Brev-id: 
31803      Se originalbrev
Dato: 
1939-04-11
Afsender: 
Helmer Fogedgaard
Modtager: 
Martinus
Afsendersted: 
Skrøbelev
Modtagersted: 
Frederiksberg
Emne: 
Forklaring på hvorfor billedet (se breve af 8.2.1939 ID nr. 31815 og 8.3.1939 ID nr. 31747) er blevet tegnet om.
   Hele kredsen glæder sig til Martinus’ besøg d. 9.5.1939.
   Helmer skaffer hotelværelse og vil gerne huse kredsen. Detaljer i forbindelse med Martinus’ ophold på Langeland og en kommentar til de øvrige deltagere i kredsen.
   Helmer forklarer, hvorfor han blev bekymret ved tanken om, at Dansk Folkeferies Klint-gæster skulle spise kød.
   PS har ikke fået Kosmos for marts.

Skrøbelev, den 11. April 1939.

Kære Herr Martinus!

Hjertelig Tak for Deres venlige Brev af 3. ds. Aarsagen til, at Deres Billede blev omtegnet, er sandelig ikke den, at vi var utilfredse med Originalen – tværtimod. Den mere slørede Virkning, der er over Midterpartiet af Deres Tegning, og som jeg synes netop hører til, fordi Solen staar op, lykkedes det ikke Andreas Krøyer at faa med. Men vi havde jo ikke Originalen og var derfor nødt til at reproducere en Efterligning. Det lille Aftryk fra "Kosmos" egner sig jo ikke saa godt til Forstørring, idet smaa Unøjagtigheder under Trykningen kommer frem ved en saadan Lejlighed. Det er Grunden til, at vi foretrak at lave en helt ny Tegning. Det er en Selvfølge, at Billederne kun er beregnet som Gave, og vi har allerede kunnet glæde mange Mennesker med dem.

Vi glæder os alle saa meget til Deres Besøg her den 9. Maj, og jeg haaber, at hele Kredsen vil møde fuldtallig. Det er muligt, at der ogsaa kommer et Par af Sagens Venner fra Sydfyn, som er i Familie med en af Deltagerne her. Sagen vokser jo. Vi kan jo ikke lade være med at virke som "Missionærer", naar vi møder Mennesker, som trænger til Aandsvidenskaben. Hotelværelse skaffer jeg til Dem på Hotel "Langeland", og hvis De ikke har noget imod det, vil vi gerne, som vi plejer, samles hos mig her i Skrøbelev. I de vante Omgivelser vil Deltagerne sikkert faa mest ud af Aftenen. Ganske vist vil det fylde godt med en Snes Mennesker i min lille Ungkarlehybel, men det kan i hvert Fald lade sig gøre. Og hvis vi faar at vide, med hvilken Færge De kommer fra Svendborg, vil vi gerne være ved Havnen og tage imod Dem. Nielsen, Lindelse Keramikfabrik vil gerne have Lov til at invitere Dem til Aftensmad hos ham, og han vil derefter køre Dem til Mødet hos mig og til Hotellet efter Mødet. Jeg var netop ude hos Nielsen i Gaar, da han havde Besøg af sin Bror og gamle Far fra Sjælland. Hvis De ellers har særlige Ønsker i Forbindelse med Deres Besøg på Langeland, vil jeg meget gerne høre derom. Vi glæder os som sagt overmaade til den 9. Maj, og specielt haaber jeg, at de nyere Deltagere i Kredsen rigtig vil faa noget ud af det. De trænger jo mere til Støtte end vi, der er ældre indenfor Sagen og derfor ikke længer vakler i vor Overbevisning paa noget Punkt. Ensartethed i en saadan Kreds kan jo ikke opnaas, da det er en saa forskellig Erfaringsmængde hver især bringer med sig fra tidligere Inkarnationer.

