Ældre årgange af Kosmos mv.

Aage Hvolby

Begravelsesmuligheder
i Danmark

Til de mennesker, som er interesseret i, til sin tid, at blive bisat i overensstemmelse med den tankegang, Martinus har redegjort for i sin bog "Bisættelse", er i denne artikel samlet en række praktiske oplysninger om "Begravelsesmuligheder i Danmark".

I artiklen er i parentes angivet numrene på de litteraturkilder, hvorfra de pågældende oplysninger hidrører. Detaillerede oplysninger om de enkelte litteraturkilder er anført som afslutning på artiklen.

Såfremt man ønsker sikkerhed for, at liget af ens fysiske legeme efter ens død bliver behandlet på en bestemt måde, er det nødvendigt at lade de konkrete ønsker herfor indgå i et testamente. I dette bør man, i samme omfang de enkelte problemer er magtpåliggende for én, formulere sine ønsker for behandling af liget, for bisættelseshøjtidelighedens form samt for begravelsesstedets art. Man bør således bl.a. anføre:

- om man ønsker at undgå ligbrænding,
- om man ønsker sit lig balsameret,
- om man ønsker at undgå obduktion og dissektion af liget,
- om man ønsker at undgå anvendelse som transplantationsdonor,
- om man har testamenteret sit lig til lægevidenskabeligt formål,
- om man ønsker sit lig anbragt i en speciel kiste,
- om man ønsker at blive fri for gejstlig medvirken ved bisættelseshøjtideligheden,
- om man har særlige ønsker med hensyn til begravelsesstedets art og beliggenhed,
- hvilken person eller hvilke personer, der så vidt muligt skal kontrollere, at de testamentariske ønsker bliver respekteret.

Kopi af testamentet bør anbringes på et passende sted, f.eks. sammen med dåbsattesten, som myndighederne har brug for kort efter dødsfaldet.
 

Konstatering af død

En række detailler herom er beskrevet i den efterfølgende artikel om "Den fysiske død", og vi vil derfor her kun omtale de rent praktiske forhold:

Dødens indtræden konstateres normalt af en læge ved iagttagelse af forskellige usikre dødstegn. f.eks. ophør af åndedræt, ophør af hjerteslag, forsvinden af muskeltonus (underkæben falder ned), temperaturfald og øjenforandringer (brustne øjne).

For at undgå anbringelsen af skindøde i kiste eller i fryseboks på retsmedicinske institutter samt for at undgå begravelse af skindøde, må en person ikke erklæres for død, før der ved ligsyn er konstateret sikre dødstegn. (5). Udover at sikre, at skindøde ikke erklæres for døde, skal ligsynet sikre, at dødsårsagen konstateres, specielt om døden skyldes forbrydelse eller epidemisk sygdom (5). Skindød kan f.eks. forekomme i tilfælde af forgiftninger, drukneulykker og elektricitetsulykker. Den fare for begravelse af skindøde, der tidligere fik de pårørende til at forlange underarmspulsårerne overskåret på afdøde, er således helt udelukket i Danmark i vor tid. [slut på side 10]

De sikre dødstegn er: dødsstivhed, ligpletter og forrådnelse. De første 6 timer efter dødens indtræden skal liget henstå urørt (istandgøring undtagen) i dødssengen (5). Først derefter må lægen udskrive dødsattest. I denne skal arten af de konstaterede sikre dødstegn anføres (5). I loven er intet fastsat om, at der skal være hengået et bestemt antal timer efter døden, før dødsattest må udskrives (1). De undtagelser vedrørende ligsynslovens 6-timers-regel, der gælder for transplantationstilfælde, er beskrevet i et senere afsnit. Ligsynsloven er iøvrigt under revision.
 

Lægelig behandling af lig.

