Stjernesymbol i menu


Symbol 33A
Registrering af symbol nr. 33

Resume af forklaring til symbol 33A - Registrering af symbol nr. 33

(Se også symbol 33 - De dyriske og menneskelige tankeklimaer.
Forklaringen nedenfor er den samme som til symbol 33) 


Det jordiske menneske befinder sig i overgangsstadiet mellem dyr og menneske. Det fremtræder med en degenererende dyrisk bevidsthed og en voksende menneskebevidsthed. Denne forvandling er ikke en viljesakt, men derimod et modnings- eller udviklingsspørgsmål, på samme måde som dette at blive et geni i musik, malerkunst eller lignende. At kunne elske sin næste som sig selv er det samme som at være et moralsk geni. Det bærende kosmiske, organiske fundament for det levende væsens forvandling fra dyr til menneske er dets sympatiske anlæg med den maskuline og den feminine pol. Disse polers forhold til hinanden er årsagen til væsenets fremtræden som hankønsvæsen, hunkønsvæsen og som menneskevæsen, hvor sidstnævnte vil sige det færdige menneske i Guds billede. Polernes indbyrdes forhold ligger til grund for såvel krig som fred, og polerne er hovedorganerne for menneskets skæbnedannelse. De opretholder kontrastprincippet, igennem hvilket muligheden for al form for sansning eksisterer.

Centrale detaljer i symbolet:

Symbolet er inddelt i tre hovedafsnit, som viser udviklingen i tankeklimaerne fra

  1. det rendyrkede dyrerige, afsnit 21-24,
  2. videre op gennem det ufærdige menneskerige, afsnit 25-30, som udgør stadierne for jordmenneskehedens forvandling fra dyr til menneske, 
  3. og foroven ind i det rigtige menneskerige og de højere åndelige verdener, afsnit 31-34.

Jordens nuværende menneskehed befinder sig primært i udviklingsafsnit nr. 27 og 28. Her oplever menneskene deres sidste store og grove udløsninger af mørk skæbne.

Symbolets lodrettede figurer, som er markeret med numrene 1-20, symboliserer de forskellige væseners tankeklimaer og manifestationer i de forskellige udviklingsafsnit. I takt med udviklingens forløb vokser hvert at disse klimaer op mod en kulmination i væsenets bevidsthed for derefter at aftage igen, mens nye tankeklimaer vokser frem i bevidstheden.

  • Figur nr. 1-2: Reinkarnationen eller genfødelsesprincippet.
  • Figur nr. 3-8: Hankønsvæsenets polforvandling (figur 3, 5 og 7) og hunkønsvæsenets polforvandling (figur 4, 6 og 8).Det vil sige hankøns- og hunkønsvæsenernes udvikling til menneskevæsener. Den grønne farve markerer det maskuline princip og den gule farve det feminine princip. I udviklingsafsnit 28 begynder den feminine pol i manden og den maskuline pol i kvinden at gøre sig stærkt gældende.
  • Figur nr.9: Den jordmenneskelige fysiske organisme. Fra at udgøre et redskab for det dræbende princip udvikles den mod en mere forfinet form og en højintellektuel funktion.
  • Figur nr. 10: Det dræbende princip. Mord og drab på andre levende væsener præger livsformen i et stort udviklingsafsnit.
  • Figur nr. 11: De døds- og lidelsesbefordrende tankearter bag det dræbende princip. Skinsyge, begærlighed, bedrageri, hævnfølelse, magtsyge osv.
  • Figur nr. 12: Hovmodets og ærgerrighedens tankearter. Selvdyrkelse, ærgerrighed, æresdyrkelse, forfængelighed, snobberi, bagtalelse etc.
  • Figur nr. 13: Det rigtige menneskeriges fødselsveer. Polforvandlingens virkninger. Skilsmisser, ulykkelige forelskelser, jalousidramaer, selvmord og seksuelle afsporinger. Foragt og forfølgelse af dobbeltpoletheden.
  • Figur nr. 14: Næstekærlighedens begyndende fremtræden. Udvikler sig i takt med dobbeltpoletheden til det bærende alkærlige bevidsthedsniveau. Humanitet, hellere at give end at tage, tilgivelse som kan opløse krig, had og forfølgelse.
  • Figur nr. 15: Dyrerigets kunst. Udtrykker de forskellige udviklingstrins idealer fra forherligelse af krig og drab til lovprisning af parringskærlighed mv.
  • Figur nr. 16: Det religiøse princip. Fra tilbedelsen af krigeriske guder over kærligheden i de humane religioner til den åndelige videnskab.
  • Figur nr. 17: Den psykiske sanseevne. Baggrunden til alle former for magi, såvel sort magi som hvid magi. Øverst højpsykiske evner i forsynets tjeneste.
  • Figur nr. 18: Den store fødsel. Væsenet har opnået den fuldkomne mentalitet og bliver et færdigt menneske med kosmisk bevidsthed.
  • Figur nr. 19: ”Talsmanden, den hellige ånd”. Livets allerhøjeste tankeklima. Væsenet kan bevæge sig frit i de åndelige verdener.
  • Figur nr. 20: Materialisation og dematerialisation. Væsenet skaber sin organisme eller sit identitetsredskab gennem tankens kraft.

Flammerne i symbolets øverste del symboliserer Guds ånd eller den højeste ild.

Læs Martinus’ egen symbolforklaring i Det Evige Verdensbillede, bog 3.