Ældre årgange af Kosmos mv.

Ib Schleicher

Den ny bisættelse

Har man en stærk interesse for Martinus' kosmologi, er det naturligt at føle ansvar for behandlingen af mikrolivet i ens egen organisme. Det gælder ikke alene, mens man lever, men også efter døden.

Man kan derfor ønske at blive bisat på en måde, som bedst muligt afvikler mikrolivet i den døde organisme.

Selv om de efterladte i hovedsagen kender ens holdning til spørgsmålet, vil der være mange ting, de ikke med sikkerhed kan tage stilling til, og oftest vil de finde det meget pinligt at skulle behandle problemerne umiddelbart efter dødsfaldet.

Der er derfor meget stærke grunde til så tidligt som muligt at gennemgå mulighederne, overveje problemerne og tage stilling til dem.

Det mindste, man herefter bør gøre, er at fortælle sine omgivelser, hvordan man ønsker at blive bisat. Dog er det væsentlig bedre og meget mere betryggende at få det skrevet i et testamente. Så vil ingen efter ens død være i tvivl om, hvordan bisættelsen skal foregå. I Virkeligheden er det derfor den eneste rigtige måde.

På nuværende tidspunkt er det ikke muligt at gennemføre en bisættelse i absolut overensstemmelse med de tanker, der er nedfældet i Martinus' bog "Bisættelse". Det kan dog lade sig gøre at få gennemført synspunkterne i betydelig grad. De muligheder, der foreligger, er gennemgået af forfatterne til artiklerne i dette særnummer af KOSMOS, og i samråd med Martinus er der fundet frem til en fremgangsmåde, der betegner et væsentligt fremskridt sammenlignet med den almindelige begravelsesform. Efterhånden som samfundets generelle indstilling ændres, og dermed også lovgivningen, vil der kunne opnås større og større overensstemmelse med den ideelle form, men indtil videre kan følgende anbefales:
 

Fremgangsmådens hovedtræk

Man opretter et testamente så tidligt som muligt og fastsætter heri, at man ønsker at blive balsameret og lagt i en kiste af zink, kobber, bronze eller bly. Denne sættes i en trækiste, som er imprægneret og forstærket, så den skulle kunne holde i de 30-40 år, der menes at gå, indtil kroppens mikroliv er nået meget nær mineralstadiet. Kisten sættes i jorden, hvilket vil sige, at denne side af "begravelsen" som sådan kan foregå på sædvanlig vis.

Fra instituttets side er der i 1972 truffet aftale med "Arbejdernes Ligkistemagasin" i København, som herefter kan påtage sig et sådant bisættelsesarrangement overalt i landet og så vidt det lader sig gøre sikre, at det foregår helt efter de ønsker, der fremsættes. Det gælder både balsamering, zinkkiste el. lign., speciel trækiste, fremstilling af bisættelsesprogram m.v. Senere vil naturligvis også andre begravelses-virksomheder kunne udføre dette, men indtil videre kan man kun regne med, at en enkelt virksomhed her i landet kan påtage sig en sådan speciel opgave og f.eks. have de omtalte specialfremstillede kister på lager.

I Sverige og andre lande kan der formentlig laves tilsvarende arrangementer, der er tilpasset forholdene. [slut på side 22]
 

Før ens egen død

I sit eget testamente kan man selv tage klar stilling til de problemer, der er forbundet med bisættelsen. Efterfølgende skitse til testamente kan man uden videre kopiere, eller man kan benytte det med de ændringer, man ønsker. Det kan jo f.eks. være, at man ikke råder over tilstrækkelige midler til at gennemføre det. Det kan også tænkes, at man under visse omstændigheder ikke har noget imod obduktion og transplantation, eller at man f.eks. alligevel, og måske af hensyn til de efterladte, ikke vil modsætte sig blomstersmykning ved kisten o.s.v. Det følgende er imidlertid det ideelle set ud fra kosmologien:

