Ældre årgange af Kosmos mv.

Citater fra Bisættelse

158. KAPITEL

Reinkarnationen og den herunder henhørende naturlige fødsel og død er livets største kærlighedsprocesser

Reinkarnationen, død og fødsel er således i realiteten livets allerstørste kærlighedsprocesser. At ønske et menneskes naturlige død forhindret, at ønske "den døde" eller det diskarnerede væsen tilbage her til det fysiske plan, at sørge, græde eller fortvivle over et væsens bortgang til de højeste verdener, hvorfra det engang, når tiden er inde, skal vende tilbage, lykkeligt og strålende, med fornyet mod, livskraft og forstærkede evner, talenter og anlæg, er jo at modarbejde den guddommelige forsorg, [slut på side 30] det er at græde over solskinnets og regnens velsignelser, det er at være med til at spærre eller besværliggøre vejen til livet, til lyset og kærligheden for det samme væsen og kan kun udløses som virkninger af primitive væseners uvidenhed eller blottelse for al kendskab til, hvad det er, de ser, eller i virkeligheden er vidne til.
 

161. KAPITEL

Fremtidens begravelse eller jordefærd vil ikke blive en sørgefest, men derimod en glædes- og takkefest for livets evige beståen

Traditionen med de "sorte" klæder, de "sorte" draperier, det "sorte" flor osv. vil derfor i fremtiden være helt forsvundet, og menneskene vil fejre højtideligheden mere og mere i almindelige daglige klæder. Dette formindsker sorgfremelskelsen. Det hjælper til med at bevare indtrykket af situationens ligefremhed og naturlighed, hvilket ikke er tilfældet med "sørgebeklædningen", der netop skal udtrykke sorg, skal vise, at man mindes den "afdøde" med sorg osv. og bliver derfor således stimulerende for vedligeholdelsen af sorgens kedelige ubehagelige og uligevægtige sindstilstand.

Hvis man i særlige tilfælde i fremtiden vil foretage sig noget kærligt ud over det almindelige ved en jordefærd, vil hvide klæder blive anvendt, og alt vil blive smykket i hvidt, alt vil blive baseret på at lovprise dødens sande identitet som en ny fødsel, som indgangen til et nyt liv, som udtryk for guddommelig kærlighed. Man vil vide, at sorgen er en slags egoisme, et utilfredsstillet begær efter at eje noget, som man i realiteten slet ikke har krav på. Her i dette tilfælde vil det altså sige, at sorgen skyldes et individs begær efter at have det til det åndelige plan indviede eller bortgangne væsen her på det fysiske plan. Da dette begærs tilfredsstillelse jo ikke passer ind i den bortgangnes skæbne, men ville betyde, at han eller hun måtte give afkald på den for sin videre udvikling midlertidige absolut nødvendige indgang til de højeste verdener for at få fuldkommengjort sin skabeevne så meget, at det kan blive i stand til at opbygge sig et nyt fysisk legeme, i hvilket det ikke i nær så høj en grad, som nu er tilfældet, behøver at ligge under for de mangler og besværligheder, der gennem dets nu afkastede legeme har været tyngende i dets sidste fysiske inkarnation, før døden indtrådte, vil sorgen over denne død kun være identisk med egoisme. De højtudviklede væsener, der er besjælet af det modsatte tankeklima: uselviskheden og visdommen, der igen er det samme som "Den hellige ånd" sørger ikke over deres "døde". De har ingen "døde". De ved, at døden ikke eksisterer i realistisk forstand, men kun er indgangen til en anden tilværelsesform, en tilværelsesform, de gennem åndsvidenskab eller studiet og praktiseringen af "Den hellige ånd" allerede er blevet fortrolige med her i den fysiske tilværelse. Og i den nævnte ånds klare lys, i den guddommelige bevidsthed om "dødens" identitet med livet, vil ingen begravelse eller bisættelse finde jordbund som en "begrædelsesfest" eller "sørgehøjtidelighed" hos den nye åndskulturs kommende slægter, men derimod forme sig som en stille lykkelig lovprisning og takkefest i den "afdødes" navn, rettet mod ophavet for uforgængeligheden eller alt livets evige væren.
 

