Brev-id: 
31729      Se originalbrev
Dato: 
1938-08-23
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
København
Emne: 
Helmer Fogedgaard, brev tak for dejligt ophold "Kosmos feriekoloni" 1938, samt beskrivelse af dette.

Skrøbelev, den 23. August 1938.

Kære Martinus!

Efter at jeg atter er kommet hjem til Hverdagen, vil jeg gerne ogsaa ad denne Vej takke Dem af ganske hjerte for den herlige Uge, vi havde i Kosmos Feriekoloni. Det er ganske umuligt at holde Tankerne hjemme. De befinder sig stadig i det lille Paradis ved Klint og hos de elskelige Mennesker, jeg har mødt.

Jeg føler det, ligesom jeg i sidste Uge blev opladet med en kraft, der gør det lettere for mig at være kærlig imod mine Omgivelser. Blot det nu kunne holde, saa man kunde være en lille Sol for de mennesker, man omgaas i det daglige. Men der skal megen Kraft til, fordi man stadig møder saa meget, der gør ondt paa et følsomt Sind. Imidlertid er det jo den første Betingelse for rigtig Fremgang for vor store Sag, at vi, der er tilhængere af den, praktiserer den rette Levemaade og viser det gode Eksempel.

Det var en herlig Følelse, at vi i Kolonien kunde kaste den daglige Maske og vise os, som vi er – nemlig som Mennesker, der hungrer efter Godhed, Kærlighed og Forstaaelse. Hvor var det velgørende helt at være sig selv og at møde Mennesker, der havde netop den samme trang. I det daglige maa man jo som Regel skjule sin virkelige Natur og kan derfor ikke være saa meget for andre, som man gerne vilde. Men heldigvis kan man da elske Dyr og Planter uden at risikere at blive kaldt umoralsk!

Specielt er det seksuelle er for det mere udviklede Menneske et stort Problem, efterhaanden som "Polændringen" skrider frem. Man møder her en Intolerance og Uforstand fra Offentlighedens Side, som er ganske forfærdelig. Det gør saa ondt at tænke paa de mange, som stadig maa lide i Stilhed, fordi de endnu ikke har været saa lykkelige at møde Deres Analyser, som faar os til at forstaa os selv med tilhørende Fred i Sindet. Jeg mærkede jo ogsaa, at De var klar over, hvor "Tampen brænder", idet det netop var dette betydningsfulde Emne, De kom ind paa den Aften, hvor de viste os Lysbilleder i Fordragssalen. Jeg er dem saa inderlig taknemmelig derfor.

 

Blad 2.

Vi er godt nok klar over, at vi blev meget favoriseret af Dem, fordi vi kom paa en Tid, hvor der ikke var saa mange andre Gæster i Kolonien. Vi ved ogsaa, at efterhaanden som Sagen vokser, vil det blive vanskeligere for den enkelte at lægge Beslag paa Dem. Derfor skønner vi ogsaa saa meget paa, at det forundtes os at være saa meget sammen med Dem i Aar. Vi har lært meget af vore mange Spørgsmaal, og vi haaber nu at være i Stand til med denne Viden at kunne gøre andre Mennesker lykkeligere og være med til efter beskeden Evne at arbejde med paa den store Sag. Men jeg er klar over, at Kærligheden maa gaa forrest. Teoretisk Belæring uden Moralsk Ballast resulterer kun i Hovmod.

Hvor var vi dog lykkelige over at mærke, at De brød Dem om at være sammen med os. Det følte vi jo netop derved, at De af Dem selv opsøgte os i Hus Nr. 14 og ofte lagde Deres Aftentur forbi os. Jeg har nydt disse Aftener meget intensivt, og jeg kan ikke takke Dem nok, kære Martinus, for alt, hvad De har været for os. Ogsaa Tak for Bilturene og al anden Kærlighed, der er vist os. Selv om jeg havde ventet mig meget af Ferien i Kosmos Kolonien, saa blev selv de største Forventninger stærkt overtrumfet. Det er min største oplevelse til Dato i denne Inkarnation.

Aldrig før har jeg mødt saa hjertelige og kærlige Mennesker som i Kosmos Feriekoloni. Man føler, at det er Begyndelsen til et virkeligt Paradis, og man fatter ikke, at man er værdig til at være med dér allerede nu. Men Minderne fra denne dejlige Uge og Visheden om, at alt, hvad der er godt og kærligt, med tiden vil naa frem i alle Væseners Mentalitet, gør det lettere at modstaa hverdagens Besværligheder. Og heldigvis mødes vi da ogsaa igen!

Jeg føler, at jeg har en altfor ringe Evne til at give Udtryk for min Taknemmelighed, men Vemoden ved Afskeden sagde vist ogsaa mere end mange Ord. Hjertelig Tak, kære Martinus, for det kærlige Blik, De sendte os, da Toget kørte. Det varmede saa stærkt og gjorde mig samtidig dybt bevæget. Kærlig Hilsen til Dem og alle, der er knyttet til det daglige Arbejde i Bureauet.

Deres inderlig hengivne
Helmer


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.