TESTAMENTE

Undertegnede (fulde navn)      ____________________________________
født (pigenavn)                ____________________________________
CPR-nummer                     ____________________________________
født den                       ____________________________________
boende                         ____________________________________
som er medlem/ikke
medlem af folkekirken,
som er gift/ugift
som har følgende livsarvinger  ____________________________________
                               ____________________________________
                               ____________________________________
                               ____________________________________
                               ____________________________________

og som tidligere/ikke tidligere har oprettet testamente, bestemmer herved som min sidste vilje:

1.    Jeg ønsker ikke ligbrænding.
2. Jeg ønsker ikke obduktion eller sektion, og jeg ønsker ikke at blive anvendt som transplantationsdonor.
3. Jeg ønsker i så høj grad som muligt at blive bisat i overensstemmelse med de tanker, der er nedfældet i Martinus' bog "Bisættelse". Dette skal ske efter den fremgangsmåde, der til enhver tid anbefales af Martinus Institut. Nærmere oplysning herom kan fås ved henvendelse til:

Martinus Institut,
Mariendalsvej 94-96,
2000 København F.    tlf. (01) 34 62 80

eller

Arbejdernes Ligkistemagasin,
v/ forretningsf. J. Fals,
Fælledvej 5,
2200 København N    tlf. (01)39 57 08

Denne virksomhed kan ordne alt vedrørende bisættelsen, også bestilling af gravsted, der i København skal have 40 års fredningstid, hvis der anvendes zinkkiste, mens det andre steder er efter lokal bestemmelse. [slut på side 23]

Instituttet kan oplyse, hvorvidt også andre virksomheder kan påtage sig arbejdet og dermed også give de nødvendige oplysninger om fremgangsmåden.

På nuværende tidspunkt er den bedste fremgangsmåde følgende:

 
a)  Balsamering ved udskiftning af blodet med formalin.
b) Kiste af zink/kobber/bronze/bly, der tilloddes lufttæt.
c) Trækiste, der er imprægneret og forstærket til at kunne holde i 30-40 år.
4)    Jeg ønsker, at bisættelseshøjtideligheden skal foregå og afsluttes i kapel eller tilsvarende, og at kisten senere uden højtidelighed (uden følge) anbringes i grav på en kirkegård, gerne på ____________ kirkegård.
5) Jeg ønsker en borgerlig bisættelse, d.v.s. uden gejstlig medvirken og uden jordpåkastelse.
6) Jeg ønsker så vidt muligt bisættelsen forrettet af et menneske, som er fortrolig med Martinus' kosmologi.
7) Jeg ønsker så vidt muligt, at bisættelseshøjtideligheden sker med anvendelse af instituttets flag, der skal dække kisten.
8) Jeg ønsker, at rummet, hvor bisættelseshøjtideligheden skal foregå, ikke smykkes med afskårne blomster og levende lys, men med et elektrisk lysarrangement. De, der kunne tænke sig at sende blomster, bedes derfor i stedet sende et bidrag til Martinus Institut eller til en anden humanitær virksomhed.
9) Ved bisættelsen ønsker jeg følgende salmer og sange (normalt 2) og følgende musikstykker (normalt 1) anvendt:
10) Bisættelsesprogrammet ønskes trykt med Martinus' stjernesymbol i guld på forsiden og med ét eller flere af følgende citater af Martinus trykt til afslutning:
11) Jeg ønsker, at gravstedet forsynes med en sten med Martinus' stjernesymbol i bronze og herudover kun med navn, fødsels- og dødstidspunkt.
12) Jeg ønsker, at gravstedet anlægges, så det kun kræver meget lidt vedligeholdelse.

Dette testamente underskrives for notaren i to ligelydende eksemplarer, hvoraf det ene begæres opbevaret i notarialarkivet, således at en afskrift deraf skal have samme gyldighed som originalen.
 

