Brev-id: 
31776      Se originalbrev
Dato: 
1938-12-22
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
København
Emne: 
Julebrev. Helmer takker for den dejlige sommer i Kolonien og for den glæde i sindet, Martinus har bragt "alle os, som har brug for den nye verdensimpuls".

Skrøbelev, den 22.Decbr.1938.

Kære Martinus!

I denne dejlige Juletid, hvor lidt af det rigtige Menneskerige for en Stund synes at opstaa paa denne mørke Klode, føler jeg specielt Trang til at sende Dem en kærlig Hilsen.

Naar jeg tænker tilbage paa, hvad 1938 bragte, saa maa jeg sige, at det er det lykkeligste Aar, jeg endnu har haft i denne Inkarnation. Her tænker jeg paa det herlige inspirerende Arbejde i Studiekredsene, paa de mange kærlige Mennesker, jeg har mødt indenfor Deres Arbejde, og specielt paa den vidunderlige Uge i Kosmos Feriekoloni.

Jeg er godt nok klar over, at vi blev favoriseret i Sommer, men det kunde jo lade sig gøre, fordi der ikke var saa mange andre Gæster i Kolonien paa det Tidspunkt. At De var saa meget sammen med os og kom af Dem selv til os om Aftenen, glædede os saa umaadelig meget. Det var en enestaaende Oplevelse med disse herlige Timer, hvor vi gennem Dem blev beriget med Viden om de Ting, der fylder vort Liv mere og mere. Og Tak for det kærlige Blik, De sendte os, da vi rejste. Jeg glemmer det aldrig.

Kære Martinus – jeg kan slet ikke takke Dem saa meget, som jeg føler Trang til, for den Glæde og Fred i Sindet, De har bragt alle os, som har Brug for den nye Verdensimpuls. Men hvad Ord ikke kan udtrykke vil i disse Dage i Form at kærlige Tanker finde Vej til Dem fra de mange Mennesker, som gennem Deres kærlighedsmættede Lære har fundet Mening i Tilværelsen.

Med mange kærlige Jule- og Nytaarsønsker til Dem og Deres Medarbejdere i Bureauet forbliver jeg altid

Deres taknemmelige og hengivne
Helmer Fogedgaard


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.