Stjernesymbol i menu


Symbol 34
Parringsakten eller Guds ånd i mørket

Resume af forklaring til symbol 34 – Parringsakten eller Guds ånd i mørket


Symbolet symboliserer de samarbejdende store principper i parringsakten. Martinus beskriver, hvordan det er livsoplevelsens allerhøjeste princip, at Guds ånd direkte gennemstrømmer alle levende væsener. Væsenerne må gennemgå mørket for derved at få evne til selvoplevelse af kundskab, skønhed, kærlighed og salighed. Men intet væsen er under mørkeoplevelsen overladt alene til sig selv. Via indbyggede særlige organer i organismen har det, midt i mørket, mulighed for, rent håndgribeligt, at opleve en lysstråle fra Guds evige lysocean eller kærlighedsvæld. Det er denne guddommelige stråle fra Guds evige lysocean, som er væsenernes højeste ledende og styrende kraft i deres primitive tilstand og oplevelse af mørket. Her oplever de glimtvis livets allerhøjeste behags- eller vellystfornemmelse i form af ”den højeste ild” i parringsakten. Parringsakten bliver en livslystbefordrende stimulans, samtidig med at den giver en organisk adgang til, at væsenerne kan fødes påny i fysisk materie.

Centrale detaljer i symbolet:

  • Den runde figur nederst til venstre symboliserer hankønsvæsenet og figuren til højre hunkønsvæsenet.
  • De store gule stråler, som udgår fra disse væsener, symboliserer, at de befinder sig i en parringsakt.
  • Den runde figur foroven symboliserer et diskarneret væsen, som lever i salighedsriget.
    Det gulgrå felt omkring salighedsvæsenet symboliserer en atmosfære, som er blandet af salighedsvæsenets aura og de fysiske væseners parringsaura. Denne atmosfære bevirker salighedsvæsenets forbindelse eller kontakt med fosterskabelsen i moderlivet.
  • Den halvvejs stråleformede korsfigur mellem de to parringsvæsener symboliserer parringsaktens kulmination.
  • Ud fra denne figurs udstråling udgår en indigofarvet trådlignende figur, der går op om salighedsvæsenet foroven. Den forbinder dette væsen med hunkønsvæsenet og besjæler fostermaterialet i moderlivet. Og hermed begynder skabelsen af en ny fysisk organisme.

Læs Martinus’ egen symbolforklaring i Det Evige Verdensbillede, bog 4.