Ved indgreb i transplantationsøjemed på lig suspenderer loven herom (13) ligsynslovens 6-timers-regel (5). Dette er praktisk ensbetydende med, at transplantationsspecialisterne i kraft af deres viden har opnået kompetence og speciel tilladelse til at fastslå dødens indtræden ved andre midler (elektriske målinger) end de hidtil anvendte sikre dødstegn: dødsstivhed, ligpletter og forrådnelse. Det er her vigtigt at påpege, at lægerne har ret til at foretage transplantationsindgreb på lig, medmindre afdøde eller hans nærmeste har udtalt sig derimod.

Obduktion, d.v.s. kirurgisk undersøgelse af lig med henblik på fastlæggelse af dødsårsagen, foretages i lægevidenskabeligt øjemed eller i tilfælde, hvor der er vished for eller mistanke om, at der kan være tale om at gøre strafansvar gældende, d.v.s. ved forbrydelser og forskellige ulykker (legal obduktion) (1). Obduktion i lægevidenskabeligt øjemed kan finde sted, og finder normalt også sted, medmindre afdøde eller hans nærmeste har udtalt sig derimod. Mod legal obduktion kan de pårørende af hensyn til retsvæsenets og forsikringsvæsenets arbejde principielt ikke nedlægge forbud. Obduktion foregår normalt på hospitalernes patologiske afdeling, evt. på de retsmedicinske institutter.

Til uddannelsesmæssige og forskningsmæssige formål (dissektion) har universiteternes anatomiske institutter brug for lig. De anvendte lig omfatter dels lig, som institutterne automatisk har ret til, dels lig, som er testamenteret institutterne. For testamentariske gaver gælder, at man fra f.eks. Københavns Universitets Medicinsk-Anatomiske Institut efter henvendelse dertil får tilsendt flg. materiale:

- "Vejledning vedrørende afgivelse af testamentarisk erklæring"
- "Testamentarisk erklæring" (2 enslydende formularer til udfyldning)
- "Blanket til anførelse af ønsker i forbindelse med donationen" (2 enslydende formularer til udfyldning).

På de anatomiske institutter gennemgår liget en konserveringsproces, der varer ca. 1/2 år. Derefter dissekeres liget. Alle dele fra det enkelte lig holdes samlet således, at de efter endt brug, dvs. efter ca. 1 1/2 års forløb, kan blive brændt eller begravet i overensstemmelse med afdødes ønske.
 

Bortskaffelse af lig

Af hygiejniske, økonomiske og pladsmæssige grunde er samfundet interesseret i, at ligets bestanddele påny kommer til at indgå i naturens kredsløb. I Danmark kan lig bortskaffes ved ligbrænding (kremering) eller ved begravelse, begge dele eventuelt efter forudgående balsamering. Ligbrænding udføres normalt ved, at kiste med lig kremeres i krematoriets ovn få dage efter, at bisættelseshøjtideligheden har fundet sted. Forbrændingsresterne [slut på side 11] formales og anbringes i en urne, der derefter enten nedgraves (i urnehave eller i kirkegård), hensættes (i kolumbarium, i mausoleum eller andetsteds) eller tømmes på et ønsket, tilladt sted, f.eks. i havet. Ca. 35-40 % af Danmarks lig og ca. 80 % af Københavns lig bliver brændt (1967). For ligbrænding gælder særlige love (8, 9, 12). Begravelse udføres normalt ved, at kiste med lig på kirkegård nedsænkes i et jordhul, hvis dybde skal være mindst 3 alen, og hvor kisten skal være dækket af ca. 1,25 m jord.

Efter fredningstidens udløb samles eventuelle ligrester sammen, hvorefter de nedgraves dybere i samme grav eller i en fællesgrav (4). Kisten skal normalt tillukkes senest 4 dage efter dødsfaldet (2). Smykker og lignende må ikke anbringes i kisten (1). Begravelsen skal finde sted senest 8 dage efter døden (2).

