Martinus svarer

Om kødspisning og det femte bud "Du skal ikke dræbe"


Spørgsmål
Hvorfor skal man ikke spise kød eller animalsk kost? –

Svar
Fordi kød og for øvrigt alt animalsk stof med undtagelse af mælk, smør og ost ikke kan anvendes til føde uden igennem praktiseringen af myrderi eller ødelæggelse af højt udviklet bevidst liv. Da livsloven for mennesket og dermed betingelsen for en sund organisme og lykkelig skæbne er opfyldelsen af det femte bud "Du skal ikke dræbe" kan en føde, der udelukkende er baseret på drab af bevidst liv umuligt, ifølge nævnte lov, være menneskeføde. Den er tilladelig for rovdyret, idet den for dette væsen er en livsbetingelse. Når menneskene i så stor en udstrækning, som tilfældet er, ved sin kødnydelse stiller sig på samme stadium som rovdyret, skyldes det en fra dets fortidige dyriske tilstand nedarvet, men endnu ikke afvænnet vanetilstand eller slendrian. At mennesket ikke er henvist til at skulle leve af rovdyrføde bliver til kendsgerning derved, at den animalske føde netop ikke på nogen som helst måde er en livsbetingelse for det, således som den er det for rovdyret. Men rent bortset herfra vil det uheldige indgreb i skæbnedannelsen og den ødelæggelse af sundheden, som denne svælgen i ligstof efterhånden vil afføde, alt eftersom mennesket i udvikling bliver intellektuelt og etisk forfinet, i sig selv være nok til at fjerne de animalske produkter fra dets ernæringsområde.

(Se i øvrigt bogen "Den ideelle føde")

Første gang bragt i Kontaktbrev 1950/1, s. 2

© Martinus Institut 1981, www.martinus.dk.
Må gengives med copyright- og kildeangivelse.