1684. Selv om det levende væsen her lever i absolut ensomhed, afskåret fra al bevidst samkvem med ethvert andet levende væsen, er det ikke i stand til at føle denne ensomhed. Det savner absolut ikke nævnte samkvem, tværtimod, det er en overjordisk, guddommelig hvile kun at være sammen med eller midt i sin egen indre verden. Evnen til at savne den ydre verden er således sat ud af funktion. Livet i salighedsriget er, ligesom livet på de øvrige planer, identisk med tilfredsstillelsen af et begær, ønske eller længsel. Og sålænge denne længsel ikke er tilfredsstillet, vil begæret eller længselen efter oplevelser i den ydre verden umuligt kunne få indpas. Hvad bestiller da væsenet her? –Det rejser bogstaveligt talt i sine "minder" fra den ydre fysiske og åndelige verden. Og her i salighedsriget eksisterer den ejendommelighed, at alle minder er overjordisk lyse. Alle erindringer om mørke begivenheder, af hvad art de så end måtte være, ligegyldigt om det er erindringer om selvmord, eller det er erindringer om drab, lidelse og sorger, man har påført andre væsener, er her i salighedsriget lutret, bearbejdet og ført frem i en synliggørelse af deres identitet som et logisk led i Guds store omskabelse af væsenerne fra "dyr" til "menneske". De ses som et uundværligt hundrede procents nyttigt og velsignelsesrigt led i skabelsen og opretholdelsen af evnen til at fornemme den guddommelige alkærlighed, der er universets grundtone. Heraf navnet "guldkopier". Det er kun på det fysiske plan og på tærskelen til den åndelige verden, at den side ved erindringerne, der er af mørk natur, kan fremkalde "skærsild", hvilket vil sige: mental rædsel, angst og bæven, "gråd og tænders gnidsel". Denne side ved erindringerne er således allerede ladt tilbage i den åndelige verdens første sfære. Væsenet har altså livet i det rigtige menneskerige, visdomsriget og den guddommelige verden imellem sig og disse mentale mørkeoplevelser.
Tilbage til forsiden
Forrige