Brev-id: 
30218      Se originalbrev
Dato: 
1952-11-27
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Ingólfur Bjarnason
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Martinus takker

Den 27. November 1952.

Kære Hr. Ingolfur Bjarnason!

    Jeg vil gerne hermed udtrykke min inderligste Tak til Dem, fordi De paa saa kærlig en Maade, sammen med mine andre Venner paa Island, var med til at gøre mit Ophold paa Island til en lysende Oplevelse. Jeg vil ogsaa her sige Dem og Deres venlige Frue hjertelig Tak for det dejlige Samvær med Venner af min Mission, De skænkede mig i deres smukke Hjem.
    Her i Danmark er mine Venner meget interesserede i min Oplevelse af Island. Vi har derfor yderligere igennem en af vore Afdelinger udgivet nogle Breve, hvori jeg giver en kortfattet Beskrivelse af Indtrykkene fra mit Ophold paa Sagaøen og min Fornemmelse af den Evighedsatmosfære, der lyste omkring de varme Kilder, de tusindaarige Kratere og milevide Stilhedens Terræner og meget mere, som i et forædlet Genskin funklede i den islandske Folkeaand og varmede igennem islandske Øjne og Væremaade. Da jeg senere er kommet i Tanker om, at denne Beskrivelse muligvis ogsaa vil interessere mine islandske Venner, har jeg besluttet at sende et Eksemplar af den til hvert enkelt af disse mine Venner, som i særlig Grad var med til at gøre mit Ophold i Deres Fædreland til en lykkelig Oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, men derimod atter og atter vil længes tilbage til. Jeg har derfor vedlagt et Eksemplar af omtalte Beskrivelse til Dem kære Hr. Ingolfur Bjarnason.
    Idet jeg inderligt haaber paa et Gensyn med mine islandske Venner, beder jeg Dem og Deres kære Frue modtage mine kærligste Hilsener.
    Tillige vil jeg gerne ved samme Lejlighed også ønske Dem en rigtig glædelig Jul og et velsignet Nytaar.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.