Martinus svarer

Om korrespondancen mellem levende og "døde" væsener, søvnen, begravelser


Spørgsmål
Eksisterer der nogen naturlig og uden ad mediumistisk vej udløst forbindelse mellem de levende og de såkaldt "afdøde'' væsener? 

Svar
Mellem de levende og ''de døde'' er der en meget stor livsvigtig og aktiv forbindelse. Ved døden bliver et væsens vågne, fysiske dagsbevidsthed overført til dets natbevidsthed, der udgør samme væsens dagsbevidsthed på det åndelige eller psykiske plan. Da de fysiske væseners dagsbevidsthed under den dybe normale søvn også er overført til natbevidstheden, befinder de sig under denne fysiske søvn i en tilstand, hvor de har vågen dagsbevidsthed på samme plan som ''de afdøde''. De levende og "de døde'' kan da her fortsætte den indbyrdes tankeudveksling og det ønskede samvær, de ikke mere kan få udløst på det fysiske plan. Livsvigtige ideer, advarsler, råd og vejledning udveksles her gensidigt i stor stil mellem begge planers væsener. Og selv om erindringen om et sådant åndeligt samvær og de hermed forbundne oplevelser totalt mangler i den fysiske dagsbevidsthed ved væsenets opvågnen efter søvnen, vil den alligevel være nedplantet i samme væsens underbevidsthed og herfra ved givne særlige lejligheder eller situationer forplante sig til den vågne fysiske dagsbevidsthed. Den vil da på intuitionslignende måde befrugte vedkommende væsens tankeverden med den viden, det åndelige eller psykiske materiale, der var det åndelige samværs kerneindhold.

På denne måde står alle levende væsener i en ufarlig og beskyttet forbindelse med den åndelige verden. Døden er ikke den store adskillelse fra de kære "afdøde", eller dem man holder af, som menneskene her på jorden i al almindelighed forestiller sig. Dette vil efterhånden blive til en så levende opfattelse eller kendsgerning, at alt det sortsyn, der med fortvivlelse, tårer og livslede i dag gør en bisættelse eller begravelse til en begrædelsesceremoni i sort, sort og atter sort, vil ændres således, at begravelsen bliver det, den skal være, en lykønskningens og lysets fest. Den naturlige død vil altid være en udfrielse af den indskrænkning i livsoplevelse og det heraf affødte sjælelige fængsel, som en udødelig ånds tilknytning til en invalid, defekt eller affældig og for livsoplevelse uegnet organisme må siges at være. En sådan befrielse skal ikke begrædes, men lykønskes.

Første gang bragt i Kontaktbrev 1950/6, s. 10-11

© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk.
Må gengives med copyright- og kildeangivelse.