Brev-id: 
31688      Se originalbrev
Dato: 
1938-11-06
Afsender: 
Martinus
Modtager: 
Marie Fixen
Afsendersted: 
Frederiksberg
Modtagersted: 
Odense
Emne: 
Martinus irettesætter Marie, som svar på hendes brev.

6/11.- 1938.

Kære Fru Fixen!

Jeg har modtaget Deres mærkelige Brev. Det er muligt, at De mener det godt, men jeg kan ikke undgaa at føle den Bitterhed, det afslører mellem Linierne. Deres Hentydninger til, at man i Odensekredsen nærmest er en Slags Stedbørn, der maa nøjes med at "tænke sig til" Publikationen af "Stoffet i andet Bind" af "Livets Bog", samt Deres bekymring for Langelændernes eventuelle "Skuffelse" over Larssons Foredrag paa Mandag afslører jo direkte Antipati imod denne min Medarbejder. Deres bemærkninger angaaende Stoffet i nævnte Bind har ikke noget med Virkeligheden at gøre. Alle Foredrag om "Spiralerne", de tre "Exer" og "Skæbnedannelse" m.m. stammer nemlig alle fra Stoffet til de kommende Bind af "Livets Bog". Det er mig ihvert fald ikke bevidst, at dette Stof skulde være særligt forbeholdt Københavnskredsen.

Med Hensyn til at forsvare mig er der ingen, der behøver at bekymre sig. Mit Arbejde er af en saadan Natur, at det med Lethed kommer til at overleve enhver ondsindet Bagtalelse.

Vi er alle her paa Bureauet meget overbebyrdet med Arbejde. Der er meget, der skal gøres færdigt, der er saa mange Mennesker, der ikke kan faa "nyt Stof" eller de kommende Bind af "Livets Bog" hurtig nok, saa det er ikke altid lige let for os. Men til Gengæld faar vi jo mange dejlige Breve fra Mennesker, der er blevet lykkelige ved at være i Kontakt med Arbejdet. Saadanne Breve er inspirerende. Men et Brev, fuldt af urovarslende Mystik, som Deres, kan aldrig være et Plus for Sagen, og endnu mindre for selve dets Ophav.

Idet jeg haaber, De vil kunne forstaa mig, beder jeg Dem modtage min kærlige Hilsen til hele Familien.

Martinus


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.