Brev-id: 
31666      Se originalbrev
Dato: 
1940-02-08
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
København
Emne: 
Helmer sender nogle udklip med dårlig omtale af dem, der beskæftiger sig med åndsvidenskab på Langeland.
   H. sender rejseoplysninger til Mogens Munch, den store Langelandsfærge klarer sig fint uden isbryderhjælp.
   H. foreslår Martinus eller Gerner Larsson at holde et radioforedrag, da den nye formand for radiorådet taler om frisind.
   Det går godt med Okkultisten, og H. håber, at annoncen vil give resultater.
   Logik er venligt anmeldt i tidsskriftet "Morgenrøde".

Skrøbelev, den 8. Febr. 1940.

Kære Venner i L.B.B.!

Det vil maaske more Dem at se, hvad man risikerer i Aviserne, naar man beskæftiger sig med Aandsvidenskab her paa Stedet, og jeg sender Dem derfor nogle Udklip. Det aandelige Mørke ruger endnu over den lange Ø.

Hvis Mogens Munch rejser ud i næste Uge, vil De maaske være venlig og sige ham, at der for Tiden er 2 daglige Forbindelser med den store Færge mellem Svendborg og Rudkøbing. Der er nogle Ændringer i Fartplanen, saa den sidste Færge afgaar fra Svendborg Kl. 15, saalænge Isvanskelighederne vedvarer, men i øvrigt er det vel bedst, at Munch ringer til mig fra Odense (Tlf. Rudkøbing 300) for at faa de nyeste oplysninger. Vi haaber jo meget, at han kommer paa Torsdag. I øjeblikket er Langeland jo den landsdel, der har den sikreste Forbindelse med Omverdenen, idet den stor Færge klarer sig fint uden Isbryderhjælp.

Den nye Formand for Radioraadet taler jo om Frisind og Alsidighed. Kunde det ikke være morsomt, om Martinus eller Gerner Larsson prøvede at faa Lov til at holde et Radioforedrag? Saa fik vi samtidig Klarhed over, om Frisindet er en Realitet eller blot en af de sædvanlige Fraser.

Det gaar efter Omstændighederne godt med "OKKULTISTEN", og jeg haaber ogsaa, at Deres Annonce giver Resultater. Bladet kommer jo til mange Mennesker, som ikke før har kendt saa meget til Martinus' Arbejde, men det skal nok efterhaanden skaffe mange nye Venner.

Jeg saa en meget venlig Anmeldelse i Tidsskriftet "Morgenrøde" af "Logik". Det er altid en stor Glæde for mig at se Martinus' Arbejde nævnt i idealistiske Blade, som ikke tidligere har beskæftige sig dermed.

Med de kærligste Hilsner
Helmer Fogedgaard


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.