___________________________________den_________________________________

Underskrift____________________________________________________________
 

Det bemærkes, at underskrift og opbevaring hos notaren kun er en ekstra sikkerhed. Det er ikke strengt nødvendigt. Testamentet er gyldigt, blot det er tydeligt underskrevet af en selv, men det bør i så fald være underskrevet af to vitterlighedsvidner, så det ikke kan drages i tvivl.

Som eksempler på salmer, hvis indhold i væsentlig grad harmonerer med kosmologien, kan nævnes følgende numre fra Den danske Salmebog (autoriseret 1953): 26, 28, 31, 33, 35, 263, 522, 544, 653 (undtagen vers 7), 719, 720, 722, 727, 740. [slut på side 24]
 

Økonomiske spørgsmål

Hvis man er medlem af en sygekasse, betaler den en del af omkostningerne ved begravelsen eller bisættelsen (for tiden omkring 1000 kr). Normalt er dette beløb dog under halvdelen af de ca. 2.500 kr., der må regnes med for en almindelig begravelse.

Med de særlige foranstaltninger, der her er omtalt, kommer det samlede beløb til at ligge omkring 5.000 kr., hvoraf sygekassen så betaler henved en femtedel.

Vedligeholdelsen af graven er en løbende udgift, som ofte betales af de pårørende. For et fast åremål kan den dog betales én gang for alle. Gør man det, bliver de samlede udgifter 6-7.000 kr.

Det betyder, at den afdødes bo eller opsparede midler skal udrede dette beløb, som man dog kan få dækket ved i god tid at tegne en livsforsikring.

Ønsker man ikke, eller har man ikke råd til dette arrangement, kan man reducere det på forskellige måder. Det mindste, man kan blive begravet for, er ca. 1.500 kr., hvoraf sygekassen betaler henved 1.000. Begravelsesforretningen kan give alle detaljerede oplysninger om disse forhold.
 

De pårørendes foranstaltninger

Ved et dødsfald skal man altid omgående tilkalde en læge, som foretager undersøgelse og sørger for udstedelse af dødsattest. Her skal man straks, hvis dette er ønsket, give besked om, at der ikke må foretages obduktion, sektion og transplantation, og at balsamering skal foretages så hurtigt som muligt.

Herefter sætter man sig så i forbindelse med "Arbejdernes Ligkistemagasin", tlf. (01) 39 57 08, eller en anden virksomhed, som instituttet eventuelt kan opgive. Det er vigtigt, at man så hurtigt som muligt tager kontakt med begravelsesforretningen.

Her meddeler man testamentets indhold, og virksomheden træffer derefter de nødvendige foranstaltninger. Dog må man naturligvis træffe aftale om tid og sted for bisættelsen, og man må eventuelt træffe aftale om borgerlig bisættelse. Normalt må man også sørge for en avisannonce, der f.eks. kan have følgende form:

[slut på side 25]

Det er ikke ualmindeligt at arrangere en sammenkomst for familie, venner og bekendte umiddelbart efter bisættelsen. For mange pårørende er dette imidlertid en stor psykisk belastning. Man vil derfor ofte møde stor forståelse, hvis man af denne grund ikke gennemfører et sådant arrangement.

Når bisættelsen har fundet sted, skal der naturligvis bestilles gravsten og træffes detaljeret aftale om dens udformning og udførelse og om anlæg af gravstedet. Det vil der normalt ikke være særlige vanskeligheder med.
 

Afsluttende bemærkninger

Fra instituttets side vil man til stadighed følge udviklingen, og den foreslåede fremgangsmåde vil blive ændret efterhånden, som der gives bedre muligheder.

Der kan ske forbedringer i balsameringsmulighederne. Formalin er en acceptabel metode og den eneste, som på nuværende tidspunkt er teknisk mulig her i landet. Nedbrydningsprocessen og dens forløb og de øvrige forhold inde i zinkkisten findes der ikke megen viden om. Også det må undersøges, når det engang bliver muligt. Der kan måske blive tale om at indlægge visse kemiske stoffer i zinkkisten, hvorved processen kan blive påvirket i den ønskede retning.

