Aktuelt tema 2

Aktuelle temaartikler

2. Tilgivelse
- af Sören Grind

1. Unaturlig træthed
- af Sören Grind

Tilgivelse

– vejen til at se klart

Af Sören Grind

Tilgivelse er en kunst, som virker på mange niveauer og har den allerstørste betydning for vores relationer, vores sundhed og for skabelsen af fred. Sören Grind skriver her om, hvordan accept og forsoning åbner for en større forståelse af sig selv og sin næste. Vi får inspiration til, hvordan vi bevidst kan udvikle vores evne til at tilgive.

Den indre proces
Ikke-tilgivelse farver oplevelsen af nuet og medmenneskerne med negative stemninger og forventninger, der har sin årsag i fortiden. Tilgivelsen er en indre proces, der renser vores fornemmelse af os selv og omverden fra fortidens belastende affald. Det handler ikke om at bede den anden om at tilgive os. Tilgivelsesprocessen har dybest set ikke noget med den anden at gøre. Med tilgivelsen er det i stedet os selv, der kan slippe vores kamp med den anden, med tilværelsen eller med Gud, og acceptere og åbne os for det meningsfulde i hændelsen Sommetider kan vi se en spejling eller et budskab i en skæbnesituation. Sommetider må vi nøjes med den generelle forståelse af, at alle erfaringer har beriget os med en øget forståelse for andre i tilsvarende situationer. Tilgivelsesprocessen er ikke afhængig af, at vi intellektuelt kan forstå det specifikke budskab i en skæbnesituation, selv om en sådan tolkning kan lette processen.
Tilgivelse kan fejlagtigt tolkes som en godkendelse af den andens handlemåde, men den har ikke til hensigt at vurdere, om den andens handling er moralsk eller ej. Det er helbredelsen af den smerte, man selv har oplevet, og en frigivelse af den anden, der er tilgivelsesprocessens formål. Vi tilgiver mennesket bag handlingen. Han eller hun handlede ud fra sine forudsætninger og kunne i situationen ikke gøre det bedre. Tilgivelsesprocessen lettes betydelig, hvis vi forstår spejlingen af vores egne tilsvarende svagheder på området. Under visse omstændigheder kan vi heller ikke selv handle bedre. Der er et budskab i den karmiske situation. Vi er ikke noget offer. Den anden er et redskab, der giver os de erfaringer, vi har brug for, for at fortsætte vores følelsesmæssige modning. Der er handlinger, vi synes dårligt om, både hos os selv og hos andre. Men såvel vi som alle andre er guddommelige medarbejdere i projektet med at blive mere menneske. Der findes ingen skyld forbundet med, at vi befinder os i en udvikling fra dyr til menneske. Derimod findes der handlinger, der volder smerte og som er imod livslovene.
En kvinde, der er blevet mishandlet af sin mand, har derfor bedst af at arbejde sig frem til at tilgive ham, men bør anbringe sig selv i behørig afstand for ikke at udsætte sig for flere lignende situationer. Hun bør søge beskyttelse imod hans adfærd, men samtidig også arbejde på at blive forsonet med mennesket bag handlingen. Med ikke-tilgivelse i bagagen øges risikoen ellers for, at hun går til samværet med en ny partner med farvede briller, der nedsætter hendes dømmekraft. Den ydre handling med at beskytte sig står altså ikke i modsætning til den indre proces med at tilgive.

Ikke-tilgivelse hindrer den personlige udvikling
For at få optimale forudsætninger for bedst at kunne reagerer på og forholde sig til det, der sker os, er det nødvendigt at acceptere og forsones med tilværelsen, livet og medmenneskene, som de er. Det er den eneste holdning, der kan føre os i kontakt med virkeligheden, og som gør, at vi hører, hvad livet, dvs. Guddommen, vil sige til os i den specifikke situation. Hvis vi ikke accepterer en hændelse, går vi ud fra, at den må være en fejl fra Guds side, og at vi er denne fejltagelses ofre. Vi føler os ramt og uretfærdigt behandlet af livet. Vi lider da egentlig af teomania, dvs., vi tror, vi ved bedre end Gud. Vi er da de uskyldige martyrer, der kritiserer og vil korrigere tilværelsen og de kosmiske spilleregler.

