Ældre årgange af Kosmos mv.

1:2    >>

Instituttet har for nylig udgivet et særnummer af KOSMOS, som er helliget artikler om bisættelsesproblemer. Af artiklen om "Næstekærlig behandling af lig" fremgår, at der er en række lighedspunkter mellem de forhold, der gør sig gældende ved nedbrydning af levnedsmidler i fordøjelseskanalen, og de forhold, der gør sig gældende ved nedbrydning af lig. Til brug for de af vore læsere, der er interesseret i at sætte sig grundigt ind i bisættelsesproblemerne, gengiver vi i dette og det følgende nummer af KOSMOS en artikel om A-livsenheder og B-livsenheder. Artiklen skulle kunne lette forståelsen af en del grundlæggende ernærings- og bisættelsesproblemer. Artiklen er første gang trykt i Kontaktbrevene 2-4 1964. Når vi gengiver den netop nu skyldes det, at emnet vil blive yderligere uddybet ved den paneldiskussion om bisættelsesproblemer, der er planlagt at finde sted lørdag den 10. februar 1973 på Instituttet. Vi er klar over, at artiklens indhold må karakteriseres som "svært" stof, og vi finder det derfor formålstjenligt samtidig med gengivelsen at give udtryk for, at fuld forståelse af artiklens indhold ikke er nødvendig for at kunne få stort udbytte af at deltage aktivt eller passivt i den planlagte paneldiskussion.

Aage Hvolby

Det dræbende og
det livgivende princip
i vor ernæring

(Identifikation af A- og B-livsenheder)

A.      

LIVSENHEDER OG STOFENHEDER

Med bogen "Den ideelle føde" har Martinus givet os en inspirerende redegørelse for menneskenes retmæssige ernæring på de forskellige udviklingstrin i "Dyreriget" og "Det rigtige menneskerige". Denne redegørelse for ernæringsprincipper er baseret på en beskrivelse af verdensaltets livs- og stofenhedsprincip samt på en sondring mellem og beskrivelse af de såkaldte A-livsenheder og B-livsenheder. Før vi her beskæftiger os nærmere med disse problemer, må vi nøje definere de begreber, som vi er nødt til at arbejde med:

ET LEVENDE VÆSEN er "Noget, der kan opleve". For at kunne opleve, må det levende væsen funktionelt fremtræde som et treenigt princip, det vil sige, at det set fra stofsiden må optræde i tre forskellige aspekter, der dybest set er identiske, nemlig et "Navnløst Noget, som er". Disse tre funktionelle aspekter af det levende væsen er Jeg'et, en evne til at skabe og opleve, samt noget manifesteret eller skabt. "Det skabte" er i første række repræsenteret ved "livets oplevelse" samt ved "en individuel legemskombination", gennem hvilken Jeg'et tilegner sig livets oplevelse. I denne artikel vil vi koncentrere os om legemskombinationen, specielt den del deraf, som vi kender som den fysiske organisme.

EN LIVSENHED er en enhed af liv, altså et levende væsen. I denne artikel vil vi hovedsagelig hellige os omtalen af de fysisk manifesterede livsenheder, hvis organismer i form af mineraler, planter og dyr udgør menneskets føde.

A-LIVSENHEDER er de livsenheder, hvis organisme dræbes ved optagelse som næring i vor organisme.

B-LIVSENHEDER er de livsenheder, hvis organisme belives ved optagelse som næring i vor organisme. [slut på side 292]

EN FYSISK STOFENHED er i denne artikel betegnelsen for enhver form for stof, der fra den fysiske stofside sanses som en strukturelt eller funktionelt sammenhængende enhed. Alt stof er organismer af livsenheder, altså levende væsener oplevet fra stofsiden (jfr. "Livets Bog", stk. 484-88).

Af definitionerne på "En livsenhed" og "En stofenhed" kan udledes, at der til "En fysisk manifesteret livsenhed" svarer "En fysisk stofenhed". Omvendt er "En stofenhed" ikke nødvendigvis ensbetydende med "En fysisk manifesteret livsenhed". Mange stofenheder, f.eks. en koralstok eller en klump pressegær, er nemlig organismerne af et samfund af sideordnede livsenheder, det vil sige: Intet Jeg skaber og oplever direkte gennem den samlede stofenhed.

