Ældre årgange af Kosmos mv.

Citat fra Reinkarnationsprincippet

5. KAPITEL

At lære at dø ved at lære at leve

Indtil den udviklingsepoke er nået, må jordmennesket dog stadig opleve sin tilværelse som en i fysiske og åndelige lokale liv afgrænset fremtræden, hvor overgangene kun kan finde sted som totaludskiftninger af organismer, der igen bevirker, at væsenet almindeligvis kun er bevidst i den af de to sfærer, i hvilken det i øjeblikket befinder sig, og i alt fald ofte under sit ophold i den fysiske verden er tilbøjelig til at benægte den anden sfæres eksistens. I princippet på en måde det samme, som hvis larven ville benægte sommerfuglens eksistens. Gennem den moderne åndsvidenskab har vor tids søgende "menneskelarver" dog mulighed for at lære andet end deres egen lille lokale "larveverden" at kende. De kan få et overblik over livsudviklingen, over den skabelsesproces, de befinder sig midt i, og de kan få kendskab til, hvad det er, der befordrer udviklingen af den tilstand, hvor smerte, lidelse og død er overvundet.

Den tilstand af umærkelig organismeudskiftning, som det jordiske menneske nu oplever i en fysisk inkarnation, har det naturligvis taget meget lang tid at nå frem til, og det må lige så naturligt tage sin tid, inden overgangen til den åndelige verden kan foregå på samme måde.

Men allerede nu har det enkelte jordmenneske mulighed for at gøre døden til noget smukt i stedet for noget rædselsfuldt. Det kan lære at dø, ved at det lærer at leve, det vil sige, ved at det lærer livets love at kende og søger at leve i overensstemmelse med dem. Jo mere et menneske lever med sine tanker, følelser og handlinger på bølgelængde med universets grundtone eller den universelle moral: at være til gavn og glæde for levende væsener, desto lettere vil døden blive, når den engang kommer. Den vil føles som en livsfornyelse, en herlig hvile fra det til tider lidt besværlige liv i den fysiske materie. Men det vil ikke blive en hvile, som den man får i en lænestol eller på en sofa, nej, det bliver på samme måde, som man oplever det i den mest vidunderlige ferie, man kan tænke sig. Med sin tanke som befordringsmiddel besøger man zoner og sfærer alt efter ønske, og også dette er baseret på universelle love. Så kommer der igen en organismeudskiftning, væsenet må tilbage til den verden, hvor der eksisterer modstand, som udvikler, og hvor det gør ondt at tænke forkert. Men det får nu en ny, frisk organisme, som opbygges i moders liv, og nye muligheder for i et kommende fysisk liv at lære at tænke og at lære at leve, så det efterhånden kan overvinde døden.