For lig af personer, der er døde af stærkt smitsomme sygdomme, gælder særlige regler for anbringelse i kiste, begravelse og ligbrænding (6). I København og på Frederiksberg er fristen for jordfæstelse nu fastsat til henholdsvis 6 og 7 dage (18).
 

Balsamering skal udføres, når et lig skal anbringes i over- eller underjordisk gravkammer (mausolæum)(15). Balsamering kan udføres på Retsmedicinsk Institut eller på de patologiske afdelinger på forskellige hospitaler, f.eks. Frederiksberg Hospital og formentlig også Nørre Hospital (19). Balsamering udføres i Danmark normalt ved dagen efter dødens indtræden at sprøjte ca. 3 liter af en formalinholdig, vandig opløsning (konserveringsvæske) i blodkarsystemet ved hjælp af en kanyle, der indlægges i pulsåren i låret (arteria femoralis). Balsamering med antibiotika (17) er så ukendt af danske læger, at man ikke kan forvente en sådan behandling gennemført i øjeblikket. Balsamering kan ofte konservere liget over en periode på mindst 30 år (19). Hvis liget har været udsat for kirurgiske indgreb (obduktion, dissektion eller transplantationsindgreb) indsprøjtes formalinopløsningen direkte i organer og muskler. For en sådan balsamering kan man ikke forvente nær så god holdbarhed som for balsameringen via blodkarsystemet.
 

Exhumiering, dvs. opgravning af lig før fredningsperiodens udløb, kan normalt kun foretages på politiets begæring (1, 14).

Begravelsesforretninger

Umiddelbart efter dødsfaldets indtræden bør en repræsentant for de nærmeste pårørende kontakte sagføreren eller en anden eksekutor, der skal sørge for, at testamentets ønsker bliver respekteret. Endvidere må de pårørende kontakte en begravelsesforretning (bedemand), der derefter arrangerer de praktiske ting såsom behandling og transport af liget, arrangement af bisættelseshøjtideligheden og begravelsen. Des bedre disse forhold er gennemtænkt og beskrevet af afdøde, des mere skåner man de efterladte for pinlige drøftelser af priser og betingelser for ydet bedemandsservice.
 

Kiste

Den almindeligst anvendte kiste ved ligbrænding og begravelse er en hvidmalet fyrretræskiste med bund af spånplade eller af fyrretræsbrædder, der indvendig er dækket af olieret papir. I enkelte tilfælde, bl.a. ofte til omslutning af metalkister i mausolæer, foretrækker køberne en egetræskiste, der er langt dyrere end fyrretræskister. Plastkister [slut på side 12] er ikke tilladt til hverken ligbrænding eller begravelser. I de tilfælde, hvor loven kræver balsamering (15), kræves samtidig anvendt en tæt og forsvarligt tilloddet metalkiste. Normalt anvendes zinkkister. Undertiden anvendes blykister eller bronzekister. Metalkisterne anbringes normalt inden i en trækiste, som nævnt almindeligvis en egetræskiste.
 

Bisættelseshøjtideligheden

Efter kistens tillukning overføres den normalt til et lille kapel på kirkegård eller på hospital, hvor en kort højtidelighed, almindeligvis uden gejstlig medvirken, finder sted. Den egentlige bisættelseshøjtidelighed finder normalt sted i en kirke eller i et kapel på kirkegården. Ved bisættelseshøjtideligheder før kremering skal jordpåkastelsen altid finde sted ved bisættelseshøjtidelighedens afslutning (12). Ved begravelser finder jordpåkastelsen oftest sted efter kistens nedsænkning i graven. Hvis man er medlem af den danske folkekirke, har præsten ved begravelser normalt både ret og pligt til at foretage jordpåkastelsen (16, 18). Præsten har hverken ret eller pligt til at holde ligtalen (16, 18). Præster er berettigede, men ikke forpligtede til at medvirke ved begravelser af personer udenfor folkekirken (18). Hvis en præst medvirker ved en sådan begravelse, skal der også her anvendes jordpåkastelse (16, 18). Hvor ligbrænding finder sted, kan det ikke pålægges præsterne at forrette jordpåkastelse eller foretage anden kirkelig handling (16, 18). Derimod kan præster, der er villige dertil, medvirke ved sådan ligfærd (12, 16, 18). Bortset fra borgerlige begravelser skal medlemmer af folkekirken begraves med gejstlig medvirken, uanset om ligbrænding finder sted eller ej (18).