Det sidste begreb, vi indledningsvis vil gøre os klart, er VERDENSALTETS LIVS- OG STOFENHEDSPRINCIP, ifølge hvilket ingen levende væsener kan eksistere uden at være stoflig bestanddel af et større væsen (makrovæsenet) og samtidig være stofligt opbygget af mindre væseners (mikrovæseners) legemer (jfr. symbolet "Livsenhedsprincippet" i "Den ideelle føde", kap. 17 og i "Det evige verdensbillede" I, side 33).
 
 

B.

ARTIKLENS FORMÅL

Formålet med denne artikel er ved sammenligning af den fysiske empiri med Martinus' på intuitiv oplevelse (kosmologisk empiri) baserede beskrivelse af A- og B-livsenhedernes egenskaber at afgøre, hvilke fysiske stofenheder, der svarer til A-henholdsvis B-livsenheder.

Den metodik, der er anvendt ved identifikationen, fremgår af den skematiske oversigt over Martinus' beskrivelser af A- og B-livsenhedernes egenskaber. Før vi systematisk gennemgår argumenterne for den måde, skemaet er udfyldt på, er det hensigtsmæssigt kort at skitsere principperne for den funktionelle stofenhedsopbygning af jordmenneskenes vigtigste fødemidler.
 
 

C.

VORE FØDEMIDLERS FUNKTIONELLE STRUKTUR

Jordmenneskene ernærer sig hovedsagelig af hvirveldyr (specielt pattedyr, fugle og fisk), mælk, æg, dækfrøede frøplanter og frugt. Vi vil først, som forklaring på opdelingen i skemaet, gennemgå den funktionelle, fysiske stofenhedsopbygning af hvirveldyr og dækfrøede frøplanter. Opbygningen af mælk, æg og frugt vil blive beskrevet nærmere senere i artiklen.
 
 

C-a.

Hvirveldyrs struktur

1) Et hvirveldyrs samlede organisme er det redskab, med hvilket hvirveldyrslivsenheden manifesterer sig og oplever. Dette redskab befordrer og udfører et utal af forskellige ud- og indadrettede funktioner (blandt andet fordøjelse, stofskifte, vækst, organismebevægelser og sansning), som vi her kan sammenfatte under begrebet "Arbejde". Dette arbejde udføres ved funktionel arbejdsdeling mellem forskellige

2) Organsystemer, f.eks. fordøjelsessystemet, nervesystemet og karsystemet. I de enkelte organsystemer er arbejdet funktionelt fordelt mellem forskellige [slut på side 293]
 
 

[slut på side 294]
 
 

      

3) Organer, f.eks. i fordøjelsessystemet: mund, mave og tarme samt lever og bugspytkirtel med tilhørende galdeblære. De enkelte organers arbejde er ofte fordelt mellem funktionelt forskellige

4) Organdele, f.eks. i hjernen: lillehjerne, storhjerne, hjernebro og forlænget rygmarv. I sådanne organdele løses opgaverne af funktionelt forskellige

5) Cellesystemer, f.eks. i synsorganets (øjnenes) nethinde systemer af bl. a. pigmentceller, stavceller, tapceller og associationsceller. Cellesystemernes funktioner er baseret på og udføres af de enkelte

6) Celler. Disses arbejde er igen fordelt mellem funktionelt forskellige

7) Celledele, f.eks. cellemembran, cellekærne (formentlig cellens overordnede organ) og de såkaldte organeller (mitochondrier, microsomer, centrioler og Golgi-apparatet). De enkelte celledeles funktioner er baseret på de egenskaber, som de forskellige molekyler og

8) Molekylsystemer har. Med begrebet "molekylsystemer" tænkes her principielt på de højmolekylære stofenheder, der er opbygget af mange veldefinerede enheder af relativt enkle molekyler. De mængdemæssigt vigtigste energigivende molekyler i vore fødemidler er proteinstoffer, kulhydrater (saccharider) og fedtstoffer (specielt triglycerider).

