Stjernesymbol i menu


Frivilligt arbejde – i et kærligt miljø
 

Martinus Center Klint er i sommerhalvåret et travlt kursus-, kultur- og feriecenter. Fra sæsonen begynder ved påsketid og indtil sidste weekendkursus i november, valfarter hundredvis af kursister, gæster og frivillige medarbejdere til centret i dette naturskønne og fredelige område ved den lille by Klint vest for Nykøbing Sjælland.

Frivillighed er det bærende

Et særligt kendetegn ved Martinus Center er, at det meste af arbejdet udføres af frivillige, ulønnede medarbejdere. Lige siden indvielsen i 1935 har gaver og frivillig arbejdskraft været det bærende element i driften af Martinus Center Klint. Uden disse pengegaver og den meget store indsats fra de mange frivillige gennem årene, ville det ikke kunne lade sig gøre drive centret.

En positiv og rummelig atmosfære

Som frivillig medarbejder bliver man en del den helt særlige stemning og kærlige atmosfære, der kendetegner centret. Martinus var selv et meget glad, humørfyldt og fordomsfrit menneske med et positivt livssyn og med "højt til loftet", og det er netop denne ånd, som vi ønsker skal herske blandt medarbejdere og kursister og herved være med til at gøre Martinus Center til noget særligt.

Et ophold som frivillig byder på rig mulighed for et inspirerende socialt samvær, hygge og dejlige naturoplevelser. Om aftenen arrangeres der foredrag, og under sommerkurserne kan du som frivillig medarbejder deltage i undervisningen i den grad, som din arbejdstid tillader det. Det frivillige arbejde er for mange en god indgangsvinkel til Kosmologien.

Mange arbejdsopgaver året rundt

Frivillige medarbejdere bor i centret til medarbejderpris og arbejder 4-5 timer om dagen med de opgaver, man har valgt, og har resten af dagen til sig selv. Af arbejdsopgaver i centret kan nævnes  undervisning, receptionsarbejde, rengøring, restaurant og cafe, havearbejde og vedligeholdelse.

Der er brug for frivillig arbejdskraft i hele sæsonen, der begynder ved påsketid og først slutter efter det sidste kursus i november. Der er særligt behov for arbejdskraft under sommerkurserne og i de tre arbejdsuger – i påsken, midt i juni og i efterårsferien – hvor op mod 100 frivillige kommer og hjælper til med de mange opgaver.

 

Charlotte Anderson og Eigil Kristensen står for den daglige drift af Martinus Center og har ansvaret for de frivillige medarbejdere. Se en præsentation af Charlotte og Eigil på listen over Instituttets faste medarbejdere.

Tilmelding på e-mail klintfrivillig@martinus.dk

Du kan læse mere og få svar på spørgsmål her: Frivilligt arbejde – hvordan