Andre bisættelsesritualer end folkekirkens kan anvendes efter forudgående godkendelse (10, 11, 18). Såfremt afdøde har fremsat ønske derom, kan bisættelseshøjtideligheden foregå som en borgerlig bisættelse, dvs. uden gejstlig medvirken, selv om afdøde var medlem af folkekirken (7, 18).
 

Begravelsespladser

De muligheder, der tidligere var for at blive enten begravet under kirkegulvet eller bisat i "åben begravelse" (dvs. bisat i særlige kapeller i kirker), er nu ophørt. I enkelte tilfælde, hvor afdøde har ydet en bemærkelsesværdig indsats for landet, kan gives tilladelse til begravelse i enligt beliggende gravsted på privat område. For privat urnegravsted kræves justitsministeriets tilladelse. Mindste fredningstid herfor er 10 år. For privat kistegravsted kræves kirkeministeriets tilladelse. Denne sidste er i praksis særdeles vanskelig at opnå. Der vil således bl.a. blive stillet krav om testamentarisk ønske, om blykiste, om tinglysning af forholdet og om 50 års fredningstid. Samfundsgrupper, som f.eks. medlemmer af afvigende trossamfund, kan opnå tilladelse til indretning af private begravelsespladser (7, 18). Men for stort set hele den almene befolkning gælder, at man er henvist til at blive begravet på kommunale kirkegårde (som der endnu ingen er af i Danmark) eller på folkekirkens kirkegårde. På disse sidste kan på særlige økonomiske og tekniske betingelser indrettes private over- eller underjordiske gravkamre (mausolæer) og private fællesbegravelsesområder for almindelig jording (18). På mange kirkegårde, specielt københavnske kirkegårde, findes gravsteder af forskellig kvalitet m.h.t. beliggenhed, rettigheder og priser. De almindeligste former for anbringelse af urner er: [slut på side 13]

kolumbarium (urnehal med hylder og/eller nicher), mausolæer, urnehaver, kistegravsteder og askefællesgrave, ofte kaldet "ukendtes grav" (asken bliver blandet med mulden. Ingen urner nedgravet her. Det offentlige betaler vedligeholdelsen).

De almindeligste former for anbringelse af kister er:

Liniegravsteder. Kan kun mod dispensation forlænges ud over de normale 20 år. Gravene anlægges vilkårligt på linie. Beliggenheden kan ikke vælges. Der findes i København to former for linjegravsteder, nemlig "almindelig linjegravsted" og "fælleslinjegravsted". Også i Århus findes fælleslinjegravsteder. For fælleslinjegravsteder gælder, at hele arealet er udlagt med græs, at kirkegården betaler anlæg og vedligeholdelse, at de efterlevende er vidende om stedet for kistens anbringelse, og at navnet på den begravede kun er tilgængeligt for besøgende, såfremt der er anbragt en liggesten på gravstedet.

Mausolæer.

Hædersgrave. Disse gravsteder kan ikke søges eller købes. 1. afdelings borgmester giver tilladelser. Findes kun på Vestre Kirkegård. Tildeles f.eks. kunstnere og politikere.

For fredningstider for kistegrave gælder, at mindstetiden for trækister er 20 år (4) og for metalkister i København 40 år (19). Mindstetiden for urnebegravelser er 10 år (4).


[slut på side 14]
 

Økonomi.

