Brev-id: 
30287      Se originalbrev
Dato: 
1952-12-10
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Jón Sigurgeirsson
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Island
Emne: 
Martinus takker for den kærlige medvirken til et uforglemmeligt ophold på Island. Korrespondanceafdelingen udgiver en kortfattet beskrivelse af indtrykkene fra opholdet. Håber at venskabet mellem interesserede på Island og i Danmark kan udvikle sig til et fredens samarbejde

Den 10. December 1952.

Kære Hr. Jon Sigurgeirsson!

Jeg vil gerne hermed udtrykke min inderligste Tak til Dem, fordi De paa saa kærlig en Maade var med til at gøre mit Ophold paa Island til en lysende Oplevelse. Tak for det behagelige Samvær i Deres smukke Hjem samt Tak for Farvefilmen der blev vist mig. Vil De være venlig at bringe denne min Tak videre til Deres Broder, der saa elskværdigt viste mig denne store Opmærksomhed.

Her i Danmark var mine Venner meget interesserede i min Oplevelse af Island. Vi har derfor igennem en af vore Afdelinger udgivet nogle Breve, hvori jeg giver en kortfattet Beskrivelse af Indtrykkene fra mit Ophold paa Sagaøen og min Fornemmelse af Evighedsatmosfære, der lyste omkring de varme Kilder, de tusindaarige Vulkaner og milevide Stilhedens Terræner og meget mere, som i et forædlet Genskin funklede i den islandske Folkeaand og varmede igennem islandske Øjne og islandsk Væremaade. Da jeg senere er kommet i Tanker om, at denne min Beskrivelse muligvis ogsaa vil interessere mine islandske Venner, har jeg besluttet at sende et eksemplar af den til hver enkel af disse mine Venner, som i særlig Grad var med til at gøre mit Ophold i deres Fædreland til en lykkelig Oplevelse, som jeg aldrig vil glemme, men derimod atter og atter vil længes tilbage til. Jeg har derfor vedlagt et Eksemplar af nævnte Beskrivelse til Dem, kære Hr. Jon Sigurgeirsson.

Nu er det mit store Haab, at mit Besøg paa Island maa efterlade sig en Bro af et solidt og varigt Venskab mellem min Sag her i Danmark og mine Venner paa Island og forene disse to Grupper af udviklede Mennesker i det Næstekærlighedens og Fredens Samarbejde, der er en Opfyldelse af Juleevangeliets store Forjættelse: "Fred paa Jorden og i Mennesker en Velbehagelighed."

Med dette Haab i mine Tanker beder jeg Dem modtage mine kærligste Hilsener og jeg ønsker Dem tillige en rigtig glædelig Jul og et velsignet Nytaar.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.