Brev-id: 
30459      Se originalbrev
Dato: 
1932-03-04
Afsender: 
Erik Gerner Larsson
Modtager: 
Lars Nielsen
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Aarhus
Emne: 
Tak for støtten. E.G.L.'s fødselsdag. Livets Bog bliver på 300 sider. Ny lejlighed ved Dalgas Boulevard

Lykkesholms Alle 7. A. d. 4-3-32.

 

     Kære Hr. og Fru Lars Nielsen!

     Allerførst skal jeg paa Martinus Vegne dige Dem en hjertelig Tak for det tilsendte Beløb - en Tak som jeg skal bede Dem viderebringe til de forskellige Deltagere.
     Ogsaa skal jeg bede Dem hilse Frk. Pedersen og bede Dem sige hende en hjertelig Tak for alt hvad hun allerede har ydet Martinus Arbejde - det vil være ham en stor Glæde som et ringe Udtryk for sin Taknemmelighed at sende hende et Eksemplar af "Livets Bog´s" første Del, saasnart den foreligger.
     Med Hensyn til Beløbet fra Hr. og Fru Borkfelt har jeg samtidig med dette Brev ogsaa afsendt en lille Hilsen til Dem.
     Og dernæst maa jeg personlig sige Dem hjertelig Tak for Fødselsdagsgaven til mig, De husker rigtig, det er den 15/3 - for Resten er det en helt lille Mærkedag for mig i Aar idet jeg runder mit første kvarte Aarhundrede.
     Som De vil se indeholder Brevet dennegang en lille Overraskelse, nemlig Titlerne og Undertitlerne til de fleste Kapitler af første Del til Livets Bog, - det er saadan en slags Mundsmag paa det De har tilgode. Nægtes kan det jo ikke, at vi meget gerne havde sendt Dem Bogen i Stedet, men det har vist sig, at Kapitlet: Fra Dyr til Menneske - i Lighed med Bogens øvrige Kapitler, stadig vokser og nu vil bevirke, at Bogen vil blive paa omtrent 300 Sider. Hvornaar den vil blive helt færdig, tør jeg ikke mere spå om, kun tør jeg med nogenlunde Bestemthed sige, at grøn bliver Skoven da ikke før De har den liggende paa Deres Bord - ét er i hvert Tilfælde givet, De vil faa den tilsendt saasnart den foreligger.
     Med Hensyn til Deres Forslag om Salgsordningen finder Martinus den udmærket og vi kan jo saa betragte den Sag som værende i Orden. Hvornaar vi kommer til Aarhus kan vi jo, som De kan forstaa, ikke paa nuværende Tidspunkt udtale os om, men jeg formoder, at det vil blive forholdsvis kort Tid efter Bogens Udgivelse. Selv skal vi jo flytte herfra omkring den 19. April. Vi har faaet en lidt større Lejlighed (2 Værelser m. Kammer) ude i Nærheden af Dalgas Boulevard, et Kvarter i Yderkanten af Frederiksberg - fjernt fra Byens Larm og Uro - og Forretningsatmosfære. Det var nødvendigt for os, da vi, efter at Bogen er udkommet, jo ikke længere vil kunde Regning paa at faa Lov til at føre en saa tilbagetrukket Tilværelse som nu, - Inden jeg slutter maa jeg lige gøre opmærksom paa, at vedlagte Tryksager jo er Udklip af første Korrektur - Bogen bliver ikke paa den Slags Papir, men derimod paa svært træfrit Papir. Foruden de her nævnte 5 Kapitler, vil Bogen yderligere komme til at indeholde 3 Kapitler, deraf er de to færdige og Martinus arbejder altsaa pa det sidste - som De vil se, kan Bogen altsaa komme til at foreligge forholdsvis hurtigt - hvilket jo ogsaa vi af vort ganske Hjerte ønsker.
     Til Slut beder jeg Dem saa modtage Martinus bedste Hilsner, saavel som jeg skal bede Dem hilse alle, der maatte være glade ved en Hilsen fra ham.
     Og til allersidste beder jeg Dem saa endnu engang modtage min Hjerteligste Tak fordi De saa venligt har husket min Fødselsdag - thi saa meget Barn er jeg endnu, at den Slags Ting bereder mig en meget stor Glæde.

Med Hilsen

Deres hengivne

Erik Gerner Larsson


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.