Ved udarbejdelsen af testamente vil det være rimeligt at have opmærksomheden henvendt på, i hvilket omfang ens særlige ønsker kan medføre økonomiske problemer for de efterladte. En normal bisættelseshøjtidelighed (musik, sang, træer, blomster, lys, kapelleje, transport og annoncer) koster ca. 800 kr. (Prisen er stærkt afhængig af bl.a. transportafstande). Balsamering medfører en ekstraudgift på ca. 400 kr. Fyrretræskister koster normalt fra 500 kr. til 1600 kr., almindeligvis ca. 800 kr. Trykimprægnerede fyrretræskister vil være noget dyrere. Egetræskister koster langt mere. f.eks. 2.800 kr. Zinkkister koster ca. 600 kr. Metalkister af ædlere metaller (bly, bronze, kobber) koster selvfølgelig betydelig mere. Følgen af anvendelse af metalkister er normalt forlænget fredningstid og tilsvarende forøgede omkostninger. Fælleslinjegravsteder koster ca. 120 kr. og alm. linjegravsteder ca. 80 kr. for 20 år. Familiegravsteder af 2. takstklasse koster med 1 dobbeltlag ca. 240 kr. og med 2 dobbeltlag ca. 480 kr., begge dele for 20 år. Familiegravsteder af 1. takstklasse koster ca. 60 % mere end familiegravsteder af 2. takstklasse. Gravning af grav koster ca. 250 kr. og en almindelig gravsten ca. 500 kr. Mausolæer er meget kostbare at opføre. Et beløb på 25.000 kr. er absolut ikke urealistisk. Nævnte cirkapriser, der er 1971-priser, viser så store forskelle mellem de forskellige begravelsesformer, at vi har valgt at anføre dem, idet man også på det økonomiske område har mulighed for at tage et vidtgående hensyn til de efterladte.
 

Litteratur:

 1)    Gormsen, H., Retsmedicin (1967)
 2) Forordning af 7-11-1682
 3) Salomonsens Konversationsleksikon, "Begravelse" (1915)
 4) Lov om vedligeholdelse af kirker og kirkegaarde m.v. (nr. 455 af 23-9-1947).
 5) Lov om ligsyn (nr. 2 af 2-1-1871)
 6) Regulativ for behandling af lig (nr. 179 af 16-7-1906)
 7) Lov om forskellige forhold vedrørende begravelser (nr. 100 af 19-4-1907)
 8) Lov om ligbrænding (nr. 162 af 18-4-1950)
 9) Regulativ for udførelsen af ligbrænding (nr. 202 af 1-6-1937)
10) Anordning angående "Godkendelse af de fra folkekirken afvigende trossamfunds begravelsesritualer" (nr. 75 af 22-3-1910)
11) Bekendtgørelse angående "Approbation af et begravelsesritual for den evangelisk-lutherske frimenighed i København" (nr. 225 af 24-9-1914)
12) Anordning angående "Adgang for folkekirkens præster til at yde deres medvirkning ved ligfærd, hvor ligbrænding finder sted" (nr. 61 af 16-3-1910)
13) Lov om "Udtagelse af menneskeligt væv m.v." (nr. 246 af 9-6-1967)
14) Cirkulære om "Flytning af lig. Anlæg af private begravelsespladser" (nr. 109 af 30-4-1949)
15) Cirkulære om "Over- og underjordiske gravkamre" (nr. 81 af 15-5-1914)
16) Karnovs lovsamling (1966). Notater til de enkelte love.
17) U.S.A. patent 2.805.975.
18) Roesen, A.: "Dansk Kirkeret" (1965)
19) Personlige oplysninger fra forretningsfører J. Fals. Arbejdernes Ligkistemagasin (1971).

For flere af de ovenfor anførte love gælder, at ændrede udformninger af dem er under udarbejdelse i dertil nedsatte kommissioner i Kirkeministeriet (19).