170. KAPITEL

Jegets forhold til dets afsjælede, fysiske legeme eller lig

Når jeget eller individets virkelige [slut på side 31] væsenskerne har skiftet sin koncentration eller dagsbevidsthed fra det fysiske til det overfysiske eller åndelige legeme, bliver der tilbage på det fysiske plan dets fysiske legeme, dets kasserede redskab for fysisk oplevelse. Dette redskab eller "liget", som det betegnes, bliver altså af almenheden opfattet som en slags ligegyldig materie, som det er bedst at skille sig af med på den mest fordelagtige og hurtigste måde. Og grunden hertil er netop den, at "liget" ikke er noget "lig" i virkelig forstand. Det rummer i sig selv en meget stor kraftkoncentrering, der i form af forrådnelse kan komme til udløsning fra det øjeblik, da det pågældende legeme blev til et "lig". Denne udløsning stammer således ikke fra legemets eller ligets ophav. Fra det øjeblik "døden" indtrådte er legemet blot en ydre ting for dets oprindelige besidder. Men dette forandrer ikke, at denne tidligere besidder stadigt fra sin overfysiske tilværelse kan nære overordentlig store følelser for dette. Det rummer så mange minder. Det har været hans "fartøj" gennem både medgang og modgang, gennem sorg og glæde. Disse følelser kan altså være meget stærke og som følge heraf holde sig meget længe. Man må derfor ikke tro, at den "afdøde" er helt uberørt af, hvad der sker med dennes lig. Denne kan nemlig, hvis han eller hun er "åndelig clairvoyant" (hvilket vil sige fra det åndelige plan at kunne se fysiske foreteelser ligesom man ved "fysisk clairvoyance" fra det fysiske plan kan se åndelige foreteelser), fuldstændig følge enhver foreteelse vedrørende sit lig. Og selv om vedkommende ikke er udstyret med nævnte evne, så kan han eller hun dog gennem ligets mikroverdens samlede astrale eller overfysiske liv indirekte følge enhver proces med liget.
 

204. KAPITEL

Den fuldkomne bisættelse

I denne førstnævnte lyse og strålende fremtidsverden, hvorfra man således kan se ned på vore dages primitivitet og ufuldkommenhed, vil ethvert afsjælet menneskelegeme blive bisat under en for det virkelige menneske standsmæssig form, hvilket vil sige i kontakt med naturens love og på en for mikroindividerne i legemet og for det samme legemes tidligere jeg eller ånd harmonisk og lykkelig måde.

Nævnte legeme vil komme i sin dertil egnede kunstnerisk og videnskabeligt udførte sarkofag, blive hensat i verdensstatens eller folkenes "fællesmausoleer". Her vil de henstå i det spand af tid, som det animalske, organiske liv i liget endnu har betingelser for at kunne opretholde sin tilværelse i dette.

Når disse betingelser er ophørte, vil der kun eksistere en art mineralliv i liget. Da denne arts livsenhed eller mikroindivider bevidsthedsmæssigt er uberørte af ydre fysisk påvirkning, dog ikke af ild, vil liget, efterhånden som det organiske liv i dette er uddøet, blive rigtigt begravet under særlige hensigtsmæssige forhold, hvor dets naturlige opløsning på human måde vil blive begunstiget.

Og dette legeme er så ikke mere. Et univers, en stjernetåge, en hærskare af sole med beboede verdener i form af mellem- og mikrokosmos har fuldendt sit kredsløb, er gået over i en højere verdens strålende atmosfære, hjulpet og bivånet af sit eget makroindivid.

Men over de mørke ødemarker lyser og funkler fællesmausoleernes hvide tårne og kupler mod himlen som et monument for kærligheden. Fredens engel er gået hen over verden. Og hvor den har gået, er "døden" ikke mere, "ej heller skrig eller pine".