilleren. Vi har set ham omhyggeligt afpatruljere materien, og vi har fulgt hans udvikling fra "åndelig målerlarve", gennem angstens og smertens "puppestadium" til hans første fuldt bevidste og storladne flugt over materien. – Alt dette er et eventyr, – som H.C. Andersen har fortalt, og som også Martinus fortæller om i sine mange bøger. Og hver fortæller naturligvis på sin måde, men eventyret er det samme i begge versioner. – At gøre eventyret til virkelighed? – ja, dét må blive hvert enkelt menneskes egen sag. – Men hvem kunne for resten ikke tænke sig at blive sin egen herre og få hele verden foræret? – sammen med et par ny skøjter!

*

Litteraturhenvisninger

Hvor i Martinus værker kan man læse om forstands-isspillet? – Ja, Martinus bruger vistnok ingen steder ordet "forstands-isspil", der som omtalt er lånt fra H. C. Andersens eventyr: "Snedronningen", og her brugt ganske frit. Men han taler f.eks. om "mental kulde" i forbindelse med "rene intelligensvæsener" samt om "gudløshed" og "stagnation i materialisme", for nu blot at nævne nogle af de mest rammende udtryk.

Forstands-isspillet er, som læseren måske har opdaget, identisk med den materialistiske fase af fortællingen om "den fortabte søn" (Luk. 15, 11-32), som Martinus beskæftiger sig med mange steder i sin omfattende litterære produktion.

Følgende referancer kunne – foruden de i teksten anførte henvisninger – danne basismateriale for nærværende beretning:


"Det evige verdensbillede" II: s. 154-156 (tekstforklaring til øverste venstre del af symbol nr. 21).

"Livets Bog" V: stk. 1600, 1729, 1764, 1770 og 1784. [slut på side 151]

Småbog nr.26: "Unaturlig træthed".

Småbog nr. 22: "Mentale fængsler".

Ved udarbejdelsen af "Forstands-isspillet" er følgende bøger og oplysninger benyttet:

H. C. Andersen er citeret fra Vilh. Pedersens ill. udgave, Gyldendal, Kbhvn. 1903. Retskrivningen er dog moderniseret. De fremhævede ord er gengivet som de forefindes.

Oplysningerne om Newton og Darwin stammer fra Gyldendals Opslagsbog, Kbhvn. 1958-60.

S. Freud: "Die Zukunft einer Illusion" er oversat til dansk og udgivet sammen med og under hovedtitlen: "Totem og Tabu", Hans Reizels forlag, Kbhvn. 1961. Ifølge bogens forord, udgivet første gang (på tysk) i 1927. Det originale citat, der afslutter afhandlingen, lyder: "Nej, vor videnskab er ikke en illusion. Men det ville være en illusion at tro, at vi andetstedsfra vil kunne få, hvad den ikke kan give os."

Citatet af Otto Gelsted er noteret under en TV-udsendelse, hvor det blev nævnt af den færøiske forfatter: William Heinesen. DR ca. 1980.

SH