Beskyttelse af værket og ophavsret
 

Beskyttelse af værket og ophavsret

Vi belyser her principperne for den ophavsret, der er gældende for værket Det Tredje Testamente. De nærmere retningslinjer er grundigere beskrevet i ophavsret-informationen.

 

Hvorfor valgte Martinus ophavsret?

Martinus besluttede, at hans værker skal være beskyttet af samfundets regler om ophavsret og copyright. Disse regler er fastlagt i loven om ophavsret. Han ønskede dermed at skabe en beskyttelse mod, at indholdet af hans tekster og udformningen af hans symboler bliver forandret eller forvansket, når de formidles til omverdenen. Efterhånden som interessen vokser, forventes værkerne at blive udbredt til mennesker verden over. Men han ville sikre sig, at det altid er hans eget Institut, som har ansvaret for udgivelse af værkerne, så der ikke opstår tvivl om, at de gengives med det korrekte indhold. Ved at følge de internationalt gældende regler om ophavsret får hans bøger og symboler en tydelig angivelse af, at de er beskyttede, uanset i hvilken form og på hvilket sprog de bliver udgivet. Før sin bortgang overdrog Martinus alle rettigheder til Martinus Institut (se vedlagte gavebrev).

 

 

 

 

 

 

Jeg mener ikke, at Livets Bog skal monopoliseres, men vi lever i en verden, hvor mennesket ikke er færdigt, og der er vi nødt til at beskytte vore ting.
(Martinus på rådsmøde, 1974)

Hvad indebærer ophavsretten?

Ophavsretten betyder som nævnt, at det alene er Martinus Institut, som har retten til og ansvaret for udgivelse af Martinus’ værker, hvad enten det sker i bogform, på internettet eller på anden måde. Instituttet udgiver værkerne på eget forlag og indgår aftaler med andre forlag om udgivelser i flere lande. Vi gør også bøgerne tilgængelige, så de kan læses her på hjemmesiden. Derved får de interesserede i ind- og udland en let adgang til at stifte bekendtskab med de kosmiske analyser.

Stor frihed til at informere

Ophavsretten rummer frihed til, at alle kan oplyse om Det Tredje Testamente. F.eks. kan man frit anvende citater fra Martinus´ bøger og symboler inkl. symbolforklaringer til brug i skriftlige opgaver, afhandlinger, artikler til tidsskrifter, bøger, som link til hjemmesider osv., når der angives en tydelig kildehenvisning. Man kan også udgive informationsmateriale med et begrænset antal symboler med symbolforklaringer. Desuden kan man linke til www.martinus.dk, og dermed give adgang til de officielle udgaver. Man skal blot sørge for at angive copyrighten (© Martinus Idealfond + årstal), sådan at læserne og brugerne altid kan se, at der er tale om beskyttede tekster og symboler. Se praktisk vejledning i at linke til symbolerne, og praktisk vejledning i at linke til bøgerne.

 

Hvilke begrænsninger er der?

Det, der ikke er tilladt, er, at andre udgiver Martinus’ bøger, lægger dem på hjemmesider, spreder dem på CD’er og DVD’er eller publicerer dem på anden måde. Det samme gælder større uddrag af bøgerne, samlinger af symboler o.l. Hvis du har ønsker om at gengive artikler og tekster i større omfang, kræver det en aftale med Instituttet, jf. nedenfor.

Når man bringer citater fra værkerne, gælder i øvrigt de almindelige principper om ”god citatskik”, som er fastsat i lovgivningen. Til ”god skik” hører opfyldelsen af Martinus’ ønske om, at man ikke giver anledning til misforståelser af hans analyser ved at uddrage citater, som ikke er illustrerende for indholdet af den tekst eller de udtalelser, som citatet er taget fra. Det indebærer også, at citater kun må bruges som led i en større information. Man må f.eks. ikke udgive et skrift eller en hjemmeside, hvor hovedindholdet består af Martinus-citater.

 
Symbol 16: Evighedslegemet

Når man viser et symbol, gælder princippet om at vise respekt for billedkunstneres værker, som også er fastslået i loven om ophavsret. Martinus har med sine symboler skabt en unik illustration af den åndelige verdens realiteter i en symbolsk form, som er tilgængelig for vore fysiske sanser. Det betyder, at symbolerne i deres oprindelige udformning, indhold og farvesammensætning udtrykker den højeste intuition og dermed har en særlig ”magi”, som han fandt det særdeles vigtigt, at der ikke bliver ændret på, uanset hvor de vises. Han ønskede tillige, at symbolerne præsenteres sammen med dækkende symbolforklaringer. Interesserede er velkomne til at linke til de symboler og forklaringer, som findes her på hjemmesiden (se vejledning).

Beskyttelse på internettet

Med vore dages digitale teknik er det blevet meget lettere end tidligere at formidle Martinus’ litteratur bl.a. via internettet. Derfor er det ekstra vigtigt at skabe en sikkerhed for, at den Martinus-tekst eller det Martinus-symbol, man finder på nettet, er den ”ægte vare”. Den sikkerhed forsvinder, hvis der f. eks. kommer til at ligge forskellige piratudgaver af bøgerne på nettet. Hvis det sker, vil de interesserede verden over let komme i tvivl om, hvad der i virkeligheden er Martinus’ egen tekst. Den usikkerhed skal vi undgå ved, at det altid er de officielle udgaver fra Instituttet, som bliver formidlet.

Samarbejde om beskyttelsen – kontakt Instituttet

Alle, der interesserer sig for Martinus’ værker, har en fælles interesse i at værne om indholdet. Derfor er det vigtigt, at vi har et godt samarbejde om at sikre den nødvendige beskyttelse. Fra Instituttet hjælper vi gerne med at afklare eventuelle tvivlsspørgsmål omkring ophavsretten. Hvis du har ønsker om at gengive tekster og symboler i større omfang, kræver det en konkret aftale med os. Tag derfor kontakt til Instituttet, hvis du planlægger nye større informationsaktiviteter f.eks. på en hjemmeside, eller ønsker at bruge materiale til en afhandling, et tidsskrift eller til et andet formål. Vi kan også hjælpe med historiske informationer og billeder samt svare på spørgsmål om Det Tredje Testamente osv.