Andre svarer

Hvordan bør vi straffe forbrydere?
 

Spørgsmål
Under henvisning til de ufatteligt mange forbrydelser, der sker i vor tid, har flere læsere spurgt, hvordan Martinus anbefaler, at vi straffer disse forbrydere. En af læserne mener, at der ligger et modsætningsforhold i, at man på den ene side skal tilgive, - men derved lærer voldsmænd jo netop ikke konsekvenserne af deres handlinger, og så udvikler de sig vel ikke?

Svar
Det er ikke så underligt, at disse spørgsmål optager mange mennesker. For via TV-mediet kommer alle de voldsomme begivenheder direkte ind i vore hjem, og de gør et stort indtryk på os. Uhyre mange skriger på hævn og straf. Men stille og roligt fortæller Martinus os, at man endnu aldrig har set, at “hævn, straf og forfølgelse har kunnet forvandle noget væsen, således at det derved, fra at tilhøre et lavere udviklingstrin er kommet til at tilhøre et højere udviklingstrin. Med straf og overlegen magt kan man naturligvis tvinge et menneske til at afstå fra sine eventuelle dødbringende handlinger, men dette sker ikke med det samme væsens frie vilje. Straf og tvang kan således kun skabe en slags dressur, ligesom man kan tvinge dyr til visse handlinger ved vold og magt”. (Livets Bog 7, stk. 2399).

Det vil altså sige, at et menneskes psyke ikke lader sig forvandle ved rå og brutal straf. Men hvad skal vi da stille op med alle disse forbrydere? Martinus kommer selv ind på dette spørgsmål i Livets Bog 4, stk. 1246, hvor han skriver: “Hvad skal samfundet da gøre overfor de “amoralske” væsener eller “forbryderne?” - Samfundet skal først og fremmest lære at forstå, at “forbryderne” ikke er “forbrydere” eller “amoralske” væsener, men er fuldstændig normale udtryk for de trin på udviklingsstigen, de repræsenterer eller tilhører, akkurat som den juridiske, lovlydige og ansete borger indenfor staten er det for de trin på udviklingsstigen, han eller hun repræsenterer. Der er kun den forskel, at sidstnævnte repræsenterer selve statens trin eller plads på udviklingsstigen.”

Hermed har Martinus endnu en gang henledt vores opmærksomhed på den vældige spredning i de enkelte menneskers placering på udviklingsstigen. Med andre ord: Vi har vidt forskellige “erfaringsdannelser” og dermed vidt forskellige retfærdighedsbegreber. Og dét kan man altså ikke ændre på ved straf, vold og magt. Men hvad i alverden skal vi så stille op? Skal vi give disse “yngre brødre i udviklingen” frihed til, med deres primitive bevidsthed, at røve og plyndre, stjæle, lyve, bedrage, myrde og lemlæste så meget de lyster? Nej, svarer Martinus, det skal vi naturligvis ikke. Det ville være at “gå foran selve forsynets egne fastsatte terminer for nævnte plan med menneskeheden.”

Ja, men så har vi jo ingen nytte af Martinus’ analyser om, at disse forbrydere i virkeligheden blot er “yngre sjæle” i udviklingen, der med Jesu ord “ikke ved, hvad de gør”. Jo, svarer Martinus, disse analyser er til stor nytte for det væsen, der i dag begynder at elske sin næste, begynder at have så stort et intellektuelt talent, at han eller hun kan forstå livets “kosmiske analyser” eller videnskab, og for hvem det er stærkt imod at skulle være med til fx at dømme disse yngre brødre.

Men hvor bliver så karmalovens belærende skæbnebuer af, der skulle udvikle de pågældende “forbrydere”, som spørgeren skriver? I stk. 1253 svarer Martinus klokkeklart på vort spørgsmål: “Vi har således her et nyt bevis for, at der altid, selv om der er væsener, der ikke kan være med til at “straffe” og “hævne”,  vil være væsener nok, der har hjerte og sindelag til at varetage alle de robuste foranstaltninger, den karma- eller årsagsvirkning, som uundgåeligt må og skal finde sted indenfor et samfund af væsener, der endnu ikke elsker sin næste som sig selv, men mere eller mindre i tanke, væsen og fremtræden hylder eller sværger til “straffen”s eller “hævnen”s lov. Hvordan skulle ellers primitive, hadefulde og ukærlige væsener få deres tilbagevendende karma eller komme til at “høste dét, de sår”? - Hvis sådanne væsener ikke var omgivet af væsener af deres egen type, men derimod var omgivet af blot og bar “engle”, blot og bar “tilgivende” væsener, ville de jo aldrig nogen sinde komme til at opleve “hævnen”s og “straffen”s lidelser, ligesom de jo heller ikke ville være lykkelige ved de “tilgivende” væsener, idet de kun kunne opfatte disse som primitive, som naive og feje, hvis de da ikke ligefrem anså dem for at være “abnorme”.”

Og så slutter Martinus dette citat med, at vi her har fået et indblik i, “hvorledes alt, i ethvert givet øjeblik, lige akkurat er det fuldkomneste, det overhovedet kan være.” Med andre ord: Så længe der findes “forbrydere”, vil de enkelte staters lovgivning være villig til at give dem konsekvenserne af deres handlinger.

Men denne tilstand er absolut ikke den ideelle, og når hele menneskeheden når længere frem i udvikling, vil forholdene ændre sig. Det ser vi allerede nu mange eksempler på i den humane del af verden. Men hør nu, hvad Martinus forudsiger om denne mere næstekærlige behandling af de “yngre” sjæle i udviklingen. I stk. 2400 skriver han blandt andet, at vi helt vil forandre det nuværende straffesystem til en ren human praksis, hvor man ganske rigtig beskytter samfundet mod de såkaldte “forbrydere”, men uden nogen form for brutalitet. “Alle mindre udviklede væsener, der er farlige for det normale samfund, vil ikke være frigivet til at leve i dette. Derimod er der reserveret disse væsener et område indenfor staten, i hvilket de under særlig kontrol kan leve uden at kunne komme til at skade andre beboere af samme område. Rent bortset fra denne begrænsning, kan de her leve et frit liv. De kan gifte sig, de kan få uddannelse i og arbejde ved hvad som helst, de måtte have lyst til og som passer for deres evner og intellektuelle anlæg. Et sådant område vil ikke udgøre et fængsel, men derimod et lille kulturområde med skoler, teatre, biografer, sportsbaner og idrætshuse osv. Disse mennesker, der, på grund af deres underudviklede tilstand, må opholde sig her, befinder sig således ikke i noget nedværdigende fængsel eller noget nedværdigende tugthusområde. De befinder sig her udelukkende for at blive vænnet til at kunne leve i det virkelige normale og frie samfund udenfor.”

De tanker, som Martinus her giver udtryk for, ligger nok en del ude i fremtiden for langt størstedelen af menneskehedens nuværende samfund. Men nogle steder er den første begyndelse gjort med “åbne fængsler” og resocialisering af de indsatte. Med Martinus’ ord, man giver “plads for en human opfattelse af de underudviklede væsener og deres væremåde.”

Jeg har her valgt at lade Martinus besvare spørgsmålet på basis af Livets Bog. Men jeg vil opfordre interesserede til også at læse artiklerne “Dom og beskyttelse” og “Hvorledes får man kræfter til at tilgive?”, som senest har været gengivet hhv. i Kosmos nr. 11-1993 og nr. 9 - 1990. Begge numre kan købes på Martinus Instituttet.

(Hans Wittendorff, Kosmos nr. 2, 2004)

© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk.
Må gengives med copyright- og kildeangivelse.