Proteinstoffer er strukturelt højt organiserede molekylsystemer opbygget af cirka 20 forskellige aminosyreenheder, hvoraf flere er livsnødvendige for os. Proteinstofferne indgår, i form af aminosyrer, først og fremmest i vort vækst- og erstatningsstofskifte, det vil sige ved opbygning af nye celler, produktion af hormoner og enzymer og vedligeholdelse af plasmaproteinstoffer.

Af særlig interesse er de såkaldte proteider, det vil sige de molekylsystemer, der foruden protein indeholder andre typer molekyl- eller atomelementer. Nævnes bør lipoproteider, glukoproteider, nucleoproteider og metalproteider. Blandt proteiderne finder vi blandt andet flere typer hormoner og enzymer, altså flere typer af de stoffer, der sammen med blandt andet vitaminer regulerer og befordrer de utallige kemiske stofskifteprocesser, der foregår i vor organisme. Særlig kendt er de géndannende R.N.A.- og D.N.A.-proteiner samt det navnkundige tobaksmosaikvirus (et kæmpemolekyle indeholdende mange tusinde atomer), der vides at kunne genskabe sin struktur ud fra sine omgivelsers råmaterialer, altså at besidde en slags formeringsevne.

Kulhydraterne i hvirveldyr og frøplanter er hovedsagelig store molekylsystemer, kaldet polysaccharider. Disse er opbygget af enkle molekyler - de såkaldte monocaccharider. Polysacchariderne er i forhold til proteinstofferne ikke særlig differentierede i deres opbygning. Således er såvel stivelse (planternes reservenæringsstof) og glykogen (dyrenes kulkydrat-reservenæringsstof) som cellulose (planternes konstruktionsmateriale) opbygget udelukkende af enheder af monosaccharidet glucose. Kulhydraterne har især betydning for den del af vort stofskifte, der kan betegnes som energistofskiftet.

Fedtstofferne i vor føde er hovedsagelig de molekylsystemer, der benævnes triglycerider. Disse er opbygget af 1 glycerinmolekyle og 3 mere eller mindre forskellige fedtsyremolekyler, det vil sige af relativt få enkle molekyler. Ligesom kulhydraterne har triglyceriderne især betydning for energistofskiftet. Vi vil senere ved den systematiske gennemgang af den skematiske oversigt få lejlighed til at [slut på side 295] konstatere, at den foretagne opdeling af molekylsystemerne i 3 hovedgrupper er formålstjenlig.

Som allerede nævnt, er molekylsystemerne principielt opbygget af

9) Enkeltmolekyler, f.eks. aminosyrer, monosaccharider, fedtsyrer og glycerin. Inden for kemien skelnes mellem "organiske molekyler", det vil sige molekyler indeholdende både kulstof- og brintatomer, og "uorganiske molekyler", der kun i særlige grænsetilfælde indeholder både kulstof- og brintatomer. Alle molekylers egenskaber er bestemt ved deres kvalitative og kvantitative opbygning af

10) Atomer. På tilsvarende måde, som f.eks. et proteinstofs egenskaber er bestemt ved det indbyrdes forhold mellem og organisationen af de forskellige aminosyrer, der indgår i proteinstoffet, er en aminosyres egenskaber bestemt ved det indbyrdes forhold mellem og organisationen af de atomer, der indgår i aminosyren, det vil sige, kulstof-, ilt-, brint-, kvælstof- og undertiden også svovlatomer. Atomernes egenskaber er atter bestemt ved forholdet mellem og delvis også ved organisationen af de atombestanddele, der benævnes:

11) Elementarpartikler. De hidtil kendteste af disse er protoner, neutroner og elektroner. Det er rimeligt og i denne artikel absolut hensigtsmæssigt at betragte i hvert fald en form for "elementarpartikler" som en slags " elementarpartikelbestanddel", nemlig den stofenhed, der benævnes en

12) Foton. Fotonernes betydningsfulde rolle i ernæringsprocessen er beskrevet nærmere i afsnit D. I virkeligheden er fotonerne energi- eller lyskvanter, hvis størrelse kan udtrykkes ved produktet af "frekvensen for lysets bølgebevægelse" og en naturkonstant, der hedder Plancks konstant. Denne sidste størrelse kaldes også:

13) Virkningskvantet. Det er den mindste fysiske virkning eller "stofenhed", vi overhovedet har mulighed for at iagttage.