Det ubehagelige, vi møder, er en spejling af os selv, der kosmisk set aldrig kan være uretfærdig. I det lokale perspektiv kan det se uretfærdigt ud, men i et højere perspektiv indgår oplevelsen i en retfærdig og værdifuld karmisk undervisning. Kunststykket er at leve med begge disse perspektiver samtidig. Vi ved ud fra åndsvidenskaben, at ”alt er såre godt” i alle situationer, men i vores konkrete hverdag arbejder vi med fredelige midler på, at ”uretfærdigheder” forsvinder.

Et gammelt ord for tilgivelse er at forlade. Det kan deles op i to ord – for og lade. Når vi er blevet genier i at forlade, vil vi på forhånd lade mennesker være, som de er. Vi forstår, at alt, hvad de gør, er naturligt ud fra deres udviklingstrin, med hensyn til deres tidligere erfaringer og deres nuværende ønsker. Samtidig vil vi, takket være det klarsyn og den frihed fra projektioner som et forladende sindelag indebærer, vurdere vores medmennesker på en mere intelligent måde, hvilket mindsker risikoen for, at vi kommer i nye ubehagelige situationer. Det er ikke-tilgivelsen, der forvrænger billedet og får os til at fejlbedømme situationer.

En accepterende og tilgivende indstilling er altså ikke en karakterløs underkastelse, hvor man ikke kan sig fra eller sige nej. Men når vi ser andre klart, kan vi sig nej med et tilgivende hjerte, forholde os til og beskytte os mod deres eventuelle lavere natur uden nogen som helst fordømmelse. Da finder vi os i, at tilværelsen, og det som Gud spejler i os, er, som det er, og gør det bedste for at tage vare på de udviklingsmuligheder, der tilbydes.

Agnete var så irriteret over sin mors kritiske holdning og sagde ophidset til en ven: ”Tænk, mor kan ikke lade være med at have kritiske kommentarer til alt og alle”. Vennen, der havde set lignende sider hos Agnete, kunne ikke lade være med at bede hende gentage det, hun havde sagt, men sige ”jeg” i stedet for ”mor”. Da Agnete havde sagt: ”Jeg kan ikke lade være med at have kritiske kommentater til alt og alle” råbte hun op af frustration over spejlingens nøgenhed. Det var en smertefuld indsigt, men den hjalp hende til at se mere forsonligt og konstruktivt på sin mor og begynde at bearbejde sin egen kritiske holdning.

Accept og forsoning – en forudsætning for fysisk og psykisk sundhed
Ligesom ved al anden bevidst forandring skal denne indre rengøring begynde med en accept. Selv de mest ondskabsfulde og brutale fantasier om nogen, vi er kommet i konflikt med, er først nødt til at blive erkendt og accepteret, før vi kan angribe dem på en konstruktiv måde. Vi konstaterer f.eks.: ”Jeg er oprørt og irriteret og sidder fast i en masse fjendtlige tanker, så snart jeg tænker på ham”. Hvis vi ønsker at opløse disse følelser og tanker, er vi nødt til at begynde en proces, hvor målet er forsoning. At opløse og for alvor slippe negative følelser og tanker kan kun gøres ved at acceptere, tilgive og finde en mening med det, vi har oplevet. Så længe vi har negative følelser mod nogen eller noget, er det en belastning for såvel krop som sjæl, da vi vil være karmisk bundet til denne belastning, indtil vi har opnået forsoning.

En tilgivelsesproces begynder efter accepten af situationen, med at vi prøver at forstå. Der er da først og fremmest to aspekter, vi er nødt til at meditere over.

1. Hvordan oplever modparten situationen?
2. Hvad i mig selv spejles af hændelsen og modparten?

Disse meditationsemner muliggør dels en mobilisering af den indlevelse, der skal erstatte min instinktive antipati mod den, jeg er i konflikt med, og dels den viden, jeg har brug for, for at kunne se spejlingen og dermed tilbagekalde mine projektioner af mine uønskede sider på den anden.