At kisten sættes i jorden på sædvanlig vis har ingen direkte betydning for nedbrydningsprocessen, når blot zinkkisten er tæt og helt beskyttet af en forstærket trækiste. Temperaturforholdene kan derimod spille en rolle, men man ved ikke i detaljer hvilken. Dog er det sikkert, at temperaturen ikke må komme under frysepunktet, men det er der sikret imod ved den normale dybde, kisten anbringes i.

For bl.a. at skabe en mere ophøjet stemning ved bisættelsespladserne er det forudset, at der engang i fremtiden indrettes smukke fællesmausolæer, hvor kisterne f. eks. sættes ind i nicher i murene. Den nuværende lovgivning giver dog ikke mulighed for noget sådant. Der skal lovændringer til, og det kan formentlig først finde sted, når der engang er skabt en udbredt interesse for denne nye bisættelsesform.

Her i Danmark arbejdes der imidlertid på en ny lov, og den vil måske give mulighed for at indrette fælles begravelsespladser i jorden på eksisterende kirkegårde. Bliver dette gennemført, vil det utvivlsomt være det allermeste, der kan opnås inden for en forholdsvis lang fremtid, og det vil så være naturligt og ønskeligt at tage initiativ til at oprette en særlig bisættelsesforening. I første omgang kan den arbejde med bisættelse i fælles begravelsespladser på kirkegårde og senere mausolæer på særlige bisættelsespladser.

I det foregående er det vist, hvor langt man i dag og i de kommende år kan regne med at komme i gennemførelsen af de principper for mikrolivets behandling og i den ideelle holdning til spørgsmålene liv og død, som Martinus har beskrevet i sit forfatterskab. Kapitel 161 i bogen "Bisættelse" har overskriften: "Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen". Heri vises en indstilling, som står i lysende kontrast til den holdning, som var almindelig i tidligere tider, og som også er herskende i vor tid.

Vi har sikkert alle været vidne til de knugende oplevelser, som en traditionel begravelse rummer, den dybe og oprigtige sorg, som skyldes savnet af den, der er gået bort og måske også angsten for livet, som det nu skal forme sig. Vi har vel alle følt det tyngende i ceremonierne og i de sorgens symboler, [slut på side 26] som udgøres af klædninger, den blomstersmykkede hvide kiste, i musik, sang og taler og ikke mindst i selve handlingen ved den åbne grav.

Med den dødsangst og hele den livsindstilling, som er karakteristisk for vor tid og for tidligere tider, er det forståeligt, at tingene føles knugende. Dette gælder især vor tids mennesker, for hvem religionens trøst har tabt sin kraft, og for hvem den materialistiske opfattelse af al tings ophør med døden virker aldeles trøstesløs, ja meningsløs.

Med tanken om reinkarnationen som en realitet og om livets evige beståen i stadigt pulserende udviklingsbaner vil menneskets forhold til døden ændres total. I dette perspektiv er vi som blinde, der er begyndt at kunne se. Vi har følt os truet af usigelige rædsler, der i det frembrydende lys afslører sig som onde drømmefigurer. Inspireret af dette lys vil man en skønne dag indrette mausolæer i smukke bygninger omgivet af skønne parker, og her vil bisættelsen foregå med ideelle betingelser for mikrolivets harmoniske afvikling. Dette i forbindelse med bevidstheden om, at bisættelsen ikke er udtryk for absolut død og undergang, men derimod for livets fortsatte beståen, vil på disse steder skabe en stemning af hidtil ukendt skønhed og ophøjethed.

 

På øen St. Michael, der tjener som kirkegård for Venedig, anvendes i vid udstrækning bisættelse i overjordiske gravkamre. På billedet ses bygninger, hvor gravkamrene er placeret i fem etager. Efter kistens henstillen i det enkelte gravkammer lukkes dette med en marmorplade forsynet med oplysninger om afdøde.