Vi har nu berørt lysets eller lysenergiens bølgeegenskaber og bør derfor nævne, at enhver form for energi iflg. kvantemekanikken optræder som en partikel-bølgedualitet, det vil sige energi er både partikel- og bølgebevægelse, eller rettere - hverken partikel- eller bølgebevægelse.

At den ovenfor skitserede principielle stofenhedsopbygning af hvirveldyr er betydelig mere differentieret end den stofenhedsopbygning, Martinus angiver i beskrivelsen af symbolet "Livsenhedsprincippet", hvor kun organisme, organer og celler er nævnt (jfr. sidste afsnit af kap. 17 i "Den ideelle føde"), skyldes, at disse stofenheder henhører til samme type spiralkredsløb. De i denne artikel nævnte mellemliggende stofenheder må derimod, såfremt de modsvares af tilsvarende livsenheder, formodes at repræsentere "mellem- eller variantspiralkredsløb".
 
 

C-b.

Frøplanters struktur

1) Frøplantens samlede organisme udfører sine arbejdsfunktioner ved en funktionel arbejdsdeling mellem dets

2) Organsystemer. Vi vil her anvende denne betegnelse som udtryk for rodsystem, stængelsystem, bladsystem, blomst- og frøsystem. Betegnelsen kunne i stedet være anvendt som udtryk for de funktionelt forskellige cellevæv. I "organsystemerne" løses opgaverne af de enkelte

3) Organer, det vil sige de enkelte rødder, stængler, blade, blomster og frø. Disse [slut på side 296] organer er opbygget af funktionelt forskellige cellesystemer, der botanisk kaldes

4) Cellevæv, f.eks. dannelsesvæv, forrådsvæv, assimilationsvæv, hudvæv og ledningsvæv. Disse cellevævs funktioner udføres af de enkelte

5) Celler.
Ved fortsættelse af vor stofenhedsopbygnings-analyse genfinder vi i frøplantecellen den samme funktionelle stofenhedsopbygning som vi konstaterede hos hvirveldyrsceller, dvs. en funktionsdeling mellem forskellige celledele, molekylsystemer, enkeltmolekyler, atomer, elementarpartikler, fotoner og virkningskvanter.

Vi kan altså tillade os at betragte frøplanter som værende af principielt samme stofenhedsopbygning som hvirveldyr.
 
 

C-c.   

Kvalitative forskelle mellem hvirveldyr og frøplanter

Organismen:

Frøplanter er ikke nær så differentierede i funktionelt forskellige organsystemer og organer som hvirveldyr. En helt afgørende, fundamental forskel er, at frøplanter ikke indeholder det organsystem, der er det uundværlige grundlag for enhver form for differentieret fysisk sansning - nemlig nervesystemet.

Frøplanter må i forhold til hvirveldyr karakteriseres som værende "ikke-selvbevægelige".

Frøplanter udgør ikke på samme måde som hvirveldyr et udeleligt hele, idet man kan fjerne væsentlige dele af en frøplante uden at planten går til grunde. Ofte vil også den fjernede plantedel kunne slå rødder og leve videre.

Frøplanters ernæring er primært baseret på fotosyntese af de uorganiske stoffer kuldioxid og vand (sekundært også opløselige salte) ved hjælp af fotoner.
 

Organer:

Frøplanteorganer er som helhed ikke så differentierede i funktionelt forskellige celler som hvirveldyrsorganer. Mange planteorganer er i ret høj grad opbygget af vævssystemer, der delvis består af fysisk døde celler. Som eksempler på fysisk døde planteceller kan nævnes korkvævets parenkymceller, støttevævets tave- og stenceller, ledningsvævets trakeider og karceller samt luftvævet, der egentlig kun er cellemellemrum. Kun enkelte celletyper i enkelte hvirveldyrsorganer kan karakteriseres som værende fysisk døde.
 