Den højeste form for meditation
Martinus mener, at den højeste form for meditation, vi kan udøve, er cirka 5 minutter om dagen at meditere kærligt på vores ”fjender”. Det er i grunden vores fjendtlige tanker, der er vores eneste fjende. En bedre form for mentalhygiejne og langsigtet stressreduktionsteknik end at opløse fjendtlige tanker og følelser findes ikke.

Efter fokusering på de ovenfor nævnte meditationsområder er det værdifuldt at koncentrere sine tanker og følelser på taknemmelighed for den indsigt, som mødet med personen eller situationen har givet. Man kan også fortsætte meditationen med at se den anden i situationer, han holder af, eller i forestillede situationer, man tror, vedkommende ville synes om. Til sidst kan man se personen omsluttet af et healende lys af kærlighed eller se sig selv omfavne personen og give den kærlighed, man endnu ikke kan give i den fysiske verden.

Efter en eller flere meditationer med udgangspunkt i de to områder til overvejelse kan man gå direkte til de kærlige og lyse tanker om vedkommende.

Denne tilgivelsesmeditation har effekt på flere niveauer.

Omdannelse af vores indre billede af den person, det handler om, i en mere forstående og tilgivende retning mindsker stress, frigør energi og giver indre ro.
En telepatisk indstilling på den anden med lyse og kærlige tanker kan, når den anden er modtagelig for det, bidrage til at opløse dennes eventuelle negative tanker om os.
Udfører vi denne meditation inden vi går i seng, åbner vi muligheden for, at vi efter indsovning kan komme i kontakt med personen på ”den anden side”. Med den positive tankekoncentration, vi da er sovet ind med, har vi forberedt os på muligheden for i løbet af nattens møde at komme personen nærmere og fortsætte løsningen af misforståelser og blokeringer.
Når denne meditation udføres i bøn, vil vi få kraft og inspiration fra vores åndelige medarbejdere til at slippe vores egne indblandede negative tankestrukturer og til at træne de nye.

Det har også flere gange slået mig, at jeg under denne proces ”er kommet til ” at havne i en situation med personer, der er objekt for min meditation og bøn, hvor jeg har kunnet være dem til praktisk hjælp. Det kan være en så enkel ting, som at de har tabt en blyant, og jeg kan samle den op til dem. Min gode vilje bliver da konkret og synlig, hvilket jeg har følt har bidraget til personens modtagelighed for mine positive tanker og indstilling.

Mange har gode erfaringer med denne meditations effektivitet. Det gælder specielt ved konflikter med mennesker, som det ikke lykkes at komme på talefod med. Efter nogen tid kan personen, man mediterer på, uden ydre anledning pludselig ændre indstilling, og konflikten ser ud til at være blæst væk.

Det sværeste er, ligesom med alle andre øvelser eller meditationer, at få det gjort. Når man har indset, at en øvelse vil være til nytte, er det lettere at blive inspireret til at udføre den.

Derimod er det for de fleste af os svært at skabe vaner og regelmæssighed. Som med al anden talentudvikling kræves tålmodig træning for at opbygge evnen til at vende sine tanker og forestillinger og dermed sin skæbne i en ny retning.

For det første kræves det, at man virkelig er mæt og træt af de problemer, de negative reaktionsmønstre medfører. Lidelsen er desværre ofte en nødvendig motivationsfaktor.

For det andet kræves der en dyb længsel efter forsoning.

For det tredje kræves der en intelligensmobiliseret viljestyrke, der tålmodigt fastholder den mentale træning, selv når det føles lidt trægt.

For at bevare motivationen kræves der for det fjerde en evne til at være opmærksom på og glædes over de små fremskridt på vejen. Nogle forsoningsprojekter går hurtigt og let, mens andre kræver stor indsigt, tålmodighed og selvdisciplin.

Trin for trin kan vi med dette indre arbejde opbygge en måde at forholde os til vores skæbne på, som gør, at vi mindre og mindre sidder fast i konflikter, stress og nedtrykthed. Samtidig vokser evnen til at se positivt på vores medmennesker og evnen til at skabe harmoniske og kreative relationer.

Sören Grind, 2010. Oversat fra svensk.