Livets Bog, bind 1
Gennem lidelse og smerte udvikles individet til en forklaret tilværelse. Videnskaben bliver vanskeligere og vanskeligere at bevise for de væsener, der kun kan sanse på det materielle plan. Ingen vej udenom en forædling af sjælelivet for at opnå højere viden og kundskab eller synet af Gud
232. Igennem den megen lidelses- og drabsudfoldelse, krig og lemlæstelse, den megen udnyttelse af andre væsener, den store egoistiske tilværelsesform, som det nævnte væsen eller jordmennesket i kraft af sin overlegenhed manifesterer overfor både medvæsener af sin egen art og de almindelige dyr, sår det en sæd, som det i følge evige kosmiske love, vi senere i Livets Bog skal lære at kende, uomstødeligt vil komme til at høste frugterne af. Da disse frugter er af samme natur som sæden, hvilket vil sige sorg og lidelse, vil individet således urokkeligt før eller senere enten i sit nuværende eller kommende liv blive indhyllet i og afhængig af denne af det selv såede lidelsestilstand. Men da smerter og lidelser i særlig grad udvikler og forædler følelsesevnen, bliver individet herigennem modtagelig for eller sansedygtig i følelsesenergi. Men da følelsesenergi igen, når den går i harmoni med intelligensenergi, bliver til virkelig "kærlighed", og kærlighed atter igen er det samme som manifestationen af uselviskhed, åndelig varme osv., begynder væsenet således efterhånden, som det får kærlighedsevnen udviklet, at så en anden sæd, hvis frugter det ligeledes uomstødeligt senere vil komme til at høste. Disse frugter er jo ikke lidelse og smerte, men udgør de rigtige menneskelige evner og tendenser, der igen fører individet mod den store fødsel, gennem hvilken det indhylles i en forklaret tilværelse. Med denne kærlighedsudvikling degenererer altså de dyriske evner og anlæg, og væsenet bliver således et mere og mere diskvalificeret dyr, bliver mere og mere til menneske. Og det er de forskellige grader i denne forvandling, der repræsenterer jordmenneskets forskellige karaktertrin. Men samtidig med at individet således får udviklet følelsesevnen og bliver sansedygtig i følelsesenergi, begynder det jo derigennem at modtage en ny form for erfaringer, hvilket vil sige erfaringer, som et følelsesfattigt individ ikke kan modtage. Når denne følelsesviden går i harmoni med samme individs intelligensviden, opstår som tidligere nævnt "kærlighedsviden", der er det samme som "visdom", samtidig med, at det under denne bevidsthedstilstand får intuitionsevnen eller det kosmiske klarsyn udviklet. Dette vil altså igen sige det samme som, at jordmenneskenes videnskab vil blive forvandlet til "kærlighedsvidenskab" i samme grad, som dens ophavs følelsesstandard forædles eller nærmer sig det rigtige menneskerige. Men i samme grad som den nærmer sig dette rige, begynder den jo også at hæve sig op over det fysiske plan. Og i samme grad som den hæver sig op over det fysiske plan, bliver den mere og mere utilgængelig for de væsener, der ikke har følelses- eller kærlighedsevnen udviklet. Og det bliver således sværere og sværere at bevise dens erfaringer og kendsgerninger for væsener, der endnu kun sanser på det materielle plan, ja endog i tilfælde, hvor disse fremtræder som "videnskabsmænd" af den nuværende almindelige standard. Vi ser således, at vi aldrig på nogen som helst måde kan komme udenom en forædling af bevidstheds- og sjælelivet for at komme til en højere viden og kundskab. Og uden en højere viden eller kundskab ingen adgang til den evige sandhed eller til det altgennemtrængende syn af Gud.