Celler:

Frøplanteceller er som helhed ikke så differentierede i funktionelt forskellige molekylsystemer som hvirveldyrceller.

Frøplanteceller er gennemsnitlig lidt større end hvirveldyrceller.

Frøplanteceller er omgivet af en afstivende, ret tyk cellevæg, der hovedsagelig består af cellulose og lignende. Hvirveldyrcellen må betegnes som værende "nøgen". Den er kun omgivet af en tynd cellemembran bestående af fedtstoffer og proteinstoffer, eller rettere forbindelser mellem disse.

Frøplanteceller indeholder som helhed langt større mængder saftrum, de såkaldte vakuoler, end hvirveldyrceller. Unge planteceller indeholder mange små vakuoler. [slut på side 297]

Med plantecellernes ældning bliver disse vakuoler større og større og kan til sidst fylde cellen næsten helt. Saften i disse saftrum er en vandig opløsning af forskellige molekyler, hovedsagelig sukkerarter, syrer, salte og farvestoffer. Blandt andet derfor må vi kunne anse planteceller for i almindelighed at indeholde organisk livløse eller næsten livløse bestanddele i større mængder end hvirveldyrceller.

Det vil af ovenstående fremgå, at hvirveldyr og frøplanter er så kvalitativt, funktionelt forskellige, at det må være korrekt at konkludere, at frøplanter har en langt svagere udviklet irritabilitet eller reaktionsevne overfor den fysiske omverdens påvirkninger, det vil sige en svagere og mindre differentieret fysisk sansning eller livsoplevelse, end hvirveldyr. Vi må derfor også konkludere, at det er en langt større udfoldelse af "det dræbende princip" at ernære sig af, det vil sige dræbe, hvirveldyr og disses organer og celler end frøplanter og disses organer og celler.
 
 

D.

ORGANISKE ERNÆRINGSPRINCIPPER

Som indledning til vor systematiske gennemgang af den skematiske oversigt vil vi gennemgå de vigtigste principper for vore fødemidlers skabelse i planter og dyr og deres nedbrydning ved vore ernæringsprocesser.

Alle åndelige og fysiske legemer forbruger som følge af deres udfoldelse af livsytringer energi. De må derfor for fortsat at kunne opretholde deres eksistens og udøve deres normale funktioner have tilført energi fra omgivelserne. Vor fysiske ernæringsproces er den livsnødvendige proces, der har til opgave at tilføre vor fysiske organisme den fornødne energi. Dette sker som bekendt i form af fysiske næringsmidler, det vil sige i form af fysisk stof. Vor fysiske ernæringsproces er altså baseret på tilførsel og udnyttelse af andre levende væseners fysiske organismer.

Vore fødemidler opbygges i første instans ved den såkaldte fotosyntese. Denne syntese, der foregår i de grønne planters assimilationsvæv, er en opbygning af kulhydrat ud fra vand og kuldioxid ved hjælp af solenergi, hvor solenergien er det egentlige eller primære næringsstof. At vi kan betragte solenergien som et næringsstof, skyldes relativitetsteorien, der eentydigt udtrykker, at enhver energiændring modsvares af en tilsvarende ganske bestemt masseændring, nemlig energiændringen divideret med kvadratet på lysets hastighed (ΔE = Δmc2). Ved enhver form for energiafgivelse, f. eks. varmeafgivelse, muskelarbejde og tale, afgives der således masse. Tilsvarende tilføres der masse ved enhver energitilførsel, f.eks. ved opvarmning, ved at se og høre m.v.

De primære næringsstofenheder, som solenergien tilfører os, hedder lyskvanter eller fotoner. Det er de energi-stof-enheder, der udsendes eller optages, når en elektron ændrer banetilstand, eller rettere, når en "elektronsky" ændrer tæthed, hvilket ifølge vor landsmand Niels Bohrs atomteoretiske postulater er ensbetydende med, at et atom overgår fra en bestemt stationær energitilstand til en anden stationær energitilstand. Fotonerne er de energi-stof-enheder, der binder atomerne sammen i bl.a. de organiske molekyler.

De forskellige atomer, f. eks. kulstof-, ilt-, brint- og kvælstofatomer, indgår imidlertid ikke på tilfældig måde i de organiske molekyler. Tværtimod er atomerne organiseret i et ganske bestemt indbyrdes forhold, i en ganske bestemt mængde, og på [slut på side 298] en ganske bestemt måde i de utallige og funktionelt hensigtsmæssige molekyler og molekylsystemer, der forekommer i de organiske organismer. Det er ikke muligt at klarlægge opbygningsprincipperne for sådanne atomorganisationer på fysisk energetisk grundlag alene. Dette skyldes, at det er åndelige kræfter, der står bag og udløser de hensigtsmæssige atomorganisationer. Tilsvarende åndelige kræfter kræves selvfølgelig også for opbygningen af celledele, celler, cellesystemer, organdele, organer, organsystemer og organismer. Disse åndelige kræfter, der baserer sig på et sæt kosmiske grundenergier, og som er udtryk for ønsker og begær, vil vi ikke få lejlighed til at omtale yderligere i denne artikel.

Vi vender nu tilbage til de kulhydrater, som planten syntetiserede ved hjælp af solenergi. De andre mængdemæssigt vigtige molekylsystemer, nemlig fedtstoffer og proteinstoffer, opbygger planten ved omdannelse af kulhydrater - for proteinstoffernes vedkommende endvidere af kvælstofholdige salte.

I modsætning til de grønne planter kan hvirveldyr (f.eks. jordmennesket) ikke opbygge deres funktionelt livsvigtige molekyler og molekylsystemer ud fra simple uorganiske molekyler og solenergi. For hvirveldyr er tilførsel af kemisk bundet energi i form af bestemte organiske molekyler en livsnødvendighed. Blandt de vigtigste af disse molekyler kan nævnes monosaccharider, fedtsyrer, aminosyrer og vitaminer. Den kemisk bundne energi er i virkeligheden, uanset om den tages fra dyr eller planter, kemisk bundet solenergi.

Lad os derefter se på, hvad der sker med vor føde ved vor fordøjelse, det vil sige ved de mekaniske og kemiske processer i vor fordøjelseskanal.

Fordøjelsesprocessen er, udtrykt meget kort, en række mekaniske og enzymatisk katalyserede kemiske processer, der nedbryder vor fødes fordøjelige stofenheder til opløselige eller emulgerbare "enkle molekyler", det vil sige til monosaccharider, aminosyrer og lignende. Større stofenheder kan ikke opsuges i organismen gennem fordøjelseskanalens vægge. Dog er med udtrykket "emulgerbare" hentydet til, at triglycerider og partielle glycerider i nogen udstrækning kan trænge igennem tarmvæggen i emulgeret, ikke nedbrudt tilstand.

Efter at være fordøjede indgår de forskellige "enkle molekyler" i vort stofskifte, der er et umådeligt omfattende og betagende hensigtsmæssigt system af kemiske og biologiske kredsløbsprocesser. Afhængig af formålet (udvikling af legemsvarme, produktion af muskelenergi, opbygning af nye celler til væksten eller til erstatning for døde celler og cellebestanddele) indgår de "enkle molekyler" enten først i en opbygning af hensigtsmæssige "molekylsystemer", eller de bliver delvis eller fuldstændigt nedbrudte atom for atom til bl.a. vand og kuldioxid.

Som hovedregel gælder, at næsten alle fordøjede "enkle molekyler" før eller siden, det vil sige før alle deres bestanddele atter udskilles af vor organisme, bliver adskilte i eller nedbrudte til de enkelte indgående atomer under energiafgivelse.

Vi er nu omsider nogenlunde udrustede til at kunne påbegynde den systematiske gennemgang af den skematiske oversigt over Martinus' beskrivelser af A- og B-livsenhedernes egenskaber.

(Fortsættes i næste nummer) >>