At "Dansk Folkeferie" faar Adgang til at benytte Kolonien udenfor den egentlige Ferietid, synes jeg er en saare smuk og rigtig Tanke, og det glædede mig, da jeg ogsaa saa en Notits om det i "Politiken". Det er rigtigt, at jeg i Begyndelsen nærede en vis Bekymring i Anledning af, at Ikke-Vegetarer skulde opholde sig i Kolonien. Det skyldes dog ikke Uvilje imod de Mennesker, som er Kødspisere, for i saa Fald skulde jeg nære Uvilje imod de fleste Mennesker (min nærmeste Familie inklusive). Jeg er ganske klar over, at ingen kan manifestere et højere Udviklingstrin end det, de staar paa. Imidlertid var jeg bange for, at "den aandelige Atmosfære" i Kolonien paa en eller anden Maade kunde tage Skade, ligesom den Tanke, at Slagteren skulde til at gøre Holdt ved Kosmos Feriekoloni, og Martinus maaske skulde til at anskaffe Kødhakkemaskiner gjorde mig ondt. Men dette med den "aandelige Atmosfære" er maaske blot nogle taagede Indbildninger, jeg har. I hvert Fald ved jeg, at naar De har akcepteret det, saa er det alt sammen, som det skal være. Som sagt var mit Standpunkt ikke dikteret af Uvilje imod de paagældende Mennesker, men blot af en Frygt for, at Kolonien, som jeg betragter som en hellig Plet, paa en eller anden Maade skulde blive mindre "hellig". Jeg har jo i længere Tid arbejdet med i den vegetariske Bevægelse (ogsaa før jeg lærte Aandsvidenskaben at kende), og desværre er det jo saadan, at ogsaa Idealisme kan optræde som maskeret Intolerance. Hvis jeg kommer ind i en Kirke (f. Eks. til en Begravelse), finder jeg det rimeligt, at jeg følger de dér gældende Regler og Ceremonier for ikke at støde an mod det, der er helligt for andre. Det var blot ud fra samme Betragtning, jeg skrev til Gerner Larsson, at jeg gik ud fra, at Gæsterne fra "Dansk Folkeferie" skulde leve vegetarisk i Kolonien (hvad jeg i Grunden heller ikke kan se er saa ukærligt, da det kun vil være til Gavn for dem selv i sundhedsmæssig Henseende). Men jeg indrømmer, at jeg har blandet mig i noget, som ikke direkte vedkommer mig, og det skal ikke undre mig, om mine Idealer paa dette Felt i sin inderste Analyse hviler på Intolerance. Intet er saa svært at udrydde som netop Intolerance. Men selv om jeg stadig er ked af, at der skal spises Kød i Kosmos Kolonien – bedre er jeg ikke – saa er jeg overbevist om, at naar De har taget Deres Beslutning, saa er det i Overensstemmelse med den højeste Logik og Kærlighed. Dette beroliger mig helt og fuldt, idet jeg er klar over, at mit private Syn paa Sagen blot er en naturlig Følge af mit øjeblikkelige Udviklingstrin. Det gale ved mig er nemlig, at jeg er konsekvent i mine Idealer, og derved faar de et Anstrøg af Fanatisme og Intolerance. Jeg er Princip-Menneske. Man kan maaske ogsaa kalde det "Vanedyr". En hel Del af min Intolerance har jeg overvundet, efter at jeg er kommet i Forbindelse med Deres vidunderlige Arbejde, men som De vil forstaa af ovenstaaende, er der nok at tage fat paa endnu.

På glædelig Gensyn den 9. Maj og de kærligste Hilsner fra

Deres hengivne Elev
Helmer Fogedgaard.

P.S. Mærkeligt nok har jeg endnu ikke modtaget "Kosmos" for Marts. Fejlen maa jo ligge hos Postvæsnet. Jeg har ogsaa bedt Postbudet skaffe det kære Blad, saa det gaar nok i Orden.


Kommentarer kan sendes til Martinus Institut.
Oplysninger om fejl og mangler samt tekniske problemer